Harry Søiberg til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Baggersvej 16,1, Charlottenlund. 25. januar 1918
en af Himlens Guder
Baggersvej 16I
Charlottenlund 25/1 - 1918
Kære Henrik Pontoppidan!
Disse Dage er en Mindetid for mig! Og naar jeg sætter mig til at skrive til Dem nu, da er det, fordi jeg hver Dag i lange Tider har gaaet og følt en saa inderlig Trang dertil! Ja, mit Hjærte har været saa varmt af Taknemlighed og Beundring for Dem, at jeg ligefrem har frygtet for mine egne Ord – Men jeg føler det, som om jeg aldrig vilde faa Fred, om jeg holdt mig tilbage og ikke lod mit Hjærte tale!
I disse Dage er det nemlig ti Aar siden, De gik den lange Vej ud til Gl. Skagen for at yde en ung og upaaagtet Digter Deres Paaskønnelse og Opmuntring! Tilfældet vilde det saa mærkeligt, at jeg netop sad og læste i "Lykke Per", da De kom, og jeg hørte Deres Stemme ude i Forstuen. Deres uventede Tilsynekomst og Deres Ord til mig virkede paa mig, som om det kunde ha været en af Himlens Guder, der var steget ned paa Jorden for at tale med mig, saaledes som de gamle Myter fortæller, at Guderne gjorde, naar de havde fattet Omsorg for et Menneske. Og virkelig dette Indtryk har jeg baaret den Dag i Dag!
Aldrig vil jeg kunde glemme den Vinternat, da jeg gik hjem fra Brøndums efter at have været sammen med Dem 2 og de andre af Drachmanns Venner derinde. Det var ikke saa meget det, at jeg havde været i disse Mænds Hus, som det var selve Begivenheden, at en af mit Lands Store havde været ved min egen Dør for min egen Skyld! Natten var saa frostblank med tindrende blaa Himmel og et Skin af Stjærner som i et virkeligt Æventyr. Jeg gik som i en Rus, alle Portene i mit Sind var slaaet vidt op, jeg var paa Lykkens Bro, hvor Drømmene blir til Virkelighed og Gud eller Stjærnerne taler – Mine Evner, mit Mod og min Vilje sang ud gennem alle mine Sanser, det var som en stor og stærk Haand paa en Gang havde løftet mig op i Lyset, hvor ellers kun mine Drømme havde været!
Og hvad har De ikke ogsaa været for mig siden gennem alle disse ti Aar! Ja, det er Sandhed, naar jeg sier, hvordan vilde de ti Aar have været for mig uden Deres usvækkede Interesse for mig! Gang efter Gang har De skænket mig den største og skønneste Glæde! Har jeg siddet i Mørke og Modløshed har Deres Ord naaet mig som en lysende Fakkel paa min Vej! Deres Opmuntring har ikke blot hjulpen til at bære mig gennem min Fattigdom, men den har ogsaa brændt som en Ild i min Sjæl! Ja, min Ærbødighed for Dem har gennem disse Aar været saa stor, at jeg næsten kun kendte en Røst: – Deres Dom over mit Arbejde! Og hvor lykkelig har jeg ikke været – Aldrig vil jeg kunde glemme, da De havde læst "Folket ved Havet"1 – Da jeg modtog Deres Brev, blev jeg saa betaget af Glæde og Begejstring, at jeg ikke blot brækkede et Ben paa en Stol, men jeg tog min gamle Hund i mine Arme og dansede rundt med den, 3 saa den skreg, medens Taarerne stod mig i Øjnene! Og da jeg besøgte Dem i Hals Allé og vi gik ud ved Søndermarken – Det er de stolteste Blade af mit Liv. Og da De skrev til mig om "Hjemlig Jord" og brugte Ordene "stor og festlig Kunst" og da De talte til mig om "Birgittes Kærlighed" og om min sidste Bog!
Hvad er jeg Dem ikke skyldig! Hvad havde jeg været som Digter og hvad havde jeg været som Menneske, om ikke Deres store og skønne Omsorg havde skinnet over min Ungdom og mit Arbejde!
Gid De maa forstaa mig rigtig! Jeg sidder her og skriver uden Forbehold som Ordene kommer strømmende ud af mit Hjærte! Og jeg føler mig virkelig bevæget ved at sige Dem alt dette!
Ja, der er ingen Mand, ingen Digter, ja maaske heller ingen Menneske, der gennem hele min Ungdom har haft den Betydning for mig som De! De har paa en sær Maade med en sær Styrke været min Opdrager baade som Menneske og Digter! De har været som en Slags Lysvirkning om mig hele mit Ungdomsliv igennem, som har skinnet gennem mit Sind baade fra Deres Digtning og Deres Personlighed!
Ja, kære Henrik Pontoppidan, hvorledes skal jeg kunde sige Dem Tak for denne min store Skyldighed og min store Lykke!
Jeg har kun een Maade, hvorved jeg kan tænke at finde 4 et værdigt Udtryk for hvad jeg føler! Og det er ved at bede Dem om Deres Tilladelse til at tilegne Dem mit første større Arbejde i Beundring og Taknemlighed? Andet Bind er nu snart færdigt, det skal hedde "Lyset"!
Til Slut beder jeg Dem tage dette Brev som det det er, min inderligste Tak for Deres Hengivenhed for mig gennem de ti Aar! Jeg har kun vildet forsøge at meddele Dem, hvad jeg saa mange Gange har følt!
Med hjærtelig Hilsen
Deres hengivne
Harry Søiberg
