Martinus Galschiøt til Antoinette Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 17. oktober 1925

Nathansen saa straalende ud

17. Okt. 25

Kære Fru Pontoppidan

"10 Dage i Sengen af Nyreblødninger med efterfølgende Blæresmerter osv. men fejler ellers intet og Humøret er godt" – det minder om Tordenskjold, der sa: Det gaar brillant! Han hade kun 1 Mand tilbage, og han græd! Men lige meget: naar bare Humøret er godt, er alting godt, det holder ogsaa jeg paa. Bare nu Humøret ogsaa maa holde. At det ikke blev til noget med Sygehjemmet var vist bare godt. Eftersom Else beskrev "Lejligheden" kan jeg ikke tænke mig, at hverken De eller H.P. vilde ha fundet Dem til Rette der, og saa var det da ogsaa ganske dyrt, syntes jeg. Stuerne paa Kristianshavn er ikke Sale, men de er hyggelige – der skulde blot være et Værelse til – og hyggelig er da ogsaa Miliøet. Jeg syntes, vi bode¹ herligt i Overg. n. Vdt. med Kanalen og de grønne Træer nedenfor Vinduerne. Maatte De nu være helt frisk igen og maatte H.P. fremdeles befinde sig saa vel, at han kan arbejde med Glæde. Det er alligevel det bedste – endog naar 2 det kun er en skidt lille Sparekasse, man sidder og roder i. Kan De tænke Dem mig sidde og anstille overlegne Betragtninger over Ledelsen af en Institution, der ruller med Hundredetusinder. Men for Resten morer det mig at kigge de Herrer lidt i Kortene. Der kommer dog næppe noget for almindelige Mennesker at læse ud deraf, end mindre for ualmindelige som De og H.P. Jeg maa se at blive færdig dermed inden Aaret løber ud.

Det vil sikkert interessere Dem og H.P. at høre, at jeg igaar mødte Henri Nathansen paa Søndre Strandvej og fik mig en hel lang Passiar med ham. Han var i Selskab med den livlige Fru Carøe og saa straalende fornøjet ud ved Gensynet. Der var ikke Antydning af Tegn til at han fejlede noget. Vi talte spøgende om hans Befindende, og jeg beordrede ham til straks at sætte sig til at bestille noget. Han saa ud som en velnæret og veltilfreds Rentier af jødisk Æt og hade faaet smaa sorte Haar paa Næsen. At der skulde være Haar ogsaa paa Hjernen, mærkede jeg ikke noget til. Det var et fornøjeligt Møde som for 10 Aar siden. Jeg forstaar ikke hans Sygdom. Bare det ikke er en fiks Ide, det hele. Fru Jeanne var ikke med. Fru Carøe syntes at passe udmærket til ham. Nu skal vi se, om han kan ta sig saa meget sammen, at han kommer og besøger mig. Jeg opfordrede ham indtrængende. – Selv har jeg det, som da De sidst saa mig. Naar De har et ledigt Øjeblik og gider – saa send mig lidt om hvordan det staar til hos Dem. Venlig Hilsen

Deres hengivne M. Galschiøt