Henri Nathansen til Martinus Galschiøt
Sendt fra Allégade 15 A. 6. november 1911
de Længslers Lande
Allégade 15 A. 6/11 1911.
Kære Hr. Galschiøt!
Jeg fik for et Par Dage siden et Brev fra Pontoppidan nede i Wiesbaden, hvori han nævnede Dem og skrev, at De havde undret Dem over, at jeg ikke havde besøgt Dem i Sommer. Jeg erindrer godt, hvorfor jeg ikke ringede paa hos Dem – jeg havde hørt, at De var i Italien og ikke agtede Dem hjem foreløbig. Men selvfølgelig var det ingen Undskyldning. Den egentlige Grund var den, at jeg i Sommer ikke kom sammen med et Menneske. Jeg var træt efter min Afsked fra Teatret, noget bitter maaske ogsaa efter mangt og meget, der var hændet mig i det forløbne Aar. Og jeg lukkede mig inde i den gamle Bondegaard, hvor vi havde lejet os ind nede i Mørdrup, og kom kun ud, naar jeg sprang op paa min Cykel og luftede mig paa de dejlige Veje mellem Nyrup Hegn og Hornbæk og sydpaa til Fredensborg og Esrom Sø.
2 Men De har Ret til at undre Dem. Mere end nogen anden skylder jeg Dem Tak. Tror De, jeg har glemt? Ligner det mig? Hvor ofte tror De ikke jeg mindes den første Tid af mit Forfatterskab, da De støttede mig med Raad og Daad. Tror De ikke, jeg husker Deres Hustrus varme Interesse for mine Ting og Deres Tro paa, at det nok en Gang skulde gaa. Ak ja – det gik vel. Som det kan gaa herhjemme, hvor alt er saa trangt og smaat, at to Mennesker ikke kan passere hinanden uden at støde sammen. Det gik vel mig, som det er gaaet alle andre. Jeg klager heller ikke. Men nu og da overfaldes man af Mismod over det meget, der falder sammen for En, og man giver da Menneskenes Ondsind og Usselhed Skylden. Der skal jo Tid til for at se, at man maaske ikke selv var saa ganske uden Skyld.
Men nu er jeg atter all right. Jeg har arbejdet meget i Sommer og dette Efteraar og mit Blod og mine Organer er atter i Orden. Jeg er glad for at være fri for Teater. Skønt det ofte bragte mig Opmuntring og Glæde at færdes mellem de enkelte gode Kammerater og Venner deroppe, og skønt 3 ofte selve Arbejdet var som et forfriskende Vand, jeg styrtede mig i, saa tog det dog alt i alt for meget paa mig og slugte min Tid og Arbejdskraft. Dertil kom saa, at jeg og Mantzius nu ikke kunde sammen – det var den egentlige Grund til, at jeg sagde op. Han er, som jeg husker, jeg en Gang sagde til Weis1: dén Maskine, der kommer Mennesket nærmest. Han er uden ædlere Maal, uden Beskedenhed og Uegennyttighed – og slige Mennesker passer ikke, hvor Maalet og ikke Midlerne er Nr. 1. Vi skændtes undertiden, saa Kulissestøvet stod os om Ørerne. Vore Næser var tit saa nær mod hinanden, at der var Fare for et Sammenstød. Vi maa have lignet to Gribbe, der sloges om det samme Lig – den danske Skueplads. Den danske Skueplads – jeg maa le. Iaar er der af danske Stykker spillet et Halvaftens Skuespil af Julius Magnussen2. I den næste Halvdel af Sæsonen bliver det vel et af en anden Journalist. At være Journalist er godt nuomstunder. De modtages som Fyrster, der kommer paa Gæsteri. De er Midlet. Ved Hjælp af dem naas de store Maal: Ry, Bifald, Penge.
Min Kone er lige kommet hjem fra en lille Landudflugt. Vi købte os i Sommer et Stykke Grund i Landsbyen, vi levede i, og hun har nu 4 været ude at beplante den. Og just som hun til sin store Glæde har fuldført sin Mission, truer nu Stormen med at ødelægge det hele. Det er hendes første Optræden paa Skuepladsen. Naa, det gaar vel ogsaa nok for hendes Have. Er et Træ rykket op af den umilde Storm, maa det plantes igen, og skulde det hele være braset sammen i Nat, saa er der jo en Dag i Morgen. Saaledes er Gudværelovet Livet og Menneskene.
Naar nu en Dag Vejret er blaat og klart, maa jeg saa se op til Dem? Vi vil opfriske gamle Minder og tale fortroligt i Deres stille Stuer. Jeg er nu som før Deres Ven – og jeg haaber De endnu er min. Jeg har haft Storm paa min Vej, jeg har haft Solskin. Men skønnest af alt staar dog hin første Foraarsdag i min Erindring, da jeg første Gang troede at skimte det fjærne forjættede Land, som jeg hele min Ungdom havde længtes efter, og som jeg nu haabede at naa. Der er gaaet 15 Aar siden da. Og jeg synes endnu, at jeg staar og ser ud mod Horisonten, men jeg ved ikke ret om det er Land, jeg ser derude, eller skønne Luftspejlinger, som er de Længslers Lande, vi aldrig naar.
Deres uforanderlige
Henri Nathansen
