Henrik Pontoppidans femme fatale-skikkelser
Uddrag af Sorte damer (1990) med indledning (2018)
Indledning
Forestillingen om den fatale kvinde (la femme fatale), den på én gang afvisende og syndigt fristende kvinde, lunefuld og magtfuld og frem for alt spændende og fascinerende – og ikke mindst netop skæbnesvanger at møde – udfolder sig i dansk litteratur først fra romantikken og fremefter – når der ses bort fra folkevisernes elverpiger. Den kulminerer i slutningen af forrige århundredskifte (fin de siècle) over hele Europa både i litteratur og billedkunst, og i Danmark findes den fuldt udfoldet hos f.eks. den symbolistiske lyriker Sophus Claussen (1865-1931), hvis nuancerede billedrække af sådanne kvindetyper er sammenlignelige med den østrigske maler, Gustav Klimts (1862-1918) strålende og dæmoniske kvinder. Dette enten det drejer sig om den tilsyneladende uindtagelige Diana (opkaldt efter jagtens gudinde), den uimodståelige og livsfarlige Judith, der ombringer sin elsker, eller om den uartige og fristende skøge. Dybdepsykologen Carl Gustav Jung (1875-1961) mente at kvinderækken var udtryk for en såkaldt archetype og benævnede dens varianter "negative animaprojektioner", dvs. levendegørelse af mandens indre kvindebilleder, anskuet med både frygt og fascination – og modsvarende de såkaldt "positive animaprojektioner", således at den kyske Madonna paralleliseres med Diana og biblens sexuelle og moderlige Eva paralleliseres med skøgen. Med brugen af den jungianske term "animaprojektioner" er det selvfølgelig ikke hensigten at påstå, at disse kvindetyper i kunsten udelukkende skulle afspejle mandlige drømmebilleder. De fandtes og findes givetvis også som rollemodeller i virkelighedens verden. Jungs typeindeks varieres og udbygges i bogen p. 49. Hvilken bog? Din? Skal vi så ikke skrive "min bog"?Den mere enkle typificering "Diana eller is-jomfru", "Judith/Salomé" og "hetæren/skøgen" illustreres ved Claussen-digte og Klimt-billeder på bogens første sider: Gustav Klimt, Wasserschlangen (1904-07), jf. Sophus Claussen, "Se, jeg mødte paa en Gade", 1895, (Danske Vers 1912), Gustav Klimt, Judith I (1901), jf. Sophus Claussen, "I Paris", 1900, (Djævlerier 1904), Gustav Klimt "Goldfische" (1901-02), jf. Sophus Claussen, "Sorte Blomst", 1901, (Djævlerier 1904). Eksempler fra danske forfatterskaber ud over den omtalte Sophus Claussens, findes hos Oehlenschläger, Aarestrup, H.C. Andersen, Christian Winther, J.P. Jacobsen, Georg Brandes (og hos Henrik Ibsen i hans sene dramaer) – og såmænd også hos Henrik Pontoppidan (1857-1943), der således skriver sig ind i en længere og bredere tradition med en særlig opblomstring omkring forrige århundredskifte.
Pontoppidan besad gennem hele sit forfatterskab i enestående grad en evne til at forblive sig selv og fortsætte en etisk diskussion med sig selv, samtidig med at han skildrede afvekslende historisk og socialt genkendelige tilstande i Danmark. Og dog var han også i stand til at inkorporere nye tidsstrømninger i sine værker, heriblandt århundredskiftets interesse for mystik (Lykke-Per) og vitalisme1 (De Dødes Rige). Han har således også et par femme fatale-skikkelser i sine store romaner i tidstypisk og ikke mindst realistisk udformning. Det drejer sig om den sexede og beregnende Nanny i Lykke-Per (1898-1904), der både er særdeles raffineret og særdeles kropslig og om Jytte Abildgaard fra De Dødes Rige (1912-16), der selvfølgelig er smuk, men også gennemreflekteret – og i øvrigt – i modsætning til Nanny, der nyder sin leg med mændene og sin magt over det modsatte køn – dybt ulykkelig over sit eget vægelsind, der nødvendigvis også må gøre bejlerne ulykkelige. Vi står således overfor en Diana-skikkelse, hvis kærlighedspotentiale er låst inde i hende selv og en skøge/dulle-skikkelse med et anstrøg af vulgaritet, der nyder både at lokke og skuffe mændene.
De to kvindeskikkelser er omtalt i nærværende uddrag af Sorte Damer. Mine gamle overvejelser over femme fatale-temaet blev aktuelle for mig, da jeg for nylig anmeldte2 Rasmus Vangshardts Pontoppidan-bog, Livets febrile hemmeligheder (2017) og i denne forbindelse fandt det nødvendigt at opponere mod hans sidestilling af den kvindelige hovedperson i Thomas Manns novelle "Der kleine Herr Friedemann" (1896/1898) og Jytte Abildgaard. Begge kvinder er ganske vist varianter af den ved århundredskiftet og lidt senere yndede femme fatale-race, men således at Thomas Manns Lübeck-frue er kold og ondskabsfuld, mens Jytte er et offer for sin egen refleksionssyge, ubeslutsomhed og længsel – og simpelthen angrer den smerte, hun har tilføjet især Torben Dihmer.
Pontoppidan har i øvrigt også helt andre kvindetyper, karakteristiske for tiden omkring forrige århundredskifte, der passende og pædagogisk kan illustreres med samtidige malerier. Det drejer sig først og fremmest om den emanciperede Jakobe, der er intelligent, målbevidst og sensuel. Og endvidere om naturkvinde Meta fra De Dødes Rige, der ved romanens slutning sidder omgivet af egne og fremmede børn i et naturparadis, og som i sin enfoldighed blev langt lykkelige end den kloge Jytte. Naturkvinder af samme art skulle i nogen tid fremover komme til at dominere den danske litteratur bl.a. hos Johannes V. Jensen og Thøger Larsen. – En velegnet kunstnerisk fremstilling af den emanciperede kvinde, som vi møder hende i Jakobes skikkelse kunne være Jens Ferdinand Willumsens (1863-1958), En Bjergbestigerske (1902-04). Og naturkvinden som en moder jord i pagt med elementerne træffer vi hos fynbomaleren Johannes Larsen (1867-1961) i Morgensol (1923).
Uddrag af Sorte damer
Henrik Pontoppidan har skabt to kvinder af femme fatale-racen: den yppige og beregnende jødinde Nanny, der har et let anstrøg af vulgaritet, og som er søster og modsætning til den slanke, nervøse, intelligente og brændende lidenskabelige Jakobe – fra Lykke-Per (1898-1904). Hun er absolut af havfrue-skøge-typen, aldeles hjerteløs, for ikke at sige ligefrem perverteret grusom. Per er et par gange på nippet til at falde for hende, men får sig besindet i tide, og hendes forfatter har ganske afgjort ikke kunnet lide hende. I modsætning til de ovenfor omtalte femme fatale-skildrere er han ikke det mindste betaget af sin egen figur – kun forundret.
Den anden femme fatale hos Pontoppidan er den kølige og gådefulde Jytte Abildgaard i De Dødes Rige (1912-1916), der på én gang kysk og tiltrækkende – omgivet af Diana-allusioner – skrider gennem bogen, og som ved sin ubeslutsomhed i erotiske anliggender spreder mindst lige så megen ødelæggelse om sig som Nanny, men mærkeligt nok får fuld tilgivelse af Pontoppidan, der er lige så optaget som hendes tilbedere – der trods hendes tilsyneladende urokkeligt afvisende væsen alligevel har modtaget små vink, der berettiger dem til at håbe – af at forsøge at udgrunde, hvad der driver hende til denne besynderlige opførsel, eller måske rettere hindrer hende i en mere normal og lykkebringende – for sig selv og omgivelserne.
Jytte Abildgaard får, som allerede nævnt, mærkværdigvis absolution for alle de gange, hun vækker håb hos en mand for kort efter at skuffe ham, uden at læserne til bunds forstår hendes bevæggrunde. Muligvis bærer hendes forfatter og til dels hendes læsere ganske enkelt over med hende, fordi hun selv er dødsens-ulykkelig.
Også hos Pontoppidan er femme fatale-skikkelsen således spaltet i to: skøgen og Diana. Mellemformen findes ikke, men som det i øvrigt altid er tilfældet, indeholder begge yderformer kim til sin egen polære modsætning. Nanny er ingenlunde rent instinkt, men tværtimod beregnende og fej, og Jytte Abildgaard ville så frygtelig gerne hentes ud af sin kølige isolation.
Forfatterens motiv til at skildre disse kvindetyper har sandsynligvis været det enkle, at de faktisk fandtes i temmelig stort tal omkring århundredskiftet, og at de derfor selvfølgeligt måtte forekomme i naturalistiske romaner, der oven i købet var brede sædeskildringer. Den fascination 117 af typen, der f.eks. findes hos J.P. Jacobsen, mangler ganske hos den renfærdige Pontoppidan.
Første gang, vi præsenteres for Nanny, er ved et karneval, hvor hun er forklædt som snedronning. Det er imidlertid ikke dragtens associationer til kulde og urørlighed, der er mest iøjnefaldende, men derimod fantasikostumets muligheder for at vise krop. Hun er lidt for yppig og lidt for nedringet, men absolut erotisk lokkende. Hendes dragt har ikke alene – som Edeles3 – en svag mindelse om dårlig smag, den er simpelt hen udtryk for dårlig smag, og dette er ingenlunde som hos den fuldt beherskede og overmåde bevidste Edele et raffinement, men et eksempel på en nouveau riches vulgaritet.
Det er imidlertid næppe et tilfælde, at hun just er forklædt som snedronning, for hun ejer ikke følelse i livet. Derimod masser af sex, som hun ikke alene hensynsløst bruger til at manipulere sine mandlige omgivelser med, men som hun også på næsten sadistisk vis har fornøjelsen af at anvende til at volde skade med:
Hun, hvem Faderen i god Tro kaldte "Normalbarnet", fordi hun altid havde blomstret som et Billede paa selve Sundheden, havde altid gjort sig en unaturlig Fornøjelse af at anstifte Ulykker. Allerede paa Skolebænken havde det moret hende paa underfundig Maade at bringe sine Kammerater i Fortræd, og hun var neppe bleven halvvoksen og havde faaet lidt runde Former, før hun drev det som en Sport at sætte Splid imellem Forlovede ved at vække den kvindelige Skinsyge. Og denne Skadeglæde var saa meget mere ondartet, som hun i sin Fantasiløshed4 sjelden anede Omfanget af den Fortræd, hun voldte. (LPB II, 15, 164)
De sadistiske træk hos Nanny er også med i spillet, da hun som nygift lægger an på søsterens forlovede Per under et ophold i Rom, og ligeledes hendes sikre viden om egen sexualitets virkning og heraf afledte strategi. Det lykkes hende at trække Per ind på et overfyldt torv, hvor trængslen gør det nødvendigt, at de klamrer sig til hinanden, og Nanny må løfte godt op i den lange kjole – på grund af gadesnavset. Det trækker op til slagsmål blandt de lokale mænd, og Per bliver ganske underlig til mode ved at iagttage Nannys påfaldende interesse for begivenhederne:
118 Hun var skiftevis rød og bleg, og hendes Læber sitrede. Det var heller ikke til at tage fejl af, at hun efterhaanden aldeles glemte, at det ikke var Dyhring [ægtemanden], hun holdt under Armen, saadan knugede hun sig ind til ham, hver Gang de knyttede Hænder derinde i Kresen løftedes.
"Mon de vil stikke med Dolke?" hviskede hun. (LPB II, 15, 162)
Nanny er nok dejlig af krop, men hendes udfordrende udringninger slipper ikke for en forfatterbemærkning om hendes "overfyldig Barm" (LPB II, 15, 159), og hendes gang røber hendes beregnende karakter. Den er "kattelistende" (LPB I, 9, 311), og "atter var der noget egent underfundigt i den Maade, hvorpaa hun endelig luskede henover Gulvet paa sine bare Fødder". (LPB I, 9, 313)
Hun er da også idel beregning i brugen af sine dejligheder og dikteres her ikke alene af skadeglæde, men også af hævnlyst:
Hensynet til Jakobe bekymrede hende ikke. Hun havde i sin Forkælethed aldri kunnete tilgive Halvsøsteren, at denne ikke som alle andre vilde lade sig bedaare af hende, men endog ret ofte ganske aabent havde tilstaaet, at hendes falske og behagesyge Væsen var hende imod. (LPB II, 15, 164)
Desuden har Nanny aldrig nogen sinde tilgivet Jakobe, eller for den sags skyld Per, at han valgte hende og ikke Nanny. Derfor det glimt af had, Per pludselig til sin vantro forfærdelse ser i hendes øjne, mens hun ellers gør sig de mest veltilrettelagte anstrengelser for at bedåre og forføre ham, eller – helt præcist – for at få ham således følelsesmæssigt i sin hule hånd, at hun vil have mulighed for at ramme ham meget hårdt ved at nægte ham den sidste gunst.
Hun er godt klar over, at flirten ikke er helt ufarlig for hende selv (hun har altid været ukompliceret sexuelt tiltrukket af Per og hans kraftige legemsformer), men er dog ret overbevist om, at hun kan redde sig uskadt i land i tide:
Hun følte godt, at Spillet […] var ret voveligt for hende. Men dette ydmygede hende ikke længer – det forhøjede blot Spændingens Nydelse. Nogen overhængende Fare mente hun da heller ikke, at der foreløbig var. Om det ogsaa enkelte Øjeblikke kunde syde i hende af Lyst til at slaa Armene om hans Hals og smage paa hans røde Mund, faldt det hende dog ikke ind at gøre det. Dertil havde hun stadig sin Overlegenhedsfølelse alt for kær. Den Tanke for Alvor at være Dyhring utro laa hende i det hele fjern. (LPB II, 17, 229)
Det sidste skyldes bl.a., at hun har sin sociale prestige i sigte som hustru til den i fremtiden sandsynligvis berømte journalist. Med andre ord, trods umiskendelig erotiske anlæg forstår hun at beherske sine instinkter, fordi hun først og fremmest ønsker magt og beundring. Imidlertid er der en dybereliggende psykologisk grund til hendes opførsel:
Ganske hensigtsløs var hendes fortsatte Leg med Per alligevel ikke. Hun kunde endog sige, at hun havde en rimelig og fornuftig Grund til den. Hun vidste fra lignende Tilfælde, hvor en Mand havde faaet et større Herredømme over hende, end hun brød sig om, at dersom det blot kunde lykkes hende at lokke ham helt hen til den farlige Afgrund og her se Svimmelheden gribe ham, vilde det i samme Øjeblik være forbi med hendes egen Betagethed, hendes egen Lyst vilde dermed fuldtud tilfredsstilles, og hun kende med Sindsro se ham dumpe. (LPB II, 17, 229-30)
Hendes – sadistisk prægede – lyst tilfredsstilles ved mandens åndelige overgivelse, og da hun betragter kærlighedsforholdet som en magtkamp med kun en vinder, ønsker hun ikke selv at hengive sig – eller tør ikke.
Jakobe har gennemskuet hende – både hendes skadelyst over for andre og hendes egen fejhed over for sexualiteten:
Hun kendte sin Søster og vidste, at for hende bestod Nydelsen ved en Kærlighedsleg fornemmelig i at gøre sin Tilbeder skinsyg. Hun vidste ogsaa, at Nanny af en vis fejg Frygt for at blive overmandet af sine Følelser bestandig søgte Ly i andre Mænds Beundring. (LPB II, 17, 244)
120 Nej, Pontoppidan har bestemt ingen svaghed for fatale damer med skøge-lader, men nok psykologisk nysgerrighed. Per tiltrækkes heller ikke umiddelbart af dem, men et par gange er han trods alt ved at falde for sin forførende svigerinde. Derfor falder han også ind i den jargon, en femme fatale forventer at blive tiltalt i:
Skulde jeg maaske lyve for Dem, kære Svigerinde, og sige, at jeg ikke ansaae Dem for den mest fuldendt skønne … den mest forbryderisk farlige Kvinde, jeg har mødt? (LPB II, 17, 232)
Men dette er simple forførertricks for at smigre damens forfængelighed. Per har absolut ingen underkastelsestrang og ønsker på ingen måde at komme til for alvor at lide under en femme fatales luner. Han har ikke sans for den blanding af fryd og smerte, hun vil frembringe, og han er ikke på nogen måde draget af mystikken hos Nanny, kun af hendes krop. Ifølge hendes forfatter er det selvmodsigende i hendes opførsel, der måske kunne virke gådefuldt set udefra, fuldt ud forklarligt. Det skyldes forfængelighed, magtbrynde, hævngerrighed, evne til beregning, følelseskulde, fejhed og lidt grusomhed.
I ét tilfælde kommer hun til at drive spøgen med tilnærmelse og tilbagetrækning for vidt – det må skyldes hendes tidligere nævnte mangel på fantasi, jf. citatet ovenfor – og en ung tilbeder begår selvmord med offentlig skandale til følge. Per erfarer dette, mens han både åndeligt og fysisk er ved at trække sig tilbage fra det Salomonske hus, og han føler sig reddet fra en afgrund ved at have modstået den nu forhenværende svigerinde,
Nanny hvis nøgne Arme for ikke mange Uger siden havde omslynget hans egen Hals! Med en Fornemmelse som krøb der ham en Slange ned ad Ryggen, læste han Beretningen til Ende (…) Han saae sig selv i hin Nat for længe siden, da han flyede bort fra fru Engelhardts Seng, grebet af Væmmelse ved de Glæder, som Skøgerne skænker. (LPB III, 22, 143)
Og dette er både forfatterens og Pers dom over kvinder af Nannys art. – Men Per rummer jo også en "middelalderlig Klosterbroder", og hans smag i kvinder går egentlig i retning af det kyske og jomfruelige: sødmen og friskheden hos hans uskyldige nyboderkæreste Franziska eller 121 Jakobes fornemme jomfrutrods, som han ønsker at kunne forvandle til jordisk elskovsjubel, og sluttelig hustruen Ingers skære kyskhed. – At Jakobe senere viser sig at være ikke så lidt mere lidenskabelig og faktisk føles for erotisk krævende for ham, er en anden sag og et tegn på, at hun virkelig er en sammensat naturalistisk kvindeskikkelse og ikke en forud dannet type i mænds hjerner.
Hendes umiddelbare, naturgroede sexualitet står som sagt i modsætning til søsterens beregnende forførelseskunster. – Nanny har imidlertid den fordel at falde sammen med det datidige svulmende kvindeideal, mens Jakobe er alt for slank og spædbarmet. Samtidig mangler hun fuldkommen Nannys og andre fatale kvinders evne til at betragte sin egen krop udefra og sætte sig selv i scene. Da hun opsøger sin forlovede Per på hans lange udenlandsrejse i den hensigt dristigt at hengive sig til ham, forsøger hun at pynte sig med en hvid krave, der imidlertid misklæder hende. Men værre går det dog ved hendes og Pers officielle forlovelsesfest, hvor hun bærer en ny kjole, der på det uheldigste fremhæver den manglende barm. Nanny sørger for i forvejen at gøre Per opmærksom på, at søsteren vil være iført en ny kjole, der sikkert er efter hans smag, når hun viser sig, og har megen succes med sin
underfundig anbragte lille Sprængmine. Per blev pludselig ganske graa i Ansigtet af Raseri.
Jakobe havde nemlig haft det uheldige Indfald at lade sin Kjole sy med et endog temmelig dybt udskaaret Liv, hvad hun absolut ikke havde Figur til. Den erotiske Betagethed, hvori hun havde ventet sin Brudgom, tilligemed visse, lykkelige Erindringer fra deres Elskovsmøde havde forledt hende til denne Ubesindighed; men hun ramte her Per paa hans mest følsomme Punkt. Han havde lagt mærke til, at et Par Herrer havde trukket paa Smilebaandet af hende, da hun kom ind, og han vilde derfor i Begyndelsen slet ikke se til den Side, hvor hun var. (LP II, 17, 235)
– Stakkels Jakobe har Sein men ikke Schein. Forfatterens beundring og medlidenhed er imidlertid fin og nænsom – man havde nær sagt ridderlig.
Angående tilfældet fru Engelhardt er det ikke ganske sikkert, at Pontoppidan deler Pers fordømmelse. Hun er den første kvinde, der hengiver sig til Per. Ganske vist forårsager hun også en af hans medbejleres 122 død. Ikke desto mindre virker det meget overraskende på læseren, at Per efter sin første elskovsnat – hvor han endnu ikke kender til det omtalte selvmord – skælder den konsternerede frue ud, som dog ikke har haft andet til hensigt end gavmildt at dele de sexuelle glæder med ham. I det hele taget virker fru Engelhardt langt mere umiddelbar – og umiddelbart sanseglad – end Nanny – og ikke det mindste grusom – bare letsindig. Så mon det ikke her er "den middelalderlige Klosterbroder", der er på spil snarere end forfatteren selv? Derimod er der ingen tvivl om forfatterens fordømmelse af Nanny, jf. alle de negative forfatterbemærkninger om hende citeret ovenfor og den kendsgerning, at Nannys snehvide elegante kostume mod slutningen forvandles til en parodisk udklædning – med blafrende englevinger på hatten – da hun efter søsterens brudte forlovelse løber omkring og i helt tydelig ondskabsfuld hensigt fortæller alle og enhver, at det er Jakobe, den stakkel, der er blevet så skammeligt bedraget. – Én undskyldning har hun dog: angst for hengivelse og for på denne måde at komme i en andens magt.
Over dette sidstnævnte motiv har Pontoppidan bygget en hel figur, Jytte Abildgaard i De Dødes Rige (1912-16). Når Pontoppidan fatter interesse for, og medfølelse med, en fatal dame er det karakteristisk nok en Diana-type.
Hun vandrer kysk og utilnærmelig – og dødsensulykkelig – gennem hele værket og spreder frustrationer om sig, hvor hun kommer frem. For selv om forfatteren gerne vil have os til at tro, at hun absolut intet gør for at tiltrække alle de beundrende mænd – hun er f.eks. så kysk og ligegyldig for sit udseende, at hun forsmår det lille toilettefif med en ekstra hæl under skoen, der ville have erstattet hende de manglende tommer i højden, men ellers fuldendt skøn – så evner hun på en eller anden måde ved små nuancer i sit væsen og sin tale at give både den ene og den anden et i og for sig begrundet håb for bagefter at sende dem skuffede bort – nogle skuffede til døden som Torben Dihmer og pastor Gaardbo. Den første har hun givet ægteskabsløfte, men trækker det i panik tilbage, provokeret af, at han i al uskyldighed viser billeder frem fra sin gård, Favsingholm, hans og Jyttes fremtidige hjem. Det får hende til vagt at føle, at han vil besidde hende. Dette forklarer Pontoppidan læseren, men for Torben forbliver hendes foranderlige holdning over for ham ubegribelig. Pastor Gaardbo er hun lige ved at falde om 123 halsen og jublende genkende som sin længe savnede åndelige tvillingebroder. Men under samtalen, der reelt er et frieri, skifter hendes sindsstemning så brat og så ofte som følge af små nuancer i hans tale og fremfærd, at hendes første imødekommenhed og sluttelige afslag må virke højst besynderligt for ikke at sige uforklarligt på ham.
Faktisk er hendes opførsel ved denne lejlighed nogenlunde forståelig for læseren, men altså ikke for stakkels pastor Gaardbo, der – meget naturligt for en præst – kommer til at berøre kristne strenge, hvad der absolut ikke passer datteren af en radikal minister og igen får hende til at føle, at noget fremmed og uvedkommende er ved at tage bestemmelsen over hendes liv.
Men også for sig selv er hun en gåde. Navnlig forstår hun slet ikke, og er ved at fortvivle over, sin egen opførsel over for Torben, som hun har stor agtelse for og flere gange er lige ved at tro hun elsker.
Frigid i sexuel forstand er hun på ingen måde, som hendes sluttelige hasarderede ægteskab med en anløben maler og skørtejæger viser. Hans forførelseskunster har simpelt hen tændt hendes sanser i brand – og bagefter foragter hun sig selv for det. Hendes følelser har ikke været berørt – og kan næppe berøres, lige meget hvor inderligt hun ønsker det. For manden, Karsten, har hun slet og ret været ædelt vildt, dels på grund af sin socialt høje stilling som formuende ministerdatter – han er kommet fra yderst ringe kår – og dels og ikke mindst som den uopnåelige jomfrudronning, som det endnu ikke er lykkedes nogen anden at erobre:
Trods den korte Afsked gik Karsten From derfra med et tilfreds Smil om Munden. Han havde ikke ladet sig narre af hendes Ro. Gennem hendes afsnuppede Sætninger havde han mærket den hurtige Puls og Tankernes Forvirring. Ogsaa Kindernes Varme havde røbet hende trods den opslaaede Pelskrave. "Hvilken Vending ved Forsynets Styrelse", tænkte han. Endnu for faa Timer siden havde han troet at være nødt til at opgive den dristige Erobring. Nu skred han til Værket i en Rus som en passioneret Jæger, der omsider har indringet et ædelt Stykke Vildt og stiller sig paa Post med Blodet bankende af Forventning. (DDR II, 55 = DDRB II, 5, VI, 75)
Man plejer at forklare hendes besynderlige opførsel med, "at hun ikke kan elske", men det er i og for sig ingen forklaring, blot en konstatering. 124 Hun skal i bogens sammenhæng forstås som et symbol på den radikalisme, der udelukkende har dyrket rationaliteten, men glemt at tage hensyn til menneskets følelsesside. Men det er heller ikke hele forklaringen på Jytteskikkelsen. Til det formål havde den gamle høvding, Enslev, været tilstrækkelig: viljesmennesket, som kun har oprørets lidenskab, men til gengæld i fuldt mål, og som ender med at dø, frysende og ensom, i sin alt for store lejlighed med sin gamle elskerinde ved sin side, hun der for længst er degraderet til tyende. Og som han end ikke henvender et par venlige ord til på dødslejet.
Faktisk gives der nogle andre tilløb til forklaringer på Jyttes Diana-natur i bogen, om end ingen af dem strækker helt til. Men det er som sagt tydeligt, at hun trods en opførsel, der i almindelighed ville kaldes hensynsløs eller følelseskold, har forfatterens ømhed og sympati.
Han karakteriserer hende således:
Til nogen fornyet Erklæring [dvs. et frieri fra Torben] kom det dog aldrig. Der gemte sig bestandig paa Bunden af Jyttes frimodige Væsen en hurtig vakt Skyhed, som i det afgørende Øjeblik holdt ham Ordet tilbage. Der var i denne underligt bange Tillidsfuldhed noget, der ofte fik ham til at tænke paa saadanne halvtamme Raakid, som man kan træffe i Nærheden af Skovfogedboliger, – der flygter saa snart man nærmer sig, men følger efter, naar man gaar bort. (DDR I, 33 = DDRB I, 1, V, 44)
Det "frimodige Væsen" består blandt andet i en frisindet tone, som hun i modsætning til de fleste unge piger i samtiden tillader sig – også over for mænd. Der er altså noget drengeagtigt kækt ved hende, samtidig med at der er noget inderligt forskræmt, så snart en mand for alvor vil have hende. – Efter at Torben har trukket sig tilbage til Favsingholm, forfølges han af hendes ligefrem angstfyldte øjne, som han fik at se, da han vovede at fri til hende for anden gang. Hendes dominerende karaktertræk er skyheden – hun er altså en tydelig Diana – men samtidig foretager hun uafladeligt den klassiske femme fatales dobbeltbevægelse over for mændene: flygter, når de vil have hende, og nærmer sig, når de ikke åbenbart viser deres hensigter, som det fremgår af råkids-karakteristikken i citatet ovenfor. På denne måde forbliver forholdet uafgjort. Det kan simpelt hen hverken komme den ene eller den anden vej, fordi mændene trods alt hele tiden forsynes med en 125 smule håb og således ikke kan formå sig selv til at rive det sidste bånd over.
Her er ikke tale om et tidstypisk kvindeligt koketteri, der i et gunstigt øjeblik vil ende med en overgivelse, men om at hun gerne vil, men ikke kan give sig hen – heraf det underligt tillidsfulde, som også findes hos hende.
Hun venter simpelt hen på den rette befrier, men han får meget svært ved at trænge ind til hendes væsens kerne, for "Tjørnekrattet" – således benævner hun selv sin instinkt- og følelsesside – ikke alene omkranser hende som en anden Tornerose, men ligger endnu mere ubekvemt inden i hende selv. Og det, hun er bange for, er ikke så meget mændene, der nærmer sig, som netop tjørnekrattet, altså sine egne følelser, hvis bratte svingninger hun heller ikke selv kan forklare sig, og som hun frygter at skue til bunds i: "Og saa var hun dog saa hjælpeløst angst som en lille Pige i en Troldeskov, saa snart det galdt en Afgørelse." (DDR I, 67 = DDRB I, 1, X, 91) Hun sammenligner under det videre tankeforløb sig selv eller måske snarere sin underbevidsthed med:
et af disse tætte, mørke Tjørnekrat, som det var uhyggeligt at se ind i. Saasnart hun selv forsøgte at trænge ind i sit Væsens Urskovs-Dyb, blev hun greben af en Slags panisk Skræk. Der var hverken Vej eller Sti derinde men fuldt af Spøgelser og vandrende Skygger. Og vilde, røde Rovdyrøjne stirrede ud fra Mørket. (DDR I, 67-68 = DDRB I, 1, X, 92)
Når Jytte undertiden hævder at være bange for ægteskabet som institution, fordi hun har set så mange ulykkelige ægteskaber, er dette altså kun en halv og alt for dagklar sandhed:
Hvorfor skulde netop hun blive den ene lykkelige blandt tusinde, hvem Ægteskabet skuffede? Hvad Grund var der til at tro, at det ikke ogsaa engang skulde times hende at sidde som en forpjusket Høne og le af sin lange, dybe Drøm om Lykke? – Men da vilde hun hellere dø. (DDR I, 93 = DDRB I, 1, XIII, 128)
Måske har vi alligevel en ansats til en forklaring her: hun vil hellere drømme end handle og risikere at blive skuffet i virkelighedens verden.
Til at opretholde den erotiske spænding om sin person og altid undlade 126 enhver form for afgørelse tjener hendes lunefuldhed hende glimrende. Den beskrives således af hendes mor:
Som Barn havde hun mest lignet Arvid [broderen]. Hun havde haft hans aabne, paagaaende Væsen, hans stormende Lunefuldhed. Men med Aarene havde det vejragtige i hendes Sind faaet en mere og mere skjult og snigende Karakter. (DDR I, 102 = DDRB I, 1, XIV, 140)
Som barn har hun for øvrigt været noget af en "Havfrue-Unge", der tumlede sig i frygtløs og kåd leg med brødrene i vandet med det lange brune hår flydende efter sig (I, 30). Det havfrueagtige må forstås som den forførende gnist, Jytte har i sit væsen, skønt hun angiveligt i al sin kyskhed intet bevidst gør for at tiltrække mændenes opmærksomhed, f.eks. ved hjælp af klædedragten. Næppe et helt realistisk træk, men et tegn på, at Jytte – når vi ser bort fra det isolerede havfruebillede – ellers så afgjort hører til i den øverste ende af skalaen over de negative animaprojektioner. Hun er og bliver en Diana:
Jytte sad fuldt paaklædt foran Spejlet oppe i sit Kammer. Hun var en af de Brunetter, hvem alting klæder, og som derfor let bliver ligegyldige for deres Udseende. Uden mange Overvejelser havde hun af sit Klædeskab taget en broncefarvet Silkekjole med Underærmer og hvide Kniplinger. I Brystet havde hun fæstnet en Naal med en Safir. Iøvrigt bar hun hverken Ringe eller Smykker. (DDR I, 67 = DDRB I, 1, X, 91)
Bortset fra, at det sidste står i modsætning til tidens smag for overlæsset damepynt, må man sige, at hvis denne påklædning er valgt tilfældigt, er den valgt særdeles heldigt, for den må unægteligt være klædelig til brunt hår og brune øjne.
Som en Diana er hun ikke alene sky over for mænd – endda for at se sig selv nøgen i spejlet (DDR I, 85 = DDRB I, 1, XII, 117) – og ubehageligt berørt over i en avis at se sin fætter omtalt som "den bekendte Kvindelæge" – altså gynækolog, i en grad så hun væmmes ved hans "skamløst nedklippede Negle" (DDR I, 185 = DDRB I, 3, II, 252), en detalje i hans udseende, de færreste ville have skænket en tanke. Jytte tænker således en hel del mere på sex end de fleste andre mennesker – netop fordi hun har et uafklaret forhold til sin egen sexualitet.
127 Hvad er det da, Jytte er så bange for? Det er for nemt at gribe til at sige, at hun lider af sexualskræk, trods de hyppige hentydninger til hendes ubehag ved det alt for legemlige. Når hun bliver betaget af den ganske vist på mange måder uværdige Karsten From, er det netop hendes sanser, der vækkes. Det er snarere følelserne, der på mærkelig måde er indespærret hos hende. Den redningsmand, hun går og venter på, der skal hjælpe hende ud af hendes indre tjørnekrat, skal være identisk med den åndelige tvilling, hendes far på hendes 16-årsdag stillede hende i udsigt, jf. hvad der ovenfor er sagt om århundredskiftets idealforestilling om parforholdet, der består i, at de to parter ligner hinanden, modsat romantikkens – og Freuds og Jungs – ideer om, at forholdet mellem mand og kvinde nødvendigvis skal være anaklitisk, dvs. at de to parter skal supplere hinandens mangler.
Når man omkring århundredskiftet – som Jytte – i stedet begynder at lede efter en partner, hos hvem man kan genkende noget af sig selv, sker det dels, fordi kvinden er ved at udvikle sig fra udelukkende at være køn til at blive menneske, men også fordi den enkeltes ensomhed, fremmed-følelse og i sidste ende følelse af aldrig at blive opfattet og forstået som den, man egentlig er, bliver større. Det er i det mindste nøjagtig sådan, Jytte har det, og derfor leder hun efter en mand, der forstår, at hun inderst inde længes ud af sit bur, til trods for at hendes væsen siger det modsatte, og som selv kender til følelsen af udestængthed. En kort overgang tror hun at have fundet ham i maleren Karsten From, som besidder en kamæleonagtig overflade ligesom hun, hvad der naturligvis vækker hendes nysgerrighed og forleder hende til at vove sig nærmere, end hun har gjort i forholdet til andre mænd. Men hun skuffes hurtigt efter ægteskabets indgåelse af hans absolutte overfladiskhed og manglende soliditet i enhver henseende. Vi må nok en gang spørge os selv, hvad det egentlig er, Jytte er så bange for at finde i sit eget tjørnekrat af uoverskuelige følelser og instinkter. Helt ud kan dette nok ikke besvares. Jytte vil forblive en gåde også for fremtidige læsere, men lidt mere skulle det nok være muligt at nærme sig problemet.
Jytte er bange for, at kærligheden skal binde hende, nedværdige hende og gøre hende afhængig af et andet menneske:
Dagen [hendes forlovelsesdag] havde været fuld af Lykke. (…) Alligevel gjorde hun sig ingen Illusioner. Den Forvisning, der 128 havde rodfæstet sig i hende siden hendes syttende Aar, at naar hun gav sig hen til Kærligheden viede hun sig ogsaa til Ulykken og Døden – den var hun ikke bleven kvit. (DDR II, 112 = DDRB II, 6, IV, 154-55)
Den underkastelse og personligheds-ødelæggende binding til et andet menneske, hun finder implicit i kærligheden, bliver på parodisk vis anskueliggjort i fætterens ægteskab med den flotte Vilhelmine. Én af hans venner har – for at trøste ham i hans ynkelige og bedragne stilling – på grov mandfolkevis erklæret, at samme Vilhelmine blot skulle have været gift med en stor hestepranger, haft et barn hvert andet år – og ind imellem lidt af ridepisken; da skulle hun nok have makket ret og været blevet lykkelig. Fætteren lader naivt betragtningerne gå videre til Jytte, der gyser i sit inderste:
Hvorfor ikke lige saa godt tilstaa det? Tolv Lispund Kød i Favnen og bagefter korporlig Mishandling under en eller anden Form, Svangerskabets ni Maaneders lange Lidelse, Fødslens Radbrækning – eller i Mangel deraf Ridepisken. Saadan var Kvindens egentlige Krav til Manden! Det var dette aldrig stillede Begær efter Nedværdigelse, der var hendes Naturs inderste Trang og blev hendes Skæbne. (DDR I, 201 = DDRB I, 3, IV, 275)
Er Jytte ligefrem bange for at opdage en regulær masochisme hos sig selv? – Under alle omstændigheder bestemmes hendes, for andre at se, lunefulde opførsel ikke af følelseskulde, men af manglende evne til at få følelserne forløst – og et efterhånden desperat ønske om, at det alligevel skal ske. Hun taler selv om – "sit Hjertes blodtørstige Trang til Kærlighed" – og erkender dermed også de ulykker, denne trang medfører for andre:
Nu skulde han [Torben] atter leve i hendes Erindring som et smukt Minde, og saadan var det netop bedst. Lykkeligvis var hun jo snart en gammel Jomfru, der ikke mere vilde blive ført i Fristelse, ikke begaa Mord for at kunne tilfredsstille sit Hjertes blodtørstige Trang til Kærlighed. (DDR I, 108 = DDRB I, 1, XIV, 148-49)
