Martinus Galschiøt til Antoinette Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 13. december 1926
yderligere vente sig af Livet
13 Dcbr. 26
Kære Fru Pontoppidan
Deres venlige Hilsen paa min Fødselsdag rørte mig. Det er godt en Gang imellem at faa et Vidnesbyrd om, at der er nogen, som tænker paa En med gode og venlige Tanker. Var jeg Dem nærmere skulde jeg komme og sidde lidt hos Dem og holde Deres Haand i min, mens vi gjorde hinanden Rede for, hvordan vi hade det, og hvad vi yderligere ventede os af Livet. Herregud! At De, der sikkert var bestemt til at kunne nyde Livet i dets Mangfoldighed, skal føle det snart sagt som den største Livsnydelse i smaa Stunder at være fri for legemlige Smerter. Gid Deres Taalmodighed maa være lige saa stor som Deres Standhaftighed overfor Smerter. Jeg har saa ondt af Dem.
H. P. skrev forleden, at De mulig vilde kunne komme hjem til Jul. Gid det maatte kunne lade sig gøre. Steffen kommer vel ikke hjem til den Tid, men De venter ham vel vedblivende; det var 2 jo i Høst Meningen, at han vilde komme ved Nyaarstide. Jeg vil haabe, han kommer. Det vilde være baade Dem og H.P. en stor Glæde og sikkert hjælpe Dem begge over meget. Jeg ved ikke rigtig, hvordan det er ordnet med Einar og Else. Er de flyttet helt til Svendborg eller er han kun midlertidig derovre. Det maa jo være et stort Savn for Dem, hvis ogsaa Else og Børnene ikke mere er i København.
Her gaar det ganske godt. Frk. Pansch gaar fremad med smaa Skridt, men der er endnu et godt Stykke tilbage, inden hun naar sin tidligere Vigør, hvis hun nogensinde naar den. Hun maa stadig ligge til hen ad Middag og den mindste legemlige eller sjælelige Bevægelse ud over det ganske dagligdags, tar straks paa hende, saa hun maa lægge sig. Men hun er taalmodig og let omgængelig, saa det er ikke for mig den mindste Smule Byrde eller Besværlighed. Jeg faar Dem næppe foreløbig at se, men naar jeg igen kommer til Kbhvn. skal et af mine Formaal være at gøre Dem og H. P. en lille Visit.
Deres hengivne
M. Galschiøt