Morten Pontoppidan

(1851-1931) var Henrik Pontoppidans seks år ældre bror. Han blev som faderen og lillebroderen Hans Peter præst. Efter nogle år som præst i Helsingør blev han højskoleforstander, og det var i den egenskab han i februar 1880 tog imod sin bror der pludseligt havde forladt sit polytekniske studium midt under den afsluttende skriftlige eksamen og ikke rigtig vidste hvad han skulle stille op med sig selv. I denne periode, følte den ældre Henrik Pontoppidan, var han tættere på Morten end på nogen anden af sine søskende, men da Morten døde i 1931, talte Pontoppidan om den afstand der var kommet imellem dem.

Skønt ikke den ældste var Morten dørvogteren der vågede over familiens ære og hemmeligheder. Da Henrik havde udgivet de første små bind af Lykke-Per med barndomshistorien i Pastor Sidenius' præstegård i en østjysk fjordby der til forveksling lignede Randers, følte Morten – og andre af Henriks søskende – at broderen havde begået et "Smædeskrift"¹.