Henri Nathansen til Martinus Galschiøt
Sendt fra Allégade 15 A. 6. oktober 1908

Allégade 15 A. 6.10.08.

Kære Hr. Galschiøt!

Hvor var det dog uheldigt, at vi ikke var hjemme. Jeg var taget lidt ud i det gode Vejr, og min Kone var vist gaaet et Par Ærinder. Og saa kommer naturligvis netop De, som er en saa kærkommen og altfor sjælden Gæst. Jeg synes snart, det er en lille Evighed siden jeg saa Dem sidst, og det er det vist forresten ogsaa.

Jeg var iaftes henne hos Pontoppidan1, som jo nu boer her paa Frederiksberg, og vi talte netop om Dem. Han fortalte mig, at De havde mistet Deres Søster for en 14 Dages Tid siden. Hvor Livet dog har taget haardt paa Dem i de senere Aar. Jeg maa saa ofte tænke paa en Morgenstund, jeg kom kørende med Postvogn gennem Helsingørs Gader. Da stod De og Deres 2 Hustru inde paa Fortoget, og hun fik Øje paa mig, idet jeg kørte forbi. Vi vinkede og smilede, jeg ser endnu hendes store kloge Smil. Det var hendes Farvel til mig.

Deres Søster har jeg kun set en enkelt Gang. Jeg ved fra andre, hvor meget De holdt af hende og forstaar, hvad dette nye Tab maa have betydet for Dem. Jeg har selv en Søster, som elsker mig lige saa højt som jeg hende, og naar jeg er sammen med hende, synes jeg i Grunden først rigtig, at Livet faar sin Mening. Vi kender hver Sti i hinanden. Selvom vi ikke har betraadt den, aner vi dens Retning. Hun er maaske den eneste, der kan tale fuldt oprigtigt til mig. Hendes Dom over mig er aldrig Fordømmelse, hvor haard den end er. Er hun haard, føler jeg, hvor ondt det gør hende selv. Hendes Kærlighed er aldrig Ord. Den er Smil og Blik og Gerninger. Saadan er jo enhver Søster, som man elsker. Og saadan var vel ogsaa Deres.

Men Livet spørger jo ikke. Det giver og tager, 3 og man maa vel være glad, hvis det dog gav noget og bøje sig for Nødvendigheden, der tog det bort, som man besad. Alt er Laan, der maa tilbagebetales. Jeg kan undertiden overvældes af Gru for den Dag, som jeg véd vil komme, da Rykkeren banker paa Døren og fordrer dét.

Og dog er det en Trøst, at Livet læger. Det kommer med sit skiftende Vejr, og er det Vinter, kan vi dog glemme, at det en Gang var Sommer. Jeg har i det begyndende Efteraar været plaget af Mismod og den Slags Sygdom, som enhver Skribent kender. Alt mistede sin Farve, mit Sind, mine Omgivelser, hele Tilværelsen. Det var, som om min Hjærne var pustet ud. Saa kom det. Jeg fik Ro i et Arbejde, og jeg synes nu, at jeg aldrig har oplevet saa skønt et Efteraar som dette. Og ganske langsomt føler jeg, at det læges igen, faar Farve og Liv. Det er lykkeligt at kunne glemme, selvom det kun varer en Tid.

Vi har ellers haft det godt iaar. Jeg var en kort Tid syg i Sommer, men saa tog vi op til Rørvig, og der kom jeg mig hurtigt. Vi boede 4 sammen med Pontoppidans, som vi begge holder meget af. Han er et Vidunder, synes jeg, af Menneskelighed, Beskedenhed og Overbærenhed. Jeg synes, han er en af de skønneste Fremtoninger i det nulevende Danmark. Jeg har lige læst hans nye lille Bog: Den kongelige Gæst – en følsom og indtagende Bog, som bliver ved at fortælle, efterat man har lukket den. Den har en egen høstlig Skønhed – Sol over faldende Blade, Skønhed og Opløsning. Og den er fortalt med fuldkommen overlegent Mesterskab. Pontoppidan er i de senere Aar blevet overdøvet af de jyske Basuner og Stortrommer. Han vil faa sin store Tid, naar om kort Tid Trommeskindet revner.

Lev nu vel og kom herud en anden Gang. Send blot et Par Ord, naar De kommer. De skal faa alt, hvad Hjærtet kan begære af Venlighed og dens Slags Sager. Med hvad vi ellers kan byde paa maa De tage til Takke.

Mange hjærtelige Hilsner fra os begge

Deres
Henri Nathansen.

 
[1] se brev til Pontoppidan samme dag. tilbage