Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Allégade 15 A. 17. januar 1911

Forbandelsen over dette arme og usle Land

Allégade 15 A. 17/1 11

Kære Hr. Henrik Pontoppidan!

Deres Hustru var her igaar, og af hende fik jeg Deres Adresse at vide, saa jeg nu kan takke Dem for Deres venlige Brev fra det høje Nord1. Hun blev her til Middag – en ægte Nederlags-Middag med stegt Sild og Hyldebærsuppe – og vi havde nogle fornøjelige Timer sammen. Som De vel ved fra hende, gik det skidt med mit Stykke2, som jeg havde glædet mig saameget til – det er vist faldet og Kritiken slog til med Liv og Lyst. Som en Ven sagde til mig: "Jeg sad i Parkettet ved Siden af L.C. Nielsen, og der bredte sig fra ham over de øvrige Journalister en mæt og lykkelig Stemning af Skadefryd, da de mærkede at Publikums Holdning kølnedes."

Ak ja, saa er dét forbi. Det vilde jo være affecteret at sige, at jeg var glad. Men ærlig talt – nogen dybere Sorg eller Skuffelse kan jeg 2 ikke føle. Hvad jeg skrev, det skrev jeg, og mit Stykke er mig lige saa kært som før. Jeg har med nogen Forundring set, at min Tillid til mig selv er grundfæstet, og at Omverdenens Skraal og Slag kun efterlader en Skygge af Foragt i mit Sind. Jeg hader maaske lidt stærkere end før, foragter maaske lidt bitrere. Men inderst inde lér jeg – sletikke hysterisk, det maa De ikke tro – men med en dyb Grundfølelse af Sundhed og Styrke.

Hvem der nu var Dem! Havde jeg nu haft fri, var jeg rejst 8 Dage op til Dem, men allerede i Aften er her Brev fra Teatret om, at jeg skal i Gang med Forberedelserne til Strindbergs Erik XIV. De er maaske den eneste, jeg har Lyst til at tale med, fordi jeg tror, De forstaar mig og vil mig det godt, og fordi Grundfølelsen i os er saa nogenlunde den samme. Men jeg maa altsaa blive hjemme. Jeg har haft et Par dejlige Dage med frisk Vejr og lange Skovture med min Kone, hun er rask som jeg, og vi har haft Tid til at drøfte Situationen. 3 Og vi har hver Gang endt med at sige: Herregud, hvad er det Hele! Den ene Dag roser man for noget Møg, den anden rakker man til for noget Godt – saaledes er den menneskelige Retfærdighed, og der er ikke noget ved dét at gøre. Hvor jeg glæder mig til at klø igen! Med iaar hører jeg definitivt op med Instruktionen, det er givet, skønt jeg jo nok havde haabet paa at tjene lidt Penge, saa Afkaldet paa den faste Indtægt havde været lettere. Men ikke desto mindre, bort vil jeg, om jeg saa skal leve afvekslende af kogt og stegt Sild og Sulevælling.

Jeg har ikke set mange Mennesker, jeg har jo i den sidste Maaned været ret optaget. G.B. har jeg hørt fra – han var glad for Stykket. Iøvrigt lod det til, at han var ret trist over det Hele. Gid han dog en Dag fik en stor Glæde ind ad Døren! Men hvordan skulde det kunne ske? 69 Aar og Glæde – de Ord rimer ikke godt. Tænke sig at han skulde ende ene og forladt ude paa Strandboulevarden som 4 en fast Skive for Vittighedsblade og sjofle Journalister og foragtet af den Ungdom, hvis Skaber han har været i dybeste Forstand – ak, man kan faa ondt i Hjærtet og ønske Forbandelsen over dette arme og usle Land og dette sløve og troløse Folk, der ikke ejer Taknemmelighed, Finfølelse eller Pietet, men haaner og foragter alt, hvad der ikke er Bønder eller Bæster.

Det tuder og stormer ude i Frederiksberg Have. I Huset er der ganske stille. Henne ved den gule Lampe sidder et Menneske, som Livet har lært mig at elske. I mit Hjærte er jeg lykkelig nu. De Storme, der har raset, har nu lagt sig. Nu samler jeg mine Kræfter og ser for mig et langt Liv fuldt af Sejr og Nederlag og Lykke og Sorg og midt i det Hele en stille Lampe, mod hvilken et alvorligt Ansigt sænker sin hjemlige Profil.

Deres altid hengivne
Henri Nathansen

 
[1] høje Nord: HP opholdt sig i Lillehammer. tilbage
[2] mit Stykke: skuespillet Drømmen havde premiere 13.1.1911 på Det kgl. Teater, hvor det kun blev opført tre gange. Stykket blev anmeldt i Politiken 14.1.1911 af Sven Lange og i Illustreret Tidende 29.1.1911 af "Jonathan". Se KB og søg i E-ressourcer. tilbage