Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 17. december 1886
Henrik løber i de fremmede Klæder
Fredag *18 Decbr 1886 [Fredag 17.12.1886]
Min kjære Margrete!
Ifølge den gamle Leveregel, ikke at opsætte til i Morgen hvad man kan gjøre i Dag, saa prøver jeg nu paa, hvor dygtig jeg kan være mens jeg sidder i min Lænestoel og hører paa Spillet fra den ene Side og Ovndørens Klappren og lignende Kagebagningstegn fra den anden Side. For vi har da ogsaa juletravlt, om jeg end gjør Mit til at indskrænke det til det mindst muelige af mange Grunde. Doktor Secher1 har taget det høitidelige Løfte af mig, at holde mig meget stille og ikke være en Time oppe over hvad jeg kan bære uden Anstrengelse; saa vi er beredt paa, at der ikke naaes langt frem. Men jeg haaber dog, at jeg Juleaften skal faae Lov at sidde tilbords med – den Dag maa nok kunde være en Undtagelse og jeg tigger og beder om at den forresten maa være stille. At have Erik og Johanne 2 her, gjør ingen Uro, men er kun velgjørende. – Holger taler om at tage til Samsø.
Men hvorledes er det gaaet til, at jeg er kommet saa langt hen i mit Brev uden at have lykønsket til Dragkisten. At den har været kjærkommen, det kan jeg let mærke; men er den ogsaa virkelig smuk? – Dog – det tør jeg ikke tvivle paa, men mon jeg og mine Lige ogsaa kan see, den er smuk? Er den udskaaret eller indlagt? Tilnød kan der vel sove et Barn i hver Skuffe?
Gid den altid maa være bugnende fuld af gode Gangklæder og andre Herligheder og gid Du altid maa have god Plads til den; thi den er vel meget stor? Den gamle Tingest jeg havde, maatte jeg lade staa paa Bjerregaards Loft2. Hvor staar Din Skat? det er vel paa Væggen ind til Emils Stue.
Lørdag [18.12.1886]
Jeg havde haabet i Dag at kunne bringe frisk Besked fra Hjørlunde, men der er Intet Brev kommet. Morten og lille Knud var herinde i Torsdags og da stod det vel til; 3 alle Børnene var i god Bedring og Haabet om at faae Skolen i Gang til Nytaar3 var vaagnet igjen – men – ligefør Morten tog herind, var Sundbo4 kommet for at grades og havde virkelig for høi en Temperatur, saa de var jo blevet noget betagede; ellers var alle Andre raske. Faaer de ikke Skolen igang vil det nok blive svært for Morten; han har jo ogsaa for lidt at bestille. – Med Hensyn til sin Præstestilling veed han heller ikke, hvorledes han kommer til at tage det; det vil jo komme an paa Folk derude. Han faaer nemlig ingen Udnævnelse saalænge hans Sag staaer paa; men naar den er endt er der Intet i Veien, hvorledes end Udfaldet bliver. – Det er en trang Tid for ham, men han er jo ikke af dem, der let lader Modet falde. – Nu glæder jeg mig ved hans Filippenserbrev5, saa langt jeg er kommet deri. Det er af de Ting, der maa læses langsomt, thi skjøndt Sproget falder meget jevnt, maaskee altfor jevnt for Mange, saa er det dog alvorlig Læsning, som vel gjerne kan betegnes ved haard Føde, som ikke Alle kan døie eller forstaae, men jeg synes Hans Peter har Ret, naar han siger om Morten, at hans Ord har en underlig Klang fra gamle Dage. Jeg 4 skal ikke nægte, denne Læsning gjør godt ovenpaa Henriks Bog, der efterlader Afsmag, hvor fiint, den end er skrevet. Det gjælder rigtignok om Henrik, hvad jeg nylig har læst6 om en anden ung Forfatter: at Realismen er ham i Klæderne skaaret, mens Romantikken er ham i Kjødet baaret. Jeg haaber, han snart bliver kjed af at løbe i de fremmede Klæder. Hans Bog kan jeg ikke laane Dig; jeg veed det er ham saa forfærdeligt imod; men Mathilde har den, der kan Du vist faae den. – Hvad siger Du om det sølle Skind paa Skindbjerg i denne mørke travle Tid med Slagtning og mere. Bare hun ikke reent gaaer til; jeg længes rigtignok efter at see hende vel over Julen. Hans Peter har det vist ogsaa dystert nok. Men nu dreier det store Hjul sig jo snart, saa lysner det igjen. Og nu lysner jo den kjære Julefest over os Alle og fortæller om den Englevagt som Melankton saa kjønt besynger i Nr. 217 – det er ret en af mine Yndlingssalmer.
Gid Juleenglene og Juleglæden ret maa tage Bolig hos os, saa vi ikke reent gaae tilgrunde i Jordens Sorthed og Mørke.
Gud give Eder√ ret en glædelig og velsignet Juul. Vore kjærligste Hilsner ved
Eders trofaste
Moder
