Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Allégade 15 A. 18. februar 1911
De er jo selv en fremmed
Allégade 15 A. 18. 2. 11
Kære Hr. H. P.!
Jeg har en Snes Gange begyndt paa et Brev – jeg kan ikke. De kender det godt og forstaar min Afsky for Pen og Blæk. Jeg prøver nu paa dette lille Kort – jeg skylder Dem en Hilsen og en Tak, og De skal have den, inden De forsvinder igen i Polarmørket. Gid jeg kunde følge Dem, bort fra Byen og Mennesker og anden Pest og Vederstyggelighed. Men Pligten kalder, og jeg maa blive herhjemme hos de danske Skiderikker. Tak Deres Gud – idag er Taagen saa tæt, at man ikke kan skælne den ene Nielsen fra den anden, ellers plejer man dog at kende sine Lus paa Gangen. Bliv borte, helst for evig. Luften her er ikke god, og de faa Øjeblikke, hvor den er det, 2 er vi saa tæt paa hinanden, at man kan lugte sin Sidemands daarlige Aande. At mine Forfædre dog ikke blev dernede, hvor de levede redelig af Linser og Hvidløgspølse. De skulde have holdt sig fra Flæsket, det er dét, der gør Folk flove og fede.
De siger, at ogsaa jeg var ved at blive fed. Jeg tror, De har Uret, jeg synes ikke "Danas Have"1 er fed. Jeg synes, det er et godt Stykke underfundig og koscher Jødekød af mit Kød. Vi tales ved en Gang. De er jo selv en fremmed, Deres mørke Hud og Haar og Sind passer kun daarlig i Landskabet. Giv mig Ret – De ved jo jeg har det. Her er flovt og fladt og fedt. Bliv borte – jeg følger nok en Gang efter.
Deres H. N.