Ved Henrik Pontoppidans Død

Af Ejnar Thomsen

Professor i nordisk Litteratur ved Københavns Universitet Ejnar Thomsen giver i nedenstaaende Mindeartikel en sammenfattende Vurdering af Henrik Pontoppidans Forfatterskab.

Hans første Bog udkom i November 1881, altsaa samme Aar, da Schandorph lagde Thomas Fris's Historie og Gjellerup Rødtjørn og sin darwinistiske Guldmedailleopgave paa Georg Brandes' Alter, da Drachmann inden sin Undsigelse af det moderne Gennembrud endnu prøvede at dyrke baade gamle Guder og nye, da Herman Bang med sin tredje Essaysamling forfulgte sin blandede Skandale- og Virtuositetssucces, da det dramatisk kejtede, men aandfuldt tænkte Skuespil Umyndige i Kjærlighed bragte en vemodig lille Hilsen fra den pludselig bortrevne Topsøe, og da Ibsen rystede sin Samtid med den Udstilling af anarkiske Torpedoer, han kaldte Gengangere. Det foregaaende Aar havde foruden hæderligt naturalistisk Svendearbejde som Smaafolk givet os Sensationen Haabløse Slægter, derhos den psykologisk og stilistisk tungtlastede Problem- og Bekendelsesroman Niels Lyhne og i Tilgift det poetiske Festfyrværkeri Østen for Sol og Vesten for Maane.

I disse Navne paa Forfattere og Værker er der repræsenteret snart en høj digterisk Evne, snart en anselig litterær Kultur, undertiden begge Dele i Forening. Men hverken af det ene eller det andet efterlader Pontoppidans Debut, Stækkede Vinger, noget Indtryk. Hvor interessant den end kan være i Lys af hans senere Produktion, i sig selv giver den ingen større Løfter. Egentlig synes det ret vanvittigt, at dens Ophavsmand etpar Aar forinden havde undladt 2 at tage sin afsluttende polytekniske Eksamen for at bryde alle Broer af bag sig og binde sig til en ren Skribenteksistens. Der er et grelt Misforhold mellem hans Kaldsidealisme og hans oprindelige Talent. Man fristes til med ironisk Betoning at citere Lykke-Pers Ord om "et stort, ja eventyrligt Mod til at ville sig selv i guddommelig Nøgenhed".

Og ens Forbløffelse bliver ikke mindre, naar man i Pontoppidans knappe Selvbiografi fra hans høje Alderdom læser om Forudsætningerne for hans Vovestykke. En dramatisk Penneprøve, foranlediget af en erotisk Rejseoplevelse, har vistnok været det eneste reelle Grundlag for hans Tro paa sig selv, og saa vidt man kan skønne, har han heller ikke været synderlig belæst. Hans uimponerede Holdning over for det "moderne Gennembrud" – et Begreb, som han allerede dengang tænkte i Gaaseøjne – har aabenbart ikke bundet i nogen selvstændigt underbygget Vurdering, men i hans Tillid til en original Studenterkammerat, der kaldte sig Hansen-Schaffalitzsky, og hvis Udtryksform var lige saa paradoksal som hans Navn. Sin Despekt for litterære og andre Autoriteter har Pontoppidan overtaget – paa Autoritet! Atter og atter gengiver han i sine Erindringer, hvad "Schaff" har sagt, f. Eks. om den brandesianske Bevægelses Lighed med det Røre, som en Handelsrejsende i Damekonfektion kan fremkalde i et afsides Provinshul ved sin Forevisning af to Aar gamle Parisermoder. Og samme Inspiration ligger til Grund for hans Opfattelse af Drachmann og Jacobsen som "romantiske Sildefødinger, i hvis Vers og kunstfærdige Prosa det stormfulde Menneskeliv og Skrigene fra de Skibbrudne gentonede fjernt og aandeagtigt svagt som Verdenshavets Brændingslarm i de Konkylier, vore Bedsteforældre havde staaende paa deres Chiffonièrer".

