Martinus Galschiøt til Antoinette Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 24. august 1926
mit Hovedmaal at se til Dem
24. Aug. 26.
Kære Fru Pontoppidan
Tak for Opringningen iaftes – jeg fik Hilsenen, da jeg kom tilbage fra en lille Aftentur med Ellen Lorenzen. De staar Dem sikkert ved at faa Svaret skriftlig – jeg er en Stymper til at tale i Telefon og beundrer Kvinderne ogsaa af den Grund, at de kan snakke sammen i Telefon i Timevis. Jeg foretrækker at skrive. – Saa er De altsaa vendt hjem til Nr. 15 og er formentlig glade derfor; de sidste 14 Dage har jo været nærmest nederdrægtige, hvad Vejrliget angaar, lunefuldt, med en vidunderskøn Dag mellem en Bunke afskyelige, fulde af Regn og Blæst. Men det behøver jeg da ikke at fortælle Dem. – Jeg har tænkt hyppigt paa Dem i den Tid – det var egenlig saadan et trist Brev, jeg sidst fik fra H.P. Hade det været lidt lettere at komme til Rørvig, tror jeg næsten, jeg var taget dertil for at se til Dem og forsøge paa at muntre Dem lidt op med Resterne af mit gode og ligevægtige Humør. Jeg har dog endnu lidt tilbage af det, skønt der er slidt endel paa det i de sidste Maaneder.
2 Der er noget haabløst i Forholdene her. Frk. Pansch er ikke meget videre, end hun var for et Par Maaneder siden, er oppe et Par Timer, men faar saa gerne Smerter i Hjertet og maa saa atter lægge sig. Og jeg tænker med Bekymring paa, hvordan det skal gaa hen paa Efteraaret og naar Vinteren kommer, hvis "Bedringen" ikke snart sætter Farten op. Selv har jeg det stadig godt i legemlig Henseende, men det kniber med Arbejdsevnen og Arbejdslysten, og saa faar jeg daarlig Samvittighed, som jeg ikke kan kurere ved at fortælle mig selv, at det saamænd kan være ganske ligegyldigt, om jeg faar gjort noget eller ikke; for det jeg har paataget, maa jeg dog se at faa gjort. – Prof. Fredericias rejste for en Uges Tid siden, og saa har jeg nogle Gange tænkt: Var det mon helt umuligt, at Pontoppidans kunde komme og bo her nogen Tid? De maa jo dog føre Hus i København, og kunde vel saa ogsaa gøre det her, hvis de har en flink Pige med. – Ja, nu sender jeg "Tanken" til Dem, saa kan De jo ta den op til videre Behandling. Jeg lever temmelig stille og har ikke haft noget med "Gøglet" her i Byen at gøre, end ikke været til nogen af Festlighederne1 eller Forestillingerne. Og for selskabeligt Samvær – i hvert Fald her hjemme – har Sygdomsforholdene slaaet Bom. Naar jeg engang kommer til København skal mit Hovedmaal være at se til Dem.
Mine hjerteligste Hilsner
Deres hengivne
M. Galschiøt