Pontoppidans brødre

Henrik Pontoppidan befandt sig i midten af en søskendeflok på i alt 16. Men ikke på én gang: fire døde inden voksenalderen, og de ældste var flyttet hjemmefra før de yngste blev født:

(1845-46: Johannes)
1847-1919: Erik
1849-1905: Inger
1851-1931: Morten
1852-1904: Marie
1853-1916: Knud
1854-1919: Margrethe
1856-1864: Johanne
1857-1943: Henrik
1858-1912: Mathilde
1860-1930: Hans Peter
1862-1891: Holger
1863-1894: Valdemar
1864-1866: Svend
1865-1866: Ellen Elisabeth
1868-1959: Johanne Elisabeth, kaldet Lisbeth

Erik Pontoppidan siger i nekrolog-interviewet over Knud at

Vi fire Brødre – Morten, Henrik, Knud og jeg – gik jo paa en Maade i samme Retning, omend ad forskellige Veje ud i Livet.

Det er rigtigt at naturen havde nedlagt langt mere talent og format over de fire ældre brødre end over de følgende tre. Hans Peter skumplede sig til en teologisk eksamen og blev aldrig noget lys, Holger tog en maskinisteksamen og udvandrede til USA, mens Valdemar klarede sig mere end beskedent igennem i skiftende boghandler- og forlæggerjobs. Ved århundredeskiftet kunne de fire ældste – sammen med deres far – paradere side om side i Dansk Biografisk Lexikon (bd. XIII, 1899).

I syv-otte-årsalderen oplevede Henrik at tre af hans søskende døde (Johanne dør 5.12.1864, Svend 15.4.1866, Ellen Elisabeth 29.7.1866); var det end dengang en langt mere almindelig oplevelse, var tabet af den nærmeste storesøster, Johanne, uovervindeligt; Pontoppidan opkaldte sin anden datter efter hende (den første, Karen, var efter bondeskik blevet opkaldt efter sin mormor).