Mystik omkring et drama

Af H.P. Rohde

Asgaardsreien i Fylking rider
ved Høst og Vinter i barske Nætter;
men helst den færdes ved Juletider, –
da holder den Fest hos Trolde og Jetter,
da stryger den lavt over Eng og Sti,
og farer den larmende Bygd forbi, –
da vogt Dig, Bonde, hold Skik og Orden!
thi Asgaardsreien er snart ved Gaarden.

Welhaven.

Men lige som der bag fortælleren af og til dukkede en lyriker frem, skete det også, ind imellem, at Pontoppidan følte sig draget mod det dramatiske. Endda var mærkelig nok – som ovenfor nærmere omtalt – hans første større litterære arbejde et skuespil^'1.

Siden hen fik Pontoppidan fra tid til anden stykker opført både i København og provinsen. Han fik stykker filmet^'2, og han er blevet spillet i radioen. Men så underligt det lyder, er det hidtil undgået forskningens opmærksomhed, at han endnu en gang, og det som moden og højt anset forfatter, indsendte et stykke til Det kgl. Teater – men fik det kasseret.

Det var i 1906, og stykket hed: Asgaardsrejen.

Selv har Pontoppidan ikke siden gjort noget ud af sagen, og heller ikke i litteraturen om ham finder man den, som sagt, drøftet. Men den har dog sin utvivlsomme interesse – fra flere synspunkter.

Alene det, at en så markant episode i en så betydelig forfatters liv så længe forblev upåagtet …

Asgaardsrejen udkom den 5. oktober 1906, på Schubothes forlag, og blev hurtigt genstand for omtale i pressen og livlig diskussion mand og mand imellem. Kort efter udgivelsen indsendte Pontoppidan stykket til Det Kongelige Teater. Det blev en ret kort proces. Af teatrets kopibøger fremgår, at chefen, greve C.C.S. Danneskiold-Samsøe den 17. oktober 1906 har oversendt stykket til censoren, professor Otto Borchsenius, med anmodning om "Hr. Professorens Erklæring". Denne blev afgivet den 19. oktober, da stykket tilbagesendtes til chefen. Derefter gik en uges tid, men da var også stykkets skæbne beseglet. Den 26. oktober "undlod Chefen ikke" tjenstligt at meddele censoren forkastelsen samt, at chefen samme dag havde tilskrevet forfatteren herom.

Skrivelsen til Pontoppidan havde, ifølge kopibogen, følgende ordlyd:

Den 26. oktober 1906.

Til Hr. Henrik Pontoppidan. Hillerød.

At det hermed tilbagefølgende Stykke: "Asgaardsrejen", et Skuespil, ikke er antaget til Opførelse paa det kongelige Theater, beklager jeg herved at maatte meddele Dem.

Kort og nøgternt, må man sige.

Det viser sig dog, at direktøren, Einar Christiansen, teatrets kunstneriske leder, supplerede chefens summariske returnering med et høfligt brev, som i al fald forsøger at motivere forkastelsen. Brevet findes blandt Pontoppidans papirer på Det kongelige Bibliotek og er dateret den 24. oktober. Einar Christiansens grunde er højst forskellige. Han anfører først, at stykket "for ret at forstaaes ligesom fordrer Kjendskab til hele Deres Produktion."

Det lyder lidt mærkeligt, eftersom handlingen er så såre enkel: en sværmerisk, idealistisk anlagt ung piges, Ragnas, brud med et fast etableret, borgerligt rektorhjem, tildels under indflydelse af en gammel radikaler og frihedsmand, Otto Kall.

Men dertil kommer – mener Einar Christiansen – "at man ikke ret føler sig overbevist om Sandheden af den Udvikling, som Hovedpersonen, den unge Pige, gjennemgaaer … "

Det er straks mere betænkeligt – hvis han har ret.

