Lidt om min Farfader Præsten Børge Pontoppidan

Da Svenskerkongen Carl d. 10de om Morgenen d. 6te Februar 1658 paa sin March over Isen med sit Rytteri var naaet til Langeland, holdt han Hvil og spiste Frokost i Longelse Præstegaard.

Hvad Præsten i Longelse hed, er naturligvis ikke berettet. Men han kan have heddet Hans Mikkelsen, og i saa Fald har det været min Stamfader, d.v.s. den af mine Forfædre i lige opadstigende Linie, som jeg først véd noget om, nemlig at han hed Hans Mikkelsen, og at han var Sognepræst til Longelse og Fuglsbølle paa Langeland. Endvidere véd jeg, at hans Søn Dines Hansen var født 1633, altsaa 25 Aar før det svenske Besøg i Præstegaarden. Og da der ikke er noget urimeligt i, at en Præst med en 25aarig Søn kan være i Embede endnu, er det altsaa slet ikke usandsynligt, at min Stamfader Hans Mikkelsen kan have været Svenskerkongens ufrivillige Vært i hint historiske Øjeblik.

Sønnen Dines Hansen (død 1709) blev Sognepræst i Sønder Broby paa Fyn. Dér i Sognet laa Ruinerne af Geværfabriken Brobyværk, som Svenskerne havde nedrevet i 1658. Men Dines Hansens Moders Faster Anna Lauridsdatter havde i sin Tid været gift med Bestyreren paa Brobyværk, en dygtig Mand ved Navn Erik Knudsen, som foruden Geværfabriken ogsaa bestyrede Brobygaards Gods.

Det var Børnene her fra Brobyværk, Erik Knudsens og Anna Lauridsdatters Børn, Dines Hansens ret fjerne Slægtninge, som havde antaget Slægtnavnet Pontoppidan, en Latinisering af "Broby". Og da Dines Hansen blev Præst dér i Sognet, var det ny Navn allerede blevet ret bekendt i Landet gennem hine dygtige Brobyværk-Sønner, hvoraf en, Erik Pontoppidan, sad som Biskop i Trondhjem (død 1678). Den senere endnu mere bekendte Erik Pontoppidan, der blev Biskop i Bergen og derefter Prokantsler ved Københavns Universitet (død 1764), hørte til det tredje Slægtled af denne oprindelige Stamme af Pontoppidaner, som var udgaaet fra Brobyværk. Og han var omtrent 432 samtidig med det første Slægtled i den ny Pontoppidan-Stamme, som kom til at udgaa fra Sønder Broby Præstegaard, idet Børnene af den nævnte Sognepræst Dines Hansen antog det latiniserede Navn, hvortil de har anset sig berettigede, da de jo ogsaa var fra Broby. Eller mulig har det været Faderen, der ordnede det for dem, og som maaske har følt sig tilskyndet dertil ved i sit andet Ægteskab at hjemføre en Brud med et af disse moderne latinske Slægtsnavne, nemlig Mette Jensdatter Lucoppidan ("Lundby").

Nok er det – en Søn af dette andet Ægteskab Børge Dinesen Pontoppidan (født 1683, død 1758) blev Sognepræst til Torkildstrup og Lillebrænde paa Falster. Han havde to Sønner, som blev Præster. Den ældre af dem var min Oldefader, den yngre var Farfader til den bekendte danske Generalkonsul i Hamburg Hendrik Pontoppidan (død 1901).

Den ældre af Brødrene, min Oldefader, hed Dines Børgesen Pontoppidan (født 1733, død 1791) og var Sognepræst til Lundum og Hansted ved Horsens. Han havde flere Døtre, men kun een Søn, min Farfader, Børge Pontoppidan, med hvem vi skal beskæftige os i disse Linier. Thi om ham er der opbevaret en Del ejendommelige og karakterfulde Smaatræk, der formentlig ikke bør gaa i Graven med hans faa endnu tilbageværende Børnebørn.

Børge Pontoppidan (født 1776, død 1854) var under Krigstiden efter 1807 et Par Aar Feltpræst ved Hæren. Derefter blev han 1809 Sognepræst paa Bogø og forflyttedes 1821 derfra til Damsholte paa Møn.

Paa Bogø gik der længe efter et Sagn – jeg har selv hørt det fortælle dér paa Øen – om, at Præsten en Dag ude paa Marken var kommen i Skænderi med en Husmand, der arbejdede for ham. Husmanden brugte uhøviske Ord, og Pontoppidan gik hjem, iførte sig sit Ornat, vendte tilbage til Husmanden, stillede sig ligeoverfor ham og sagde: Paa Knæ! Og Husmanden maatte ned paa sine Knæ og bede om Forladelse.

Formodentlig er Fortællingen lidt kolereret. Husmanden er neppe virkelig kommen paa Knæ. Men at han ved Hjælp af Præstekjolen og den dertil hørende myndige Holdning er bragt til at bede om Forladelse, er sandsynligt nok. I hvert Fald betegner Historien den Opfattelse, Pontoppidans Sognebørn har 433 haft af ham som en Præstemand, der ikke var til at spøge med, naar det gjaldt hans gejstlige Ære og Værdighed.

Han gik altsaa hjem og tog Præstekjolen paa. Og lad mig i den Anledning bemærke, at min Farfader hørte til det Præstekuld, der først begyndte at frigøre sig for den Skik altid at have Præstedragten paa, naar de viste sig udenfor Døren. Min Oldefader derