Marie Pontoppidan

I Moders Dagligstue,

Af Morten Pontoppidan

I har ønsket, mine kjære Søskende, at jeg skulde tale nogle Ord over Moders Kiste, inden den bæres ud herfra. Og jeg skal saa vidt mulig søge at være Tolk for os alle. Jeg vil ikke tænke paa at udtale alt, hvad vi føle ved denne Lejlighed. Gid jeg blot maa kunne sige lidt deraf. Det meste kan slet ikke siges.

Det er Moder, jeg skal tale om. Jeg vil ikke prøve paa at sige, hvor meget vi have holdt af hende. Moder er Moder; der er ingen anden for os, som hun. – Man kan maaske finde Udtryk for, hvordan man elsker sin Ægtefælle eller sin Ven; men hvorledes man elsker sin Moder, kan man ikke sige. Jeg kan i hvert Fald ikke.

Men jeg vil tale om, hvorledes vi have æret Moder og ære hende endnu. "For de graa Haar skal du rejse dig, og ære den gamle og frygte din Gud" hedder det hos Moses. Og dette vil vi opfylde. Vi vil rejse os for Moders graa Haar, inden hun bæres ud herfra. – Og især vil vi tolv gjøre det, – de af 4 os, der er her tilstede paa alles Vegne –; thi vi véd, hvoraf Moders Haar blev graat, og hvorfor hun blev tidlig svag.

Vi synge i en Salme om det Land, "hvor dyrt ikke kjøbes til Krone paa Baar, de snehvide Haar". Men det Land er ikke denne Verden. Her ere de dyrekjøbte, de graa Haar, med hvilke man kan lægge sig som med en Ærekrone paa sit sidste Leje. – Jeg husker Moders Haar, da de vare sorte, og jeg har set dem blive graa. Og naar jeg tænker paa, hvad hun har prøvet i sine Dage, – jeg véd jo kun Besked om lidt deraf, men naar jeg forestiller mig, hvad der er gaaet igjennem hendes Hjærte, – hvad hun har døjet af smaa og store Bekymringer, – hvorledes hun har gjort sig det surt paa mange Maader for os, – naar jeg forestiller mig dette, da faar jeg et Indtryk af, hvad hvert eneste af Moders graa Haar har kostet.

Men saa kan hun nu ogsaa lægge dem med Ære paa det sidste Leje. Og vi, som staa der omkring, særlig vi Søskende, jo ældre vi ere, jo mere vi selv have prøvet, jo mere vi have lært Verden og Menneskene at kjende, jo bedre vi have lært at forstaa os paa Mennesker, des stærkere sige vi: Hæder og Ære være hun, vor Faders Hustru og vor Moder!

Jeg véd, hvad Moder vilde svare, dersom hun kunde svare. Hun vilde sige:

Det er jo dog, o Herre Krist!
min Ære ej, men din forvist!

Thi dette var som et Valgsprog for hende. I hvert Fald har hun to Gange – med Aars Mellemrum skrevet dette Vers i Breve til mig, for at lægge mig det paa Hjærte. Og jeg haaber, at det skal blive ved at ligge der. – Moder søgte ikke sin egen Ære; jeg véd i det hele taget ikke, hvad hun søgte for sig selv.

Men alligevel skal hun have Ære. Jeg vil ikke tale om alt, hvad der kunde nævnes til hendes Ære. Jeg vil holde mig til dette ene, at hun holdt sine Børn saa godt sammen.

Det var hendes Villie at gjøre dette. Og Moder havde Villie. Jeg tænker paa den Tid, da vi store Drenge kom hjem 5 i Ferierne som Studenter. Da var det Moders Villie, at der skulde tages Hensyn til os, gjøres Opvartning paa en saadan Maade, at det maaske nok undertiden gik ud over Søstrene. Dem var Moder tilbøjelig til at regne med under sig selv, naar det gjaldt om at tjene og give og ofre. Men jeg véd ogsaa, at Moder har sagt, at hun vilde det saaledes med os i Ungdommen for at holde os ved Hjemmet. Dermed var det, Søstrene skulde hjælpe hende. Og Moder fik sin Villie. Vi fik aldrig Foden indenfor paa Gjæstgivergaarden eller i Klubben. Der var saa godt og saa frit hjemme, og Moder tog livlig Del i vor ungdommelige Lystighed.

Moder holdt os sammen i Barndommen og Ungdommen.

