Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen
Sendt fra Lillehammer. 23. januar 1911

begyndt at gå i Barndom

Breiseths Hotel
Lillehammer
23/1 1911

Kære Henri Nathansen!

Jeg er Dem taknemlig for Deres åbenhjertige Brev. Jeg veed at sætte Pris på den Fortrolighed, De viser mig, som overhovedet på Deres uforandrede Tillid og Venskab. De har altså lidt et Nederlag. Om det er berettiget eller ej veed jeg ikke, da Deres Bog endnu ikke er kommen mig i Hænde; men jeg skriver straks, fordi jeg dog ikke kan tænke mig at give nogen literær Kritik af den; det må i hvert Fald vente, indtil det kan ske mundtligt. Det Chok, De åbenbart har fået ved denne Lejlighed, skyldes jo også meget mindre Skuffelsen over Publikums Holdning end Væmmelsen 2 ved visse Kollegers Sjakalgrin over Deres Uheld; og den Følelse er berettiget, hvor retfærdig Nederlaget end kan have været. G.B.'s Ord om den nationale Form for vor Livsglæde er i al sin Ubarmhjertighed en af de dybest rammende Sandheder der er sagt os.

Det er godt, at Modgangen påny har vakt Deres Kamplyst og Blodtørst, og måske har De netop trængt til den. Har De ikke siden "Daniel Herz" gået om i en let Rus af Lykke og Velvære, der var lidt farlig netop for en satirisk Evne som Deres? Jeg spørger kun. Allerede i√ "Danas Have", hvor De var et stort og udmærket Emne tæt inde på Livet, mærkedes en Ugidelighed hos Dem, en Tåge for Øjnene. En Satiriker tør ganske vist lege med sine Ofre som Katten med Musen, men tilsidst må de ubarmhjertigt sønderflænges 3 og opædes, – især da i et Skuespil.

Om mig selv har jeg ingenting at fortælle. De skulde have gjort Alvor af at tage herop for en Ugestid. Her er dejligt for dem, der kan lide at leve i 20 Graders Kulde. Såmeget har vi til Tider; men da Luften er stille, fryser man ikke. Måske tager jeg i Begyndelsen af næste Måned op ad Jotun til for at have endnu mere Sne at trave i, måske tager jeg hjem, – jeg veed det ikke. Jeg er i den Henseende begyndt at gå i Barndom, at jeg helst ikke gør andet end hvad der i Øjeblikket falder mig ind.

Hils nu Fruen, hvis Værd for Dem jeg meget godt forstår, og som jeg selv beundrer. Kommer jeg hjem, hører De snart fra mig – eller ser mig.

Deres hengivne
H. Pontoppidan