Men så følger sluttelig denne overraskende tilståelse:

Saafremt De havde indsendt "Asgaardsrejen" inden Udgivelsen, tror jeg ogsaa, at Sagen vilde have stillet sig anderledes for mig. I saa Fald havde Stykkets Fremkomst paa Scenen nemlig havt en Friskhed og en Spænding over sig, som maaske kunde have baaret det over adskillige Skjær.

Man spørger uvilkaarlig: hvad er egentlig meningen? Det er dog ikke den første den bedste pennesmører eller sensationsfabrikant, Einar Christiansen skriver til. Man må huske, at da Pontoppidan indleverede sit skuespil til Det kongelige Teater, stod han som landets måske betydeligste forfatter. Året inden, da han udsendte den første reviderede udgave af Lykke-Per, var han vidt og bredt blevet udråbt til Danmarks største prosaist. Hvad betyder de i brevet anførte indvendinger overfor denne kendsgerning? Som om det ikke snarere, i Pontoppidans tilfælde, måtte skabe forhåndsinteresse hos det teaterinteresserede publikum, at skuespillet forelå trykt. Ikke blot for Henrik Ibsens vedkommende var det som bekendt reglen, at han stykker udkom før opførelsen, også ringere ånder tillod sig denne fremgangsmåde – f. eks. Einar Christiansen selv!

Der er noget uldent ved det brev. Som om Einar Christiansen helst ville sige – men ikke tør – at stykket er udramatisk. Men han har nok haft i tankerne, hvad den ellers så strenge og Pontoppidan alt andet end gunstige, højst sagkyndige kritiker Sven Lange nylig i Politiken's kronik havde udtalt om stykket, at det "ved sin vittige og stærke Diktion, sine fast tegnede Figurer og ved selve Ideens kløgtige Udfoldelse og Stigning sikkert kunde gøre sig fortrinligt gældende fra Scenen."¹

Det er muligt – men ingenlunde givet – at Asgaardsrejen har en svaghed i det rent dramatiske. Men heller ikke denne omstændighed kan, Pontoppidans hele situation taget i betragtning, have været afgørende.

Men hvad da?

Muligvis – sandsynligvis – røber en væsentlig grund til forkastelsen sig i Otto Borchsenius' censur, som findes i Det kongelige Teaters arkiv på Rigsarkivet. Borchsenius var jo Pontoppidans gode ven fra de unge år – det var ham, der som redaktør af Ude og Hjemme i sin tid havde åbnet ham vejen til forfatterskabet. Ovenikøbet havde han allerede anmeldt stykket yderst rosende – i Dannebrog den 6. oktober. Han skrev bl.a.:

Det er udmærket skrevet, med gnistrende Liv og Lidenskab i Dialogen. Og skønt det er mindre scenisk virkningsfuldt ved Optrinenes og Situationernes bevægede Handling end ved Samtalernes indre Ild, synes det at tyde paa, at den udmærkede Fortæller ogsaa sidder inde med afgjort dramatisk Evne.

Desuden havde han under hånden tilskyndet Pontoppidan til at indsende det til Det kongelige Teater.

Men Borchsenius var en forsigtig og lidt ængstelig mand. Nu, da han sad med stykket til censurering, blev han bange – fordi det var så rivende radikalt! Han skriver i censuren:

Overfor "Asgaardsrejen" bliver Spørgsmaalet da først, om Skuespillets Radikalisme ville være en Hindring for en Opførelse paa den statsunderstøttede nationale Scene. I saa Henseende tror jeg, at man kunde lade Forfatteren selv om Ansvaret. Jeg er for mit personlige Vedkommende ikke enig med ham i Underkendelsen af det rolige Arbejdes Værdi (Persiflagen over Rektoren), og hans nærmeste Talerør (den forsumpede radikale Publicist) er en saare tvivlsom Talsmand for det endnu mere tvivlsomme Ideal: altid "at holde Galden flydende", for at bruge et af Forf.'s egne vingede Ord.

