Bondefødt og kvajet opdraget

Af Johan Rosdahl

Kære Hans Otto Jørgensen, mine damer og herrer!

Det er en stor glæde at skulle fortælle hvorfor det er indlysende rimeligt at Forfatterforeningen giver Hans Otto Jørgensen netop Henrik Pontoppidans mindelegat. Det er jo hele forfatterskabet og embedet som rektor for Forfatterskolen der er på dagsordenen – i modsætning til nogle af de andre priser der er tilfaldet Hans Otto Jørgensen, hvor det har været enkeltværker som ved den vel nok bredeste pris, Radioens romanpris, den halvsmalle som kritikerprisen og den allersmalleste, nemlig Bukdahls Bet. Så I må altså finde jer i en lille karakteristik af forfatterskabet og en motivering ud fra en slags helhedsbetragtning. Det med Pontoppidan vil jeg vende tilbage til.

Da Hans Otto Jørgensens debut Tårnet buldrede ind på den litterære scene i 1989, skabte den en del forvirring. Bogen blev betegnet som "vildtvoksende" – og det er måske noget man siger når man ikke ved hvad man ellers skal stille op. Jeg kan huske at vi som litteraturformidlere talte om at vi fik en ny vinkel på firserne. Det var i hvert fald tydeligt at der var noget på færde. Henning Mortensen var ikke i tvivl: "Romanen Tårnet er tårnet, hvorfra kosmos opleves, skriften sanser verden. Dette er en moderne roman om de universelle kræfter og det levendes grundvilkår", og videre: "Tillykke til læseren med dette værk. Og tag så en dyb indånding og kom i gang". Overskriften på Mortensens tekst er "Iscenesættelse af en simpel modernitet". Og det kan jo godt fungere som motto for forfatterskabet. Jeg vælger et andet: På debutbogens flap er der nemlig den korteste forfatterpræsentation jeg mindes at have set, og som netop kan ses som en slags overskrift, ikke så meget for debutbogen måske, som for de bøger der fulgte:

"Hans Otto Jørgensen. Bondefødt og kvajet opdraget."

For de få ord siger faktisk ret meget. Bondehistorie og -miljø, bondekultur i forandring, bondeidentitet og bonderøvskomplekser – beskrivelser af og refleksioner over disse sager bliver vigtige i forfatterskabet. Og den nære families betydning for opvækst og socialisering er i adskillige af Hans Otto Jørgensens tekster den episke motor – også og måske især der, hvor kvajetheden overhales af solidaritet og kærlighed. Det bondefødte er også noget med ikke at have en litterær dannelse i traditionel forstand med sig, Hans Otto Jørgensen er, som Frits Andersen har sagt det, et "litteraturhistorisk hittebarn", der skriver tekster der "kan ses som led i et anti-litterært projekt. (...) Ved at forbrænde alle litterære former og genrer ønsker teksterne at frigøre sig fra enhver litterær arv. Deres ideal er at undersøge kulturens stofskifteprocesser parallelt med naturens". Det med arven kan man nok diskutere bl.a. fordi tekster skrives oven på – og viderefører andre tekster. Per Højholt som jo havde det med at gå til yderligheder i sine formuleringer, strammede dette synspunkt op og sagde: "Kunst laves, tror man, af liv – det er løgn! Kunst laves på kunst, og det er den sørgelige sandhed."

Hans Otto Jørgensen bryder med dette synspunkt, eller rettere viser at en skrift-på-skrift-tematisk tekstproduktion kan leve fint sammen med en episk fremstilling af vaskeægte, levet liv. Ved siden af den bondefødte hovedlinje er der nemlig afstikkere, eller gen- og omveje i form af en – og her synes jeg nok ordet er mere på sin plads – vildvoksende rigdom af helt anderledes tekster. Jeg vil især pege på kortprosabøgerne Tidens standsning, Den bronzefarvede kalkun, og Mænd, digtsamlingerne Idyller og Jeg har ventet og så selvfølgelig den ret vilde Fluebogen der netop i sin anderledeshed gjorde sig fortjent til Bukdahls bet.

