Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
19. april 1931

Nathansens Stilling til Poul Reumert

19 April 31.

Kære Pontoppidan. – Jeg trænger til at sende Dem en lille Hilsen, og her har De den saa. – Jeg tænker hver Dag paa Dem. Idag om otte Dage – næste Søndag – sidder De altsaa forhaabenlig oppe og kan kigge ud paa den kommende Vaar, hvis den da indfinder sig i den kommende Uge. Her har den endnu ikke vist sig uden i det brogede Flor af Krokus, Vintergække og blaa Anemoner ovre i Græsset paa den anden Side af Dammen. Ellers er her ret vinterligt og koldt, saa snart Solen ikke skinner – men skinner den, er der herligt i Verandaen, hvor jeg da nyder den og lar mig gennembage af den som en affældig gammel Hund. Det er jeg nemlig stærkt paa Vej til at blive. Jeg er nu reduceret til at læse Dickens' "Vor fælles Ven", den Bog, jeg altid tyr til, naar jeg føler mig legemlig og aandelig i Nedgang mod Nulpunktet – den er da som et passende uskadeligt Pirringsmiddel for Aanden, svarende til de 20 Kamferdraaber og tvende Kina-Roborans-Snapse¹, der i Dagens Løb skal pirke op i Legemet og dets Funktioner. – De syntes, at mit sidste Brev var "fornøjeligt" – det var vel saadan nærmest et Glimt af Galgenhumor, som bryder igennem den Følelse af Sløjhed og Ligegyldighed eller Interesseløshed, som meste Del af Dagen fylder mig, og som jeg søger at holde i Skak bl.a. ved 2-3 Timers Avislæsning – spildte Timer, synes jeg altid, naar de er gaaet – men jeg kan ikke stramme mig op til andet. Jeg er Sløjberg helt igennem. Mulig skyldes dette Fornemmelsen af Sygelighedens Uforanderlighed. Lægen trøster eller opmuntrer med at "konstatere Bedring", naar han ser paa Haanden, men jeg haaner ham, fordi han tror at kunne trøste mig dermed, nar han umiddelbart forinden har fortalt mig, at det kan ta Maaneder, inden den bliver brugbar igen. For Tiden steges den Morgen og Aften en halv Time under Lysbehandling i en elektrisk Ovn. Galskaben sidder i Haandledet og Tommelfingerledene; jeg gaar med Armen opbunden og kan ikke knappe mine egne Bukser. En Mand, der ikke selv kan knappe 2 sine Bukser er en ynkværdig Personage baade legemlig og aandelig uden Spor af Selvtillid eller Selvfølelse. Saadan er jeg for Tiden, og hvor længe skal det endnu vare.

Tak for Deres sidste lange Brev; der lyste dog Forventning om bedre Tider gennem Klagen over de søvnløse Nætter. Lige overfor den har jeg ikke Lov til at la en Klagelyd komme over mine Læber. Det interesserede mig at høre om Henri Nathansen. Mon han afslog Tilbudet. Den nye Teaterchef hade vist forskellige Medetøjer ude. At han har faaet Christiansen til at bide på, er vist ganske heldigt. Han er sikkert en habil Leder og at han i sin Tid trak sig tilbage skyldtes vist for en Del Forholdet til Emil Poulsen. Saa der er jo noget af en retfærdig Gengældelse i at han kommer til at indtage Adams Plads. Henri Nathansens Stilling til Poul Reumert vilde vel næsten ha gjort det umuligt for dem at arbejde sammen. Han har engang sidste Sommer udtalt sig meget nedsættende om Reumert baade som Menneske og som Skuespiller. Teaterarbejdet interesserer sikkert Nathansen i høj Grad, men om han kan faa noget at gøre med Iscenesættelse der nu er vel tvivlsomt. Jeg ved ikke hvorledes hans Forhold til Christiansen er. – Jeg synes, at Holbergs Epistler og Moralske Tanker maa være et ret probat Sovemiddel. Jeg har Epistlerne staaende i min Reol og kan undertiden, naar jeg har afsluttet min Aftenlæsning ta dem, slaa op tilfældig og gi mig til at læse. Men jeg faar aldrig læst mange Sider. Stilens Snurrigheder morer mig – jeg faar ham levende for mig, men interessere mig i særlig Grad gør hans fornuftige eller snusfornuftige Ræsonnementer ikke. De har sikkert Ret. En stor Aand var han vist ikke. Men han var en modig og selvstændig Mand, og det var ikke saa lidt i de Tider.

Gid det nu maa gaa godt, naar De sidst i Ugen faar Benet hjem igen fra Kina og stillet til Raadighed. Det blir maaske til en Begyndelse svært nok at komme overens med det, men kommer De først til at staa paa det, kommer De ogsaa nok til at gaa med det, og saa kommer alt snart igen i den gamle Gænge. Alt godt ønskes Dem af mit ganske Hjerte

Deres hengivne
M. Galschiøt