Frem og tilbage svinger han mellem sympati for værket og dets ophavsmand på den ene side – og ængstelse for stykkets farlige tendens på den anden. F.eks. siger han, at han nødig, hvis det stod til ham, ville "spærre Vejen til det kgl. Theaters Scene for den betydelige Forfatter". Men som den røde tråd gennem censuren går drøftelsen af stykkets radikale ideer og erkendelsen af det betænkelige ved en antagelse og opførelse. Borchsenius viger ikke tilbage for at bruge Henrik Ibsen som eksempel og fremhæver, at ligesom man næppe ville forkaste hans stykker i dag, burde man heller ikke vægre sig ved at spille Asgaardsrejen. Han indrømmer, at stykket desværre ikke er lydefrit i digterisk henseende, men "Til Gengæld er der baade over Situationer og Replikskifte et gnistrende Liv nu og da. Løvens Klo, som det hedder, mærkes overalt".

På en måde kæmper Borchsenius selv som en løve for at gøre sin protegé acceptabel. Hvis man ikke vil foretrække at betegne ham som den kendte lus mellem to negle. Alt tyder på, at han har været klar over, hvor vanskeligt det ville blive at lodse den Pontoppidanske radikalisme ind på den højkongelige scene på Kongens Nytorv. Ganske vist, teaterchefen, greve Danneskiold-Samsøe, står smukt i eftermælet for sin retsindighed og fordomsfrihed. Men han repræsenterede nu en gang den gamle tid fra før systemskiftet. Og Einar Christiansen har næppe været ligefrem ivrig efter at forelægge et stykke for ham til antagelse med replikker som denne:

Det formelig lumrer En om Ørene med "Frisind" nu. Tænker du aldrig selv med en Smule Vemod tilbage paa den Tid, da Frihedsidealerne herhjemme skabtes af en lille Flok modige Mænd, der satte Liv og Ære ind paa den Sag? Indrøm i det mindste, at den friske Strøm fra de Dage er bleven svært plumret med Tiden … en bred og dorsk Rende med Tilløb allevegnefra … selv fra Hof og Præsteskab. Alt, hvad der er slimet og uhumskt og raaddent her i Landet, flyder nu sammen i den Bevægelse som i en Kloak.

Det er stykkets radikale fanatiker, Otto Kall, som her taler. Og han taler til sin fordums ven, rektoren, nu den personificerede bedsteborgerlighed. Mon Einar Christiansen har haft fantasi nok – han var dog et stykke af en dramatiker – til at føle sig truffet og se sig selv som rektoren, da han kasserede Pontoppidans skuespil?

Men hvad er sandheden? Hvor meget er grund og hvor meget påskud? Kan et stænk af kollegialt nag og nid overfor Pontoppidan have været medvirkende? Sad der måske endnu en stump bitterhed i ham over "Enetalen" i Politiken den 23. marts 1897, da Pontoppidan nedsablede hans stykke "Modne Mænd", og kaldte ham en "anerkendt Teaterskræder"? Eller var det mon modsætningsforholdet mellem direktør og censor, der spillede ind? Einar Christiansen har jo nok været på det rene med forbindelsen mellem Borchsenius og Pontoppidan.

Sikkert er det, at Borchsenius' censur udgør en uomgængelig kommentar til Einar Christiansens valne og på sine steder pinligt nedladende skrivelse: "Det gjør mig meget ondt, at jeg må sende Dem dette Afslag. Jeg holder saa meget af Dem som Digter og beundrer i saa høj Grad den store Fasthed i Maal og Midler, som præger Deres hele Virksomhed, at det vilde have været mig en Glæde at opføre et Stykke af Dem."

Der skulle en større mand end Einar Christiansen til at stille sig op og tale trøstens ord til Henrik Pontoppidan. Det er aldrig rart at se middelmådigheden i en situation som denne, med krokodilletårer i øjnene, klappe den virkelige begavelse opmuntrende på skulderen.

Tænk, at Einar Christiansen kunne tro, at Henrik Pontoppidan ikke gennemskuede ham!