Men kortprosaen får hos Jørgensen en ny og skærpet profil. Og med til billedet hører at denne genre jo er en rigtig 90'er sag, men som påpeget af Marianne Ping Huang, så får Hans Otto Jørgensen i sin redigering (sammen med Jeppe Brixvold) af to antologier vist, at der faktisk er en særlig kortprosatradition i dansk litteratur. En måde at frigøre sig fra arven på er altså at tage den op, og på sig – og udvikle den. Og det er jo også hvad det går ud på når man påtager sig den opgave at være rektor for Forfatterskolen – eller skafotterskolen, som en tidligere elev (og under en anden rektor!) Ursula Andkjær Olsen så smigrende kalder den. Hans Otto Jørgensen mener selv at skolen rettelig burde hedde Poul Borums forfatterskole – og det er jo igen noget med at vedgå arv og gæld. Poul Borum mente ikke man kan lære folk at skrive, men hvis de kan, så er der ikke grænser for hvad man kan lære dem. Hans Otto Jørgensen er mere realistisk eller mere forsigtig og svarer på spørgsmålet om man kan lære at blive forfatter med et både ja og nej. Men hør så fortsættelsen:

For at blive forfatter må man have en særlig sensibilitet over for, hvad jeg vil kalde, sproget-som-materiale, altså for selve det at give sproget form, eller måske bedre: forme sproget – med rytme, i billeder eller narrative strukturer. Det er vel det man kalder et litterært talent, og det kan muligvis ikke læres. Forvaltningen af talentet er det man orienterer sig imod i en skolesammenhæng".

I dette litterære væksthus har Hans Otto Jørgensen virket i syv år som overgartner og drevet mange kønne planter frem og uden at strabadsere metaforen kan man måske ane hans landbrugsfaglige sans for hvor der skal gødes, hvornår luges og hvornår høstes og – måske – lægges brak. At Hans Otto Jørgensens indsats som rektor har betydet fornyet grøde er der i hvert fald ingen tvivl om. Men det litterære talent skal jo have sit stof og sit stofskifte, og Hans Otto Jørgensen er på sin egen, måske nærmest egensindige måde, en del af bevægelsen væk fra dogmet om ikke at bruge af hovedstolen, ja, der var han igen ham Højholt med hans poetik. Men det levede liv i privatpersonen Hans Otto Jørgensens tilværelse bliver aldrig genstand for en sentimental manden-bag-værket nyfigenhed. Vi fristes ikke, hverken af massiv branding eller nørdet, litteraturteoretisk forargelse over de dobbelte eller tredobbelte kontrakter forfatteren vil indgå med læseren, til at fundere på hvem der i virkeligheden gjorde hvad, i de små samfund der skildres. At der er virkelighed bag, er ingen i tvivl om, og anmelderne har med en vis ret brugt betegnelsen "erindringsroman". Men erindringer er jo ikke det samme som den blot registrerende hukommelse, der katalogiserer facts. Erindringen er den sprogligt bearbejdede konstruktion – og jo altså ligeså lidt eller ligeså meget virkelighed som Magrittes pibe.

"Der er ikke mere selvoplevelse i Lykke-Per end i de fleste af mine bøger. En anden ting er, at man ikke kan skildre, hvad man ikke har gennemlevet. Forstået således, har jeg naturligvis oplevet det alt sammen, både bryllup og begravelse." Sådan siger Henrik Pontoppidan, da Lykke-Per bliver karakteriseret som en maskeret selvbiografi. Pontoppidan er diskret med sit privatliv, holder kortene tæt til kroppen, men i værkerne er der ingen smalle steder (i øvrigt kan man med god ret nævne præcis hans erindringsbøger som hans sidste store roman). Og sådan er det vel også hos Hans Otto Jørgensen: alt er gennemlevet men skildret som oplevelser der går ud over 1:1-realismen og bliver til litteratur. Blufærdigheden gælder ikke de undertiden meget barske skildringer, og der bruges flittigt af hovedstolen, men det hele er holdt i hvad man i mangel af bedre kunne kalde en etisk realisme, fordi den lavmælte solidaritet og kompromisløse kærlighed til mennesket altid får det sidste ord.

Pontoppidan var ikke bondefødt men præstefødt og havde sit hyr med det. Men hans skildringer af den bondekultur der i hans tid så småt er på retur, fuldføres jo i vor tid af Knud Sørensen, Jens Smærup Sørensen og altså af Hans Otto Jørgensen. Og Henrik Pontoppidan er en slags oldefar for dem alle – ikke bare som en tematisk slægtning med solidariteten og raseriet mod uretten – men fordi en af Pontoppidans store indsatser i den litterære tekniks historie bliver genopdaget, nemlig mangestemmigheden, polyfonien. Og det er bl.a. den musik vi hører for fuldt udtræk i Hans Otto Jørgensens forfatterskab.

Dagens pris er en hæderspris, og jeg synes det er fint og på sin plads at det litteraturhistoriske hittebarn Hans Otto Jørgensen får sin åndelige oldefars Henrik Pontoppidans påskønnelse. Tillykke!