Forskertse sit gode Navn

Enetale

Mandag.

Da jeg i Aftes i Nationalteatret overværede Opførelsen af Einar Christiansens nye Stykke, Modne Mænd,1 frem for Alt da jeg saa' Olaf Poulsen med sin flove Opfattelse og Udførelse af den podagristiske Grosserers Rolle træde det i Forvejen ikke synderligt svulmende Digterværk endnu fladere – kom jeg til at tænke paa, hvor lidet det medfødte Talent, ja selv den geniale Ævne betyder for at naa noget stort som Kunstner, særlig i et lille Land som Danmark. Jeg kunde fristes til at sige, at selve det kunstneriske Talent saamænd er den mindste Del af Sagen, hvor uundværlig den unægtelig er. Flid i almindelig Forstand betyder heller ikke stort; den er blot Ærgærrighedens Værk, og den slappes derfor oftest, saasnart den første Modstand er brudt, det første Maal naaet. Men dette første Maal, der i saa mange Tilfælde bliver det endelige, naas i et lille, kunst- og literaturinteresseret Land som vort saa grumme let og hurtigt, undertiden næsten straks. Naar man ikke netop hører til de banebrydende, revolutionerende Aander, der saa at sige er fødte som Modsigelsens Tegn, bliver ethvert, nogenlunde vellykket kunstnerisk Forsøg som oftest modtaget med almindelig Velvilje. Men Talentet fordrer Modstand for at kunne udvikle sig. Frembyder den sig ikke af sig selv, maa det søge den, vække den, opirre den. Det maa ved Overmod og allehaande Udæskning tiltvinge sig den Kamp, uden hvilken det vilde dø en hurtig og ynkelig Straadød. Men selv dette hjælper ikke i Længden. Endog saadanne der ved deres første Optræden af en eller anden Grund mødtes med Uvilje, med Tavshedens Kulde, maaske endog med Forargelse, bliver forholdsvis hurtigt akcepterede'1. Endnu før de rigtig har forstaaet sig selv og deres Ævners'2 Art og Rækkevidde, er de i det almindelig[e] Omdømme blevne Avtoriteter paa deres specielle Omraade. I de Overdrivelser eller Svagheder, som i Begyndelsen vakte Anstød, sér Publikum efter kort Tids Forløb kun en Charme mere. De komplimenteres af Etatsraaderne og risikerer en skøn Dag at overraskes af en Udnævnelse til Professor. Der er en gammel Historie om en Nar, der af en lige saa venlig som vittig Fé fik den Gave at være det aandrigste og mest indtagende Menneske paa Jorden – men kun for et Tidsrum af fem Aar. Efter den Tids Forløb skulde han atter blive den Dosmer, han hidtil havde været. Det siger sig selv, at Manden gjorde stor Lykke, baade hos det stærke og det smukke Køn; men glad var han desuagtet ikke. Han gik i en stadig Rædsel for det Øjeblik, da Femaaret udrandt, og han atter skulde vise sig for sine Beundrere i hele sin Aands gamle Armod. Men han havde ikke behøvet at frygte. Hans beundrende Vennekres bemærkede nemlig aldeles ikke Forandringen. Ganske som hidtil bedaarede han ved sit Ord og sin Fremtræden Enhver, der kendte hans Ry, og da den gamle Nar omsider døde, fulgtes han til Jorden af en grædende Nation.

Denne gamle Historie vil gentage sig indtil Dagenes Ende.

– Den, der ikke vil sé sit Talent forsumpe, maa selv sørge for at undergrave sin Avtoritet, maa stadig forskærtse sit gode Navn hos Publikum, ødelægge sin vundne Position, ubarmhjærtigt afryste Venner og Beundrere, maa ligesom hvert Øjeblik paany begynde paa bar Bund for igen ved egen Kraft at vinde frem til fornyet Sejr for sig selv og sin Sag. Kun saaledes holder man sit Talent ungt, sin Vilje varm. Ja, denne evigt vekslende Ødelæggelses- og Genoprejsningstrang er selve det bankende Ungdomsblod i Talentet og Viljen. Hvor dette Blod fattes, tørres selv de største Ævner hen, endnu før de faar sig udfoldet. Deraf forklares, at et uomtvisteligt Talent som Einar Christiansen, der i sin Tid aabenbarede en mærkeligt medfødt dramatisk Ævne, saa hurtigt faldt til Ro som anerkendt Teaterskræder. Dette maa vel ogsaa forklare, at et oprindeligt Geni som Olaf Poulsen ikke længer er, hvad han var, det, hvortil han i sin Tid tegnede. Man har i de senere Aar oftere og oftere maattet spørge sig selv, om han nu ogsaa virkelig endnu er den store Skuespiller, han har Ry for at være. I Aftes tvivlede jeg.

H. P.

Gå videre til den næste enetale

 
[1] Modne Mænd: denne "Komedie i 4 akter" havde premiere på Det kgl. Teater 11.3.1897 m. forf. selv som instruktør bistået af Julius Lehmann. Stykket gik i alt ni gange til og med den 22.4. tilbage
['1] akcepterede < aKceptereed tilbage
['2] Ævners < Avner tilbage