Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Allégade 15 A. 15. maj 1911

lige undsluppet fra den kgl. Galeanstalt

Allégade 15 A. 15/5 11

Kære Hr. Henrik Pontoppidan!

Jeg kan ikke mere modstaa Lysten. Jeg smugler en Hilsen ind til Dem igennem Lægevagt og paa Trods af Antoinettes Forbud. Denne Dame vaager over Dem som en Løvinde, saa man ikke engang maa spørge til Deres Befindende i Telefonen uden mellem 1217 og 123 samt mellem 615 og 637. Jeg gaar ud fra, at hun ogsaa aabner og læser Deres Breve, og jeg tør derfor ikke betro Papiret, i hvilken Grad hun har ophidset min Galdeblære og fremkaldt Komplikationer i Blæktilførslen til min Fyldepen. Men naturligvis vil hun opnaa at gøre Dem saa fuldkommen sund og fed, at De for Fremtiden vil tilhøre den klassiske Literatur og bugne paa Reolerne sammen med Øhlenschläger og Bauditz. Kvinder er ubarmhjærtige i deres Kærlighed. Min Kone har givet mig, der dog af Naturen er ret monogam, Varmedunk i Sengen paa Grund af en let Podagra. Hun vil køre mig i Rullestol lige lukt ind i Evigheden.

Nok om dét – jeg har, som De maaske ved, afleveret Erik XIV1 til den kgl. Galeanstalt paa 2 Kongens Nytorv og er selv undsluppet derfra. Gud være lovet! Da Mantzius2 en Dag i forrige Uge fuldstændig umotiveret kom ned paa Scenen under en Belysningsprøve og forsøgte at blande sig i mine Instruktioner, sagde jeg, at han ikke havde noget at gøre der, saalænge jeg var Instruktør, og da efterhaanden det ene Ord tog det andet, og jeg lidt efter lidt blev flintrende gal over at se paa hans arrige Abefjæs, smækkede jeg ham min Opsigelse lige i Synet. Saa nøs han og gik. Forligsmanden Hr. Weis3 forsøgte senere at mægle, men jeg holdt mig rank som en Blikkenslager og sagde nej. Lad de to nu hanke op i Madam Eriksen, jeg vil ikke være med til Ligbegængelsen. Jeg forsikrer Dem for: en Loppedirektør har mere Kunstinteresse end denne Teaterdoktor. Han er en Struggler, en magtsyg Parvenu, hans Kultur og Smag er ganske hottentottisk, jeg er henrykt for at være sluppen derfra i Tide, inden Skudepladsen synker. Hvis jeg vilde fortælle, Gud Fader bevares! Maaske skriver jeg den Bog om Teatret, som jeg længe har ønsket at skrive. De kan tro, jeg har Stof, og jeg trænger til at rense Lungerne. Det var jo et Held, at det gik, som det gjorde med min sidste Forestilling. Det har været et kolossalt Arbejde, og det blev chikaneret saavidt muligt fra oven. Tænk Dem i Midten af Maj med Prøver fra 10½ til henad 5, mens Thermometret viste c. 20 Grader4 i Skyggen, afbrudt af Prøver paa 3 Operagæstespil, saa jeg maatte gaa med det enorme Apparat den halve Tid paa den lille Prøvesal med kun et Par Prøver paa store Scene med over 100 Statister. Takket være Gud i det høje og den Helligaand!

Nu har jeg kun nogle Optagelsesprøver og Eksaminer tilbage deroppe, saa pakker jeg for denne Gang Teatergarderoben ned og tager til Busserupgaard omkring d. 1 Juni. Jeg glæder mig til at drive med god Samvittighed. Det er det, jeg tror, vi Skribenter mest af alt trænger til en Gang imellem. De kan tro, De vil have godt af Deres Rekonvalescens. Til daglig bebrejder vi os dog, naar vi ikke arbejder. Selv om vi føler, at vi ikke er i Vigeur og allerhelst maatte gaa ud i Solen og lade den skinne og ikke tænke paa andet end at Himlen er blaa og Græsset grønt, saa kan vi det ikke. Vort Arbejde følger os altid som en Skygge. Men nu skal vi drive begge to, saa Staten tilslut maa anholde os for Løsgængeri og vore Kolleger fryde sig, fordi de tror, at vi nu endelig er færdige.

Jeg havde Brev fra G.B. i forgaars. Han er nu rejst fra Paris til Italien. Hans Humør er ikke godt, men jeg synes jo rigtignok, at de Grunde han angiver som Aarsag er for smaa. Herrejemini – om vore hjemlige Vikinger har forbigaaet ham til Rouen-Festen, kan han dog ikke blæse det en lang Marsch? Tænk Dem at sejle i flere Dage med Prof. 4 Steenstrup og Ellinger og Brygger Jakobsen og vore andre Tummelumsen'er, vor Herre bevares! Men hver Avisnotits rammer G.B. som et Spydstik, hvorfor læser han alt det Møg, naar han foragter det, som han siger. Men der er vel noget i ham, der er i Opløsning, eller har der altid været en Akilleshæl, hans Forfængelighed? Jeg synes, den Slags Mennesker ligner Elefanter, man staar og ser dem sluge et 8 Punds Rugbrød af Ros og Smiger, og saa ser de ud i Ansigtet, som om de sletikke havde faaet noget, eller som om det højst var en Krumme.

Nu vil jeg ikke plage Dem mere, kæreste Ven og Broder i Aanden. Deres Venner – og de er mange flere end De aner – glæder sig over, at De kom vel over Sygdommens afskyelige Overfald. Bliv nu rask og skriv os saa en af de Bøger, som De alene kan skrive – et Rundskue over det Land, der er saa fuldt af Skønhed og Nederdrægtighed, af Godmodighed og Ondsind, af brave Borgere og sure Leopold'ere, af Bønder og af Agurkesalat5. Og lev saa vel, indtil vi en Dag kan ses i et Minut, hvor Antoinette er anderswo engagiert, saa jeg kan liste op til Dem og trykke Deres Haand og ønske Dem velkommen tilbage til den underskønne Monat Maj.

Hjærtelig Hilsen fra os begge.

Deres
Henri Nathansen

 
[1] Erik XIV: Strindbergs skuespil Erik XIV (1899) kom på plakaten på Det kgl. Teater i maj 1911. Se Illustr. Tid. 21.5.1911. tilbage
[2] Mantzius: skuespilleren Karl Mantzius (1860-1921) var direktør for Det kgl. Teater 1909-12. tilbage
[3] Weis: kontorchef A. P. Weis (1851-1935), kst. chef for Det kg. Teater fra 1909. tilbage
[4] Grader: dengang brugte man Réaumur-skalaen i det daglige. 20 grader Réaumur er 25 grader Celsius. tilbage
[5] Bønder ... Agurkesalat: spiller på talemåden "Hvad forstår dog bønder sig på agurkesalat". I den klassiske litteratur bl.a. brugt at Søren Kierkegaard i Enten – Eller, "Forførerens Dagbog" under d. 7. April. tilbage