I sit svar, dateret Hillerød den 28. oktober 1906, skærer Pontoppidan høfligt men bestemt gennem alle fraserne. Brevet, der kun er på to sider, begynder med en tak for "det elskværdige Brev" og slutter med "en fornyet Tak" for Einar Christiansens sympati – men de mellemstående linjer går til sagen: "De Indvendinger, De heri fremfører mod mit Arbejde, kan jeg rigtignok ikke finde berettigede". Desuden har folk, "hvis Mening om Skuespil og Skuespilkunst ogsaa De sikkert tillægger Betydning," kraftigt opfordret ham til at indsende stykket. "Men selv om jeg kunde indrømme, at mit Arbejde som dramatisk Værk havde store Mangler, der vilde gøre dets Scenelykke tvivlsom – naar jeg sammenligner det med adskilligt af, hvad Det kgl. Theater har opført og opfører af Folk ganske uden eller dog med et tvivlsomt literært Navn, saa kan jeg ikke andet end føle Theatrets fuldstændige Afvisning af mit Stykke som en grov Uretfærdighed."

Med dette brev havde Pontoppidan talt ud. Når han siden hen, undtagelsesvis, kom ind på sagen, foretrak han en lettere ironisk tone, som i et brev til folketeatrets direktør, Dorph-Petersen, af 23. november 1906:

Det kgl. Teater, som jeg paa Grund af en forudgaaende, privat Forespørgsel følte mig forpligtet til først at henvende mig til, har ikke ønsket at spille det, fordi jeg ikke kunde imødekomme en Henstilling om at tilbageholde den trykte Bog indtil efter Opførelsen. Det drejer sig vist her om et Principspørgsmaal for Teatret, i hvert Fald hvor det ikke gælder Koryfæerne mellem de dramatiske Forfattere.

Men Pontoppidans personlige reaktion og hele sagen fortjener at sættes i sit rette relief. Samme efterår bød nemlig på en så opsigtvækkende og mindeværdig teater- og litteraturhistorisk begivenhed som den senere velkendte drengebogsforfatter Walter Christmas' debut på Det kongelige Teater! Intet mindre! Skuespillet, som hed Skærsild, var åbenbart lige noget for den ærværdige statsinstitution. En anmeldelse i Frederiksborg Amts Avis den 27. november giver et udmærket indtryk af dets digteriske kvaliteter: "Stykket er i fire Akter og er sammentømret med fortrinligt Blik for, hvad der gør sig paa Scenen. Begivenhederne falder Slag i Slag, og der er netop den Spænding, som udkræves for at holde Tilskuerne i Aande."

Det er klart – overfor en sådan rival måtte Henrik Pontoppidan bide i græsset!

At Det kongelige Teaters kassering af Asgaardsrejen er sivet ud, i al fald til inderkredsen, kan der næppe være tvivl om. Heller ikke, at man har følt den som noget af en skandale. Hist og her i pressen løftede der sig undrende røster, som spurgte, hvorfor dog Det kongelige Teater ikke opførte stykket. Den 23. december skrev Illustreret Tidende: "Hvorfor spiller det kgl. Teater ikke et Værk af en saa fremragende Forfatter? Sandt nok – Pontoppidan var aldrig Dramatiker, og "Asgaardsrejen" har ogsaa i saa Henseende sine store Mangler, men det er dog altid en betydelig Digters alvorlige Arbejde." Som en formelig ønskerolle fremhævedes Kalls skikkelse: "Hvilken Skuespiller maatte ikke brænde efter at spille denne hvileløse Radikaler." Og det beklagedes, at Provinsen kom først med en opførelse.

Sådan gik det nemlig. Den 30. november 1906 fik Asgaardsrejen urpremiere i Odense, hvor det førtes på scenen af det Waltherske ensemble. Begivenheden gav genlyd i hovedstaden, hvor Politiken satte sin anmelder Sven Langes artikel² sensationelt op på bladets forside under et stort portræt af Pontoppidan.

