Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Allégade 15 A. 14. januar 1912 (mellem ca. 11.1 og ca. 16.1.1912)
Gaasegilde i Forfatterforeningen
[udateret; ca. 14.1.19121]
Min kære Herre!
Vejret er saa vidunderligt idag med blaa Himmel og Sne i Frederiksberg Have. Jeg har gaaet min Morgentur og fryder mig over min forholdsvise Ungdom og er nu efter at have fortæret min Havregrød og tændt min Snadde saa lykkelig som en dansk Skribent uden Arkiv eller anden Udmærkelse. I mit Vindu har min Kone med sin trods 12 Aars Ægteskab2 velkonserverede Hengivenhed stillet skønne gule og røde Tulipaner, og hun agter sig nu, efter at have forespurgt om hun skal skifte Varmedunken eller flytte Rullestolen, paa Skøjter til Damhussøen. Jeg er altsaa alene i mit Paradis – den ideale Tilstand – og i et Anfald af usigeligt Velvære falder min Tanke paa Dem.
Sidst jeg hørte fra Dem, holdt France – tror jeg – i Automobil udenfor Hôtel d'Iéna3. Jeg forestiller mig France4 som den franske Hørup. Er det rigtigt? Har han de samme hundrede smilende Rynker ved Øjekrogene, det samme lunt-skiftende Blik, den samme lidt besværlige Gang? 2 Hvorfor tænker jeg mig France i Tøjstøvler? Kan De forklare mig denne vanvittige Gaade. Dog i ét tror jeg ikke France ligner Hørup. Naar han hilser paa en Dame, tænker jeg mig altid, at han bøjer sig over hendes Haand. Han ser saa barnlig og indsmigrende ind i hendes Øjne og siger en lille foraarsagtig Hjærtelighed. Overlegne Aander er altid overlegne nok til at bevare deres Barnlighed, deres Uskyld. Maaske er hele min Gætning gal. Men jeg beder Dem, lad mig beholde denne skønne Illusion. Jeg bevarer ogsaa trods Deres ivrige Protester og Forsøg paa at sværte Dem selv mangen skøn Illusion om Dem. Jeg ved, at De er havesyg, misundelig, taktløs, lastefuld – jeg har læst det paa Tryk – og dog kan jeg ikke slippe Troen paa, at De vil kunne forbedres, naar De en Gang kommer ud over den første Ungdom. Jeg tror ganske vist aldrig, at det sidste vil ske, men man har jo Lov til at haabe.
Jeg har været en Del ude, bl. a. i den herværende Forfatterforening til Gaasegilde5. Som en Venlighed overfor det mægtige Rusland til Tak for aandelig Paavirkning serveredes der russiske Gæs. Otto Benzon holdt Talen for Rusland. Talen for de danske Gæs holdt Peter Nansen. Jeg fik et Ben, der smagte som frossen Mammuth fra den 2den Isperiode. Til Gaasen serveredes Snaps og skattefri Tuborg, en Overdaadighed som jeg agter at paatale ved Regnskabets 3 Fremlæggelse. Det er en Skam, at De ikke var tilstede – De er jo Æresgæst og kunde altsaa have siddet ved den øverste Bordende og overset alle Skrogene. Efter Bordet saa jeg Østergaard sidde og stange Tænder. Det saa ud, som om han vilde have alt med for Pengene. Forøvrigt ligner han den typiske danske Julegaas – den, ved De, der ligger i Vinduerne og vender en venlig smilende Gump mod Tilskueren.
Da Klokken slog 2, kom min Kone hen og hviskede mig en Djævel i Øret. Hun og Nansen havde sammensvoret sig og besluttet at ende Festen hjemme hos Peter sammen med Kohls6, Rungs7, Hofmanns8 og Fru Land9. Vi tog da derhen. Alt hvad Peter havde af Champagne, Bourgogne, Likør, Whisky, Konfekt, Frugt blev anrettet, og den russiske Gaas vendte sig i Livet paa os ved saa megen Ugudelighed. Jeg dansede Solodans, omkredset af de tilstedeværende Elverpiger. Kohl sad paa sin Kones det store Skød, og Hoffmann akkompagnerede. Da Klokken var 4, vilde jeg afsted, da den var 5, skulde jeg afsted, og da den var 6, kom jeg afsted. Peter stod paa Nørrevold, hvid og smilende, mens Automobilen tudede, og vi raabte Hurra for Rusland. Den hele Morgen drømte jeg om Czar og Tømmermænd.
Nu er her atter roligt inde mellem Skærene. Jeg arbejder og læser. I denne Tid fordyber jeg mig med Fryd i Eckermanns Gespräche mit Goethe. De kan sige, hvad De vil: Med en dyb 4 Taknemmelighed tænker jeg paa den Mand, der samlede sine Erindringer om den betydelige Aand og gav det Billede, Værket tegnede, Livets levende Farve. Intetsteds er Goethe saa nær og saa menneskelig som i denne Bog. Man elsker ham tidobbelt, fordi han ikke er den fjærne Olympier, men gaar talende iblandt os. Han er vidundelig – ren, højsindet, den ædle Simpelhed.
Nu skinner Solen ind ad mit Vindu – kender De Vintersolen over Frederiksberg Have? Jeg føler mig lykkelig. Henne paa Kanalerne kan jeg se Skøjteløberne svinge sig i bløde Rytmer. Tulipanerne i mit Vindu aabner sig mod Solen. Jeg selv føler mig som en Tulipan, der aabner mit Hjerte for Solen. Livet er dog dejligt, saalænge der baade er russiske Gæs og Østergaard og Tulipaner og Solskin over Frederiksberg Have. Kan De mærke en svag Duft af Blomster og et Skær af Solskin fra disse Linier? Det er en Hilsen til Dem fra
Deres hengivne
Henri Nathansen
