Inger Pontoppidan til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 23. december 1886

Hostrup har skrevet om Henriks "Mimoser"

23/12 86 [23.12.18861]

[tilføjet:] d: 24de
Moder rigtig flink

Kære Margrete!

Nu da vi havde fået vor ottende og sidste pakke afsted, kom jeg i tanker om, at der var lovet eder brev. Desværre når det eder nu vist ikke før anden juledag; men vore små gaver har jo også indeholdt kærlige julehilsner, så jeg håber, det føles som en god gentagelse, når jeg nu ønsker eder alle en glad 2 og velsignet jul.

Jeg glæder mig til vor juleaften og de følgende juledage, og moder glæder sig til at få mig i besøg, som hun siger. Hun har det over forventning godt for tiden; men mange kræfter har hun ikke, så vi må være meget forsigtige med hende. Hun håber at kunne være med tilbords imorgen, når Eriks og tante Hanne og Else kommer; forresten har vi ingen bestemt plan lagt for vor juleaften.

I Hjørlunde er børnene ved at komme op; men 3 de er dog ikke raskere, end at de gemmer deres juletræ til nytårsaften.

Hvis jeg imorgen kan få fat på "Morgenbladet" fra igår, hvori Hostrup2 har skrevet et udmærket stykke i anledning af Henriks "Mimoser", skal jeg sende det med dette brev, hvis ikke, kan I måske få det et sted på eders egn. [tilføjet senere:] Mathilde har fået vort, og jeg kan ikke få noget andet.

Hils Knud, når han kommer, eller måske rettere, hvis han kommer i dette snevejr. Holger rejste imorges til Samsø, Valdemar tager vist første og anden juledag ud til Henriks. 4 Så håber jeg Lisbeth, moder og jeg skal komme godt ud af det med hinanden og nyde vor ferie. Jeg glæder mig over, at Lisbeth skal på komedie og bal hos Marstrands3 moders fødselsdag, hun kan have godt af lidt ungdommelig fornøjelse. Du véd måske, at Holger spiller med i komedien.

Nu godnat og endnu engang glædelig jul! I får det nok rart i alle måder.

Eders
Inger

Moder og Lisbeth sover for længe siden, derfor har jeg ingen særlig hilsen fra dem.

 
[1] torsdag 23.12.1886. tilbage
[2] Hostrup: artiklen i Morgenbladet 22.12.1886. tilbage
[3] bal hos Marstrands: antagelig hos Julies bror Poul Marstrand, på hvis maskinfabrik Holger var ansat. tilbage