Erik Henrichsen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Sortedams Dossering 59. 1. marts 1904
i aktiv Politik intet at gøre for os
Sortedams Dosser. 59.
1 Marts 1904.
Kære Hr. Pontoppidan.
Hvis De stadig læser "Tilskueren", vil De i det Hæfte, som udkommer idag, finde en Artikel af mig, hvis Slutning delvis gengiver den samme Tankegang, som jeg ifjor i et Brev til Dem udviklede. I det Hele indeholder Artiklen lidt af det Program, jeg dengang holdt paa: at der i den aktive Politik intet er at gøre for os, og at vi derfor maa plante Fanen udenfor den aktive Politik. Sverdrup har en Gang sagt: "En Politiker uden Magt er en Uting". Det er rigtigt. Men jo mere Folket gennem den demokratiske Politiks Brydekamp brutaliseres, des mere trænges der ogsaa til en Bestræbelse i modsat Retning. Saalænge den danske Politik var en Kamp om Retten ɔ: til 1901, laa Magtkampen og Kampen for en Idé indenfor den samme Ramme, efter 1901 er det blevet to Rammer. – Demokratiet skal herske, men vi, vi skal belære, opdrage og forædle Demokratiet. Vi skal anerkende Demokratiet, 2 saa langt dets politiske Magt rækker, men ikke længere, ikke, som jeg nylig læste i "Politiken" opstille "Publikums inappellable Dom" som højeste Instans – undtagen paa Valgdagen. Desværre har jeg glemt at faa dette Udtryk med i min Artikel.
Naar jeg er kommen ind i denne Sag paa en saa akavet Maade, som Intervenient i en Strid mellem to andre, og naar jeg saa længe ikke har ladet høre fra mig, er Grunden den, at jeg har været syg og ukampdygtig i lang Tid. Det begyndte tidligt paa√ forrige Sommer som en overordentlig psykisk Nedtrykthed, gik saa over til en langvarig Mavehistorie, der endte med et Hospitalsophold, hvorfra jeg først kom ud midt i November. Siden har jeg arbejdet mig op Fod for Fod, nu længes jeg blot efter Foraaret og haaber paa dets gunstige Indvirkning.
Efter Deres tidligere Udtalelser tør jeg desværre ikke antage, at De er enig med mig i Artiklen. Jeg har dog, som De vil se, i Slutningen af Artiklen nævnet Deres Navn1, kaldt paa Dem, om De vil. Der er nu pludselig faret den Skræk i mig, at De maaske vil skrive imod mig – det beder jeg Dem mindeligt om ikke at gøre.
Lev vel! til vi ses igen. Maa jeg bede Dem om at hilse Deres Hustru.
Deres hengivne
Erik Henrichsen
P.S. Quidam = Marcus Rubin.
