Morfar

24.7.1857–21.8.1943

Af Einar Thomsen

Kære Morfar!

Vi, der stod dig nærmest, er idag samlet her i din Stue for at sige dig Farvel, og Tak for denne Gang.

Hvor ofte har vi ikke sagt det før, når vi forlod dig, og hvor naturligt er det for os at gentage det, nu, da du forlader os og rejser op til Mormor i Rørvig. Hun venter dig i Lyngbakkerne deroppe, og selv om vi følger dig op til hende, bringer vi dig først en frisk Hilsen fra den Sti i Lyngen, som nu er blevet så smal, efter at du i mange Somre har trådt den alene.

Kun tilsyneladende vil din Stue blive tom, men aldrig øde. Din Ånd var så stærk, at der altid vil blive tilovers af den – også her – så vi stadig kan se den, fornemme den, og rådspørge dig som forhen.

6 Af Format er det en lille Stue, men for os var den altid, foruden smuk og hyggelig, stor – meget stor; og dine stille Lidelser i de mange énsomme Stunder dér i Øreklapstolen har gjort den hellig for os. Jeg håber og ønsker, at Steffen engang skal sé den i uændret Skikkelse. Den ligger midt mellem din Dødsseng og din Husdør.

Vi sad ofte ved den første; thi du døde langsomt gennem Måneder. Det var som en lang, lang tøvende Solnedgang.

I de sidste År havde du egentlig altid din Dødsseng med dig, når vi plejede dig andre Steder, i Rørvig eller på Bispebjærg. Men, du overraskede os i flere sejge Kampe mod Sygdom og Forkrænkelighed ved at sejre og atter smile til os, det Smil, der føltes som en varmende Sol efter Uvejr.

Men, nu i Sommer, fra dengang vi kørte dig en Tur i den lige udsprungne Dyrehave, kunde vi mærke det tiltagende Misforhold mellem din vidt fremskredne legemlige Skrøbelighed og din stadig bevarede 7 Åndsstyrke. De to måtte skilles; i den sidste Tid så vi dem næsten splittes ad. Og selv så du på dit nedbrudte Ler med Ro. Først da den Verden, som du ikke kunde lukke dig helt ude fra, med tanketom Taktløshed gjorde opmærksom på Skred'et – på Prent – sporede vi en vis søgende Uro i dit Blik. En Gås havde skreget, og et af dens Skræp havde nået Ørnereden. –

Idag følger vi dig for sidste Gang ud ad Døren og ned ad Trappen, og vi passer forsigtigt på Trinene som sædvanligt. Så rejser du fra os til det forjættede Land, medens vi gør din Skrøbelighed til Muld.

Vi har med vore egne Øjne set dig gå gennem de dødes Rige, ydmyg og tålmodig – stærk. Både du selv og vi erkendte de stækkede Vinger. Du vilde nødigt gøre noget for at reparere dem, og alle Erstatningsvarer var dig så inderligt imod. Selv Hørerøret skævede du misbilligende til, uvant som du var med alt uægte.

Vi siger aldrig rigtig Farvel til dig. Det kan vi slet ikke, så længe vi selv lever. Det 8 må du gøre, når vi engang skal rejse. Men, så henter du os nok på Stationen, som du plejede at gøre, når vi kom hjem fra andre, lange Rejser.

Derimod siger vi dig inderligt Tak for dennegang. Og idag, da vi under vort Besøg hos dig ikke får talt med dig, fordi du sover, gælder vor Tak dine Adelsmærker. Andre vil fejre dem og udstille dem; vi vil gemme dem og holde Nattevagt om dem.

Du lærte os først og fremmest at forstå, at det sande er det samme som det naturlige. Hvor må det have kostet Kamp at generobre dette antike Højdedrag. Det unaturlige var dig fremmed, og det overnaturlige bøjede du dig for i den tavse Ærbødighed, der både rummer Tvivl og Tro.

Og vi takker dig for, hvad vi lærte af din Ridderlighed, dit Mod og din Rankhed, din Godhed og din Viljestyrke. Nu, da Mænd over hele Verden klassificeres med Dekorationer for mer eller mindre ædel Dåd, ja, endog for Drab og Ødelæggelser, smiler vi ad den helt umulige Tanke at 9 have oplevet dig med anden Dekoration end dit dejlige Ansigt. Dine Øjnes Glimt havde gjort de rigeste Smykker til Simili. – Tilgiv, hvis vi undertiden fristede dig.

Vi takker dig for din Hygge og Humor. Hygge kan ikke forklares, kan kun fornemmes; Ordet findes næppe i andre Sprog end det danske.

Din Humor var den Blanding af Kærlighed og Satire, som du så ofte kurérede os med ved nogle få Spiseskefulde eller en enkelt ordentlig Slurk, når vi søgte dig med Skrammer og Sår. Hvor var du altid kongelig at gæste.

Men først og sidst takker vi dig for din Kærlighed. Kærlighed stammer fra Gud; og den, der til sin sidste Stund stadig kan øse af denne Kilde og læske andre dermed, er i Pagt med ham. Hvor har du dog tidt læsket os. –

Når vi nu bryder op med et Farvel og Tak for dennegang, bliver denne gængse Talemåde helt ændret i sin Betydning, hvis vi føjer to små Ord til: på Gensyn.

10 Sålænge et Minde lever, kan der ikke være Udslettelse af Ånd. Man kan ikke mindes det udslettede.

Derfor vil du stadig sidde der i Stolen og høre på os; og vi har i disse sidste Dage lært at forstå dig, selv om du ikke kunde tale.

Og det uudslettelige kan ikke være hjemløst. Det er en umulig Tanke.

Det er din dybe Redelighed, der engang fik dig til at skrive:

"Du Tvivlersjæl, som på vildsom Sti
vil flygte for Mørkets Komme – –
hvi går du Guds Himmerigs Dør forbi
og ængstes, når Dagen er omme?

Den Gud, der redte hver lille Fugl
en Dunseng for lunt den at fjæle,
han glemte vel ikke et nådigt Skjul
for hjemløse Menneskesjæle."

Nu, da denne Dag snart er omme med sin Byrde, sin Angst og sin Sorg, takker vi for, at du hviler lykkeligst på fuldendt Gærning.

Din taknemmelige
Einar.