Henrik Pontoppidan til Harry Søiberg
Sendt fra Åboulevarden 60,4. 2. februar 1918

uberørt som De stadig er


Åboulevard 604.
2.2.18.

Kære Søiberg!

Jeg opholder mig i disse Dage i København, og det var min Hensigt at forsøge på at finde Baggersvej i Charlottenlund, for at jeg personlig kunde trykke Deres Hånd og takke Dem for Deres hjertelige Brev. Men dels har jeg været mindre rask, dels har Familjeanliggender af forskellig Art lagt Beslag på mig. Nu skal her imidlertid ikke gå flere Dage, uden at De hører fra mig, derfor skriver jeg. Det er altså nu ti År, siden vi gjorde hinandens Bekendtskab, 2 og har jeg i den Tid nu og da kunnet være noget for Dem, så må De tro, at Bekendtskabet heller ikke har været uden Betydning for mig. Der er så meget hos Dem, der virker på mig, halvgamle Mand, med Naturens eget Trylleri, uberørt som De stadig er af en ond Tid, der har glemt, hvor og hvordan Livet grønnes. Når De nu vil tilegne mig Deres store Bog, så tager jeg med Tak derimod, ikke alene for Ærens Skyld, men fordi jeg inderlig glæder mig over, at netop De, hvem jeg af alle vore yngre Digtere sætter højst, har bevaret et 3 så smukt og trofast Venskab for mig. De må tro, at også Deres Brev glædede og rørte mig. Heller ikke jeg har glemt den Dag på Skagens Strand, da jeg første Gang så' Dem stående på Toppen af Drachmanns Gravhøj som en ukendt Vandrer, hvis Tilsynekomst vakte alles Forundring – siden har jeg ofte mindedes Dem.

Idag blot disse Linjer. Måske ses vi alligevel, inden jeg – en Gang i den kommende Uge – tager herfra. Men når De er i Færd med at slutte Deres Bog, har De vel forresten næppe Tid til at tage mod Besøg.

Vær på det hjerteligste hilset fra

Deres gamle Ven
Henrik Pontoppidan