Der var fuldt hus – men byens honoratiores synes at have glimret ved deres fraværelse. "Skulle Pontoppidans udmærkede Navn – spørger Sven Lange i den anledning – maaske endnu skræmme Borgerskabet herovre? Eller føler det sig saa aldeles ligegyldigt overfor en saa ejendommelig Begivenhed, som det dog er, at en af Landets mest ansete Forfattere maa ty til Provinsen for at faa sit sidste Arbejde at se fra Scenen?"

Iøvrigt roser han stykket – man havde nær sagt: mærkelig nok – men håner til gengæld spillet ganske ubarmhjertigt:

De to Rollehavende, der gjorde deres Sager bedst, var i anden Akt en Maane i Bagtæppet, hvis Diktion var fuld af Poesi, samt i første og tredje Akt en Gyngestol, som – skønt den hele Tiden spillede med Ryggen mod Publikum – agerede forbløffende naturligt og levende.

Han fik imidlertid svar på tiltale af Fyens Stiftstidende, som samme dag, den 1. december, skrev:

Asgaardsrejens Premiere iaftes er allerede i de fleste større københavnske Morgenblade for idag Gjenstand for telegrafisk Omtale. Omtalen er gjennemgaaende særdeles velvillig. Kun eet Blad finder sig foranlediget til paa en yderst haanende Maade at omtale Gaarsaftenens Premiere-publikum og i øvrigt med et Par Flovser at affærdige Spillet. Behøver vi at sige, at Bladet er "Politiken", hvis "Kritiker" iaftes var den bl.a. fra sin kortvarige Virksomhed som "Sceneinstruktør" paa det kgl. Theater kjendte Hr. Sven Lange, som forøvrigt forsvandt fra sin Plads i Theatret iaftes, før 3. Akt begyndte."

Henrik Pontoppidan kastede glans over aftenen ved at være til stede. Fyens Stiftstidende fortæller, at han "beskedent havde taget Plads tilbage i 2det Parket." Der var flere fremkaldelser, og publikum søgte "øjensynligt at kalde Pontoppidan frem. Det skete imidlertid ikke, hvorimod Direktør Walther paa Forfatterens Vegne for aabent Tæppe bragte Publikum Forfatterens Tak." Udover disse forskellige notitser bragte Fyens Stiftstidende en lang egentlig anmeldelse på forsiden, som var særdeles anerkendende både overfor stykke og spil.

Pontoppidan fik dog Asgaardsrejen på scenen også i Hovedstaden, hvor det havde premiere på Folketeatret den 26. januar 1907. Men det gjorde ikke lykke og måtte tages af plakaten efter få opførelser.

Henrik Pontoppidans forsøg på at få foden indenfor på Det kongelige Teater glippede. Men der er jo noget, der hedder nemesis. En halv snes år senere var Pontoppidan Nobelpristager, og så fik piben en anden lyd. Nu var det Einar Christiansen, som "indsendte" sine skuespil til Pontoppidans bedømmelse, og Pontoppidan svarede på det elskværdigste. Man kan vanskeligt – når man kender forhistorien – bare sig for et smil, når Pontoppidan tager dramatikeren Einar Christiansen under behandling og – i et brev af 13. november 1919 – lægger stykket – Kvartet – på sin kritiske guldvægt med det resultat, at det "fængsler mere ved sin Dialog end ved sine Karakterskildringer", mens han må erkende, "at Stykket ikke helt tilfredsstiller mig som Drama."

Kasseringen af Asgaardsrejen pynter ikke i Det kongelige Teaters annaler – så lidt som på Einar Christiansens regnebræt. Det er altid misligt, når en person i en offentlig stilling misbruger sin magt til at spænde ben for en kollega og eventuel konkurrent. Man tænker uvilkårlig sit, hvor Einar Christiansen i sine erindringer taler nedsættende om Otto Borchsenius og hans "vidtsvævende" erklæringer. Han burde hellere, mens tid var, have mærket sig hans advarende ord i censuren over Asgaardsrejen: "Erfaringen har jo ogsaa vist det – i mange Henseender – ukloge i at stænge noget digterisk Arbejde ude af andre Grunde end de digteriske eller tekniske."

Men advarsler er som bekendt til for at overhøres.