Martinus Galschiøt til Antoinette Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 18. maj 1926
Telefon er Juks
18. Maj 26
Kære Fru Pontoppidan
De har Ret – det gaar ikke med vore Telefon-Forhandlinger. Jeg har svært ved at høre og skal altid overveje, hvad det er, der blir sagt, inden jeg kan svare. Forleden meddelte Collstrop mig pr. Telefon, at "Generalstreiken var afblæst". Jeg hørte "Generalstaben" og da "Afblæsning" var nok saa militarisk, maatte jeg spekulere paa, hvad det betød, saa han tilsidst gav sig til at stave. Men da jeg ikke straks var indstillet til engelsk Stavning, varede det længe, inden det gik op for mig. – Nej Telefon er Juks, Brev lidt mere tilfredsstillende, men heller ikke tilstrækkeligt. Jeg maa se at naa op til Dem, inden De rejser til Rørvig, ellers er jeg bange for at vi taber hverandre af Syne. – Her gaar det fremdeles kun skralt med Frk. Pansch. Det er Hjertet, der er bindegalt, og Gud ved, naar det blir skikkeligt igen. Ingen Kræfter, ser elendig ud, kan intet ta sig for, end ikke strikke lidt, tvinger sig til at være oppe et Par Timer, men længes kun efter at kunne lægge sig igen. Og naar et af Naturen energisk og virksomt Menneske har det saadan – saa er det mildest talt "skidt med Laus". Ja, De ved det af egen Erfaring. 2 Det er da godt, at De ikke endnu er taget til Rørvig for at nyde Somren. Her er det i hvert Fald kun mild Vinter og jeg fyrer i Kakkelovnen den halve Dag. Men Haven er vidunderskøn i sin friske lysegrønne Dragt, der er overspættet med Tulipaner i alle Farver. Jeg kunde ønske at De saa den. Jeg vilde stige i Deres Agtelse, for Haven er alligevel ligesom lidt af mig selv.
Jeg lever fremdeles mit vante stilfærdige og ret ensformige Liv. Er meget optaget af Frk. Panschs Sygdom og tilbringer adskillig Tid paa en Stol ved hendes Seng. Hun ligger i Gæstekamret ovenpaa. Hun var saa opofrende ifjor, da jeg var syg, at jeg har ondt ved at gengælde hende det fuldt ud, og hun trænger dog maaske nok saa meget til at føle, at hun ikke er til Besvær. Under disse Forhold gaar det jo ikke saa villigt med Arbejdet, som jeg tilmed er ikke saa lidt ked af. De ved nok, jeg sidder midt i en "Kasse". Det sad ogsaa Fru Anna Mantzius1 (Karls Mor) engang i disse Dage for 16 Aar siden; men det var paa en Kokasse paa Skrænten ovenover Egerias Grotte2 ude i Kampagnen. Vi hade drukket megen Frascati-Vin, og Stemningen var som Lærkesangen i Luften. Jeg vilde ikke ha noget imod, at det var den Kasse jeg sad i, selv om Bukserne var lige saa lyse som Fru Annas Kjole.
Alle gode Ønsker for Dem begge, Dem selv og H. P.
Deres hengivne
M. Galschiøt