Hvor andenhaands en saadan Dom end er, har den dog betinget den unge Pontoppidans mærkeligt isolerede Stilling i 1880'ernes Realisme. Han blev en litterær Autodidakt. De faa og smaa Paavirkninger fra Jacobsen forsvandt næsten straks, de noget flere og mere væsentlige fra Schandorph lidt senere. Og ideologisk forholdt han sig lige fra Begyndelsen meget uafhængigt til "Gennembruddet"; hans Fritænkeri var uden Dogmatisme, hans Tillid til Naturens Lov som moralsk Vejleder særdeles kritisk, hans Stilling i Sædelighedsfejden ironisk reserveret til begge Sider, ja om det saa var hans Harme over social Uret, fik den i Løbet af faa Aar en Modvægt i hans vaagnende Forstaaelse af alle Menneskers Fællesskab om de afgørende Glæder og Sorger, uanset Stand og Kaar.

Det Tvesyn eller Dobbeltsind, som man har villet tillægge ham, og som for længst er indgaaet i Lærebogsklichéerne om ham, havde han sagtens noget af; men det maa ogsaa tages i Betragtning, at han alle Dage nærede en studentikos Smag for den Schaff'ske Paradoksalitet – og i saa Henseende stundom var ret nøjsom. Og hvad der er det vigtigste: jo ældre han blev, des mindre Vægt lagde han paa Anskuelser og Livsformer som saadanne, og des mere hæftede han sig ved deres sjælelige Virkninger, ved deres Omsætning til Personlighedsværdi, ved deres Magt eller Uformuenhed til at forløse det enkelte Jeg. Mens han ellers paa mangfoldig Vis gik imod Strømmen, var han – maaske mere konsekvent end nogen anden dansk Forfatter – trofast mod 70'ernes og 80'ernes Individualisme; Undervejs til mig selv valgte han som Samlingstitel for de fire smaa Bind Memoirer og markerede hermed det Synspunkt, hvorudfra han skønnede over, hvad de forskellige Mennesker fik ud af Livet.

Maaske fordi han var en uskolet Tænker, maaske fordi han ikke vilde gøre sig klogere, end han var, tog han aldrig principiel Stilling til Spørgsmaalet om, hvorvidt hver især af os 3 har visse helt særegne Træk, der er uberoende af Arv og Milieu; men sikkert er det, at han viede Afstamning og Opdragelse stor Opmærksomhed, og at han heri fandt Forudsætninger, som man er bundet til. Ingen af os er fri; for alle er vi Sønner eller Døtre. Herom handler for en Del Emanuel Hansteds Tragedie i Det forjættede Land, og mere afgørende "Lykke-Per". Imidlertid vender Peter Andreas Sidenius ikke i grovt udvendig Forstand tilbage fra sin Ungdoms overfladiske og forcerede Materialisme til Slægtens indadrettede Liv; han slaar sig ikke til Ro med finere eller tarveligere Afskygninger af sin Præsteæts overleverede Forestillinger, men finder ved at knytte sig til Lidelsen som sit rette Element en rent personlig Livsfromhed, en religiøst farvet Ateisme; med en anden Slægtsarv og Opvækst bag sig vilde han maaske have været henvist til en lignende aktiv og positiv Leveform som hans kvindelige Modstykke, hvis Race og Modningsvilkaar er vidt forskellige fra hans. Skønt Pontoppidan saaledes i Teorien hylder en bred individualistisk Rummelighed, røber hans Praksis dog en umiskendelig Smag for det asketiske eller puritanske og en naturlig Mistro til Livsnydelsen.

Alligevel er det næppe heri, at man skal søge Berettigelsen til at betegne ham som "Evangelist mellem Linierne" og "typisk Kryptokristen" (Henning Kehler); snarere maa denne Tydning af ham hjemles ved hans konstante Maalestok for al Vurdering: Hvad gavnede det et Menneske, om han vandt den ganske Verden, men tog Skade paa sin Sjæl! Det er da forstaaeligt, at hans Interesse for det danske Samfunds ydre Liv har været mere tilsyneladende end virkelig; trods al vaagen og sikker Iagttagelse viser hans Bøger – navnlig de tre Storromaner – en tydelig Retning bort fra Forpligtelsen mod det naturtro Danmarksbillede og hen imod Symbolernes pointerende Overdrivelser; intet kan være mere misforstaaet end at bestemme ham fortrinsvis som en digterisk Kulturhistoriker, der har lagt en 3-4 repræsentative Tværsnit gennem moderne dansk Liv. Hans store Problem har – navnlig efter 1890 – været Personlighedens Problem, hvis Drøftelse han til Dels har fortsat efter Kierkegaards og Ibsens Linjer, og som han paa sin Vis har inderliggjort religiøst (jfr. Pers Ord om Opdagelsen af Selvet som Religiøsitetens eneste Betydning), og efter dette sit Hovedemnes Krav har han med digterisk Frihed lempet sin Realisme.

