Martinus Galschiøt til Antoinette Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 11. april 1926
Nathansens Servering
11. April 26
Kære Fru Pontoppidan. – Tak fordi De ringede mig op forleden og fortalte mig lidt om, hvordan De hade det hos Dem. Det kunde jo nok ha været noget bedre; men efterhaanden har De jo desværre maattet resignere og er glad til, naar De har det saa nogenlunde og kan tænke paa andre og forhøre Dem om, hvordan de har det. For vort Vedkommende her er det kun sløjt. Selv har jeg det for saa vidt udmærket, som jeg er "i fuld Vigør" c: uden flere Svaghedsfornemmelser, end man passende skal ha, naar man er 81,33 Aar. Men Frk. Pansch har det ret skidt, og det dæmper jo Livs- og Lykkefølelsen i hele Huset. Hun har nu ligget i 14 Dage med mellem 38 og 39°, har mange Smerter i Rygregionerne, ingen Appetit, føler sig meget afkræftet og har tabt Humøret. Nætterne især er slemme. Men Lægen, der vel ikke er større Idiot end Huslæger i Almindelighed, siger, at der ikke er noget i Vejen hverken med Hjerte, Lunger eller Nyre og mener, at det gaar nok, men at der skal Taalmodighed til, fordi hun har gaaet for længe, inden hun gav efter og kravlede i Køjen. Nu beflitter vi os altsaa paa Taalmodighed; men det kniber lidt for den, der skal præstere det største Kvantum.
2 Jeg lever ellers meget stille og regelmæssigt den ene Dag som den anden. Jeg tæller stadig Pengesummer sammen i min Sparekasse, men det er ikke mine egne. Kan jeg blive færdig dermed i Løbet af en Maaned eller to, vil jeg være glad. Til Afveksling fik jeg forleden en indstændig Anmodning fra Cavling om at skrive en Helsingørs Artikel i Anledn. af Jubilæet. Jeg lavede saa en Lobescows sammen, der naturligvis blev dobbelt saa lang, som den skulde være. Saa bad jeg dem selv ta af den – men hvad der derved kommer ud, maa Vorherre vide. Det blir allenfals ikke saa stor en Servering som den Henri Nathansen præsterede over Mantzius. Jeg læste den første Artikel med Andagt, sprang Smaastykker over i den anden, gabede over den tredje og glædede mig over ikke at være tvunget til at læse den 4de og 5te. Men De og Pontoppidan har maaske nydt alle Dybsindighederne i dem. Det var jeg ikke intelligent nok til. Det glædede mig dog at H. N. er saa vidt og atter følte Lyst til at skrive saa meget om sig selv (og om Mantzius). – Jeg gentager mit Løfte om at besøge Dem, naar jeg atter kommer til København, men – naar kommer jeg. Nu "klipper1" jeg her i Helsingør. Desværre har der ikke været saa meget at klippe iaar. Men never mind! Jeg har ingen graa Haar faaet af den Grund. Lev vel!
Deres meget hengiv- ne / M.Galschiøt