Og da hun i sin Ensomhed bosatte sig her, begyndte hun igjen at samle os sammen. I disse Aar have flere af os oplevet, at vi kom tilbage til Moder. Vel vare vi aldrig komne saaledes bort fra hende, at vi havde vendt hende Ryggen eller glemt hende; men Forholdet til Barndomshjemmet havde jo dog været løsnet, naar vi kom ud i Verden og havde hver sit at tage vare. Men i de senere Aar begyndte vi at komme her, at gaa ud og ind her, og vi begyndte atter at føle, hvad det var at have Moder. Atter mærkede vi, at det var hendes Villie, at her skulde være godt for os at komme, og atter hjalp jo Søstrene dermed. Ja, vi begyndte ligesom paa ny at vænne os til at have Moder at komme til og tale med og raadføre os med. Vi vare glade, naar vi kunde vinde hendes Bifald, til hvad vi foretoge os. Vi lærte mere og mere at sætte Pris paa hendes erfarne og kyndige Domme.

Og at komme tilbage til Moder var at komme tilbage til hverandre. – Vi ere jo meget forskjellige, vi Søskende, og der skulde en ikke ringe Magt til at forhindre, at vi efterhaanden gik og bleve halvt fremmede for hverandre. Jeg tror ikke, at det ligger til vort Naturel at blive fjendtlige mod hverandre, men maaske nok at blive fremmede for hverandre.

Saalænge Moder levede, var ogsaa den Magt levende, der holdt os sammen. Her i disse Stuer fandt vi hinanden. Og saa vidt lykkedes det for Moder, at vi nu ikke staa ved hendes 6 Kiste som halvvejs fremmede for hverandre, men med en Følelse af, at vi Søskende skulle se at holde sammen.

Jeg vil anføre, hvad Erik skrev til mig, da han forleden meddelte mig, at jeg maatte berede mig paa, at Moder gik bort. Da sluttede han Brevet med de Ord: "Hun har holdt sine Børn sammen, saa længe hun kunde, – nu maa vi prøve paa at holde sammen selv". Disse Ord fandt Gjenklang hos mig, og det er denne Gjenklang, jeg har ladet komme til Orde i, hvad jeg i Dag har talt. Jeg tænker, at vi alle føle, at vor ældste Broder dér har anslaaet en god Stræng, der har Sangbund hos os alle. Og denne Fællesfølelse hos os er Moders Efterladenskab. Støt Eder til den, I, som blive enligt stillede ved Moders Død, idet I ikke som vi andre have Hus og Hjem selv. Støt Eder først og fremmest til Gud i Himlen, ham, om hvem David siger: I Fred vil jeg baade lægge mig og sove, thi du, Herre, skal lade mig bo ene i Tryghed (Salme 4, a). Men trøst Eder ogsaa med den Tanke, at vi, som have et Familieskjød at hvile i, vi have altid en Plads for Eder, ja, vi trænge til Eder, – trænge til at holde sammen med Eder.

Jeg har hidtil henvendt Ordet til mine Søskende. – I andre kjære Slægtninge, som ere her til Stede, I se jo med inderlig Deltagelse Opløsningen af dette gamle Hjem. Og I have jo selv lidt et stort Tab. Ja, I, som vare hendes Søskende eller vare som Søskende for hende¹, I have jo kjendt hende længere end vi. For Eder blive mange gamle Minder levende og fylde Eder med Vemod ved Synet af den kjære Skikkelse, som hviler her. I vare hende trofaste Søskende; men I ville ogsaa give hende det Vidnesbyrd, at hun var trofast mod Eder. Ja, hun var trofast mod alle. Man kunde lide paa hende. Det fornam ogsaa de, der ved Ægteskab kom ind i Børnenes Kreds – Moders Svigersønner og Svigerdøtre –, de mærkede snart, at hun tog dem ind til sit Hjærte og regnede dem for sine egne, og de følte, at de kunde lide paa hende som paa deres egen Moder. Ja, hun var trofast. Det var ikke noget tomt Ord, naar hun sædvanlig underskrev sig i sine Breve: Eders trofaste Moder.

7 Men Gud Herren har ogsaa været trofast mod hende og ført hende saaledes igjennem Livet, at hun kunde gaa herfra med et let Hjærte. Han var hendes Hjælp i Nøden Livet igjennem. Til ham har hun opsendt mange Bønner for sine kjære. Og kunde hun tale med, vilde hun sige: Han har været trofast imod mig. Ja, ham ville vi takke, fordi han gjorde Moders Udgang saa let.

Og saa Farvel, kjære Moder! Nu vil jeg bede over din Kiste den Bøn, som jeg har lært paa en Skammel ved dine Fødder:

Fader vor! du som er i Himmelen!

Morten Pontoppidan.