Helt fra Det forjættede Land viste han en stedse tiltagende Tilbøjelighed til at lade sine Hovedpersoner fungere som nationale Typer, gennem hvilke han ofte dømte og sjældent frikendte sit Folk. Fra og med De Dødes Rige har man haft Grund til at se Angsten for Danmarks Skæbne som det Agitationens skjulte Fyrsted, han i et Interview fra 1905 indrømmede Tilstedeværelsen af i sit Forfatterskab. Det er værd at mærke sig, at Pontoppidan, der stadig har været paa Vagt over for Frasen, undertiden har tilladt sig selv en kraftig almen Vending, som kan synes at ligge Frasen nær, f. Eks. hvor han siger, at selv en Mørkets Daad "faar Glans af det høje, naar Maalet er noget saa stort som et Folks Frelse"; den Omstændighed, at han her tyr til et slidt Citat af den ham ret usympatiske Bjørnson, viser, hvor stærkt han er engageret.

At den Lyrisme og drømmefødte Skyhed for det virkelige, som han gentagende har tugtet hos sine Landsmænd, er et dybt Træk i ham selv, har man længe anet og er blevet forvisset om det efter Fremkomsten af hans Erindringer. Naar hans Erkendelse af sin Meddelagtighed i den store nationale Brøst sjældent eller aldrig resulterer i Humor, skyldes det vel hans Fornemmelse af dødelig Fare; dansk Historie 4 var for ham ikke meget andet end et truende Mene, Mene Thekel; der blev ikke Raad til Humorens Form for Alvor. Og Humor var der for Resten mere end nok af, har han vel ment. Overhovedet maa man i nogen Grad forstaa hans ensidige Revsergerning som øvet for Balancens Skyld; andetstedsfra fik vi rigelig Besked om, hvor fortræffelige vi var. De Udbrud af umiddelbar Kærlighed til Landet og af Tro paa dets Fremtid, som man med noget Besvær kan opstøve hos ham, var andet og mere end Fejltagelser i svage lyriske Øjeblikke; de var Udtryk for en Tro, han kun undtagelsesvis fandt det nyttigt at ytre, men som var der og saa at sige levede af hans Tvivl, fornyede sig i stadig Kamp med dump Haabløshed og vild Desperation. Hvor stærkt Danmarks sjælelige Trivsel laa ham paa Sinde, blev han dog aldrig en kollektiv folkelig Forkynder; hans Appel gælder stedse den enkelte.

Efterhaanden som han maatte lide den Vanskæbne at blive fredhelliget og skolebogsfortyndet Jubelolding, som der skulde skrives Artikler om mindst hvert femte Aar, kunde han opleve at se sine Landsmænd godtage hans Dom over deres Lyrisme som en indiskutabel Sandhed, og i en saadan modstandsløs Erkendelse er der Død. Han tabte i Myndighed og i Betydning, ved at man gav ham Ret. Han virkede stærkere, dengang man rasede eller ironiserede over ham. Maaske vil hans Bortgang atter gøre ham aktuel, saa at vi modsiger ham i Tanke og Handling, slaas med ham og ikke slipper ham, før han har velsignet os.

Bag det at se til saa letsindige Vovemod, hvormed han for mere end tres Aar siden kastede sig ud i en fri Forfatters Risiko, viste der sig at staa uovervindelige Reserver. Først og fremmest den Viljens Lidenskab, den Sindets Passion, der var hans dybeste Væsensmærke og bestemmende for hans Krav og Domme, men dernæst ogsaa et stort episk Talent, med en Rejsning af ædel Naturlighed. med en ganske let Patina og dog nutidsstemt – eller vel rettere tidløst. Naar hans Fortælle- og Sprogkunst engang er blevet nærmere analyseret, vil det maaske vise sig, at hans mindeværdige Karakteristik af sig selv som en jævn folkelig Skribent ikke var et Koketteri, men tilnærmelsesvis rammer i Pletten. I saa Fald kan det siges, at han ved sit litterære Eksempel har adlet et Begreb, der ufortjent er kommet i lav Kurs, ligesom han ved lidenskabelig Gennemlevelse af sine Temaer har adlet ogsaa de Variationer, der i en koldere Mands Pen kunde have faaet en Tone af blot Retorik.

EJNAR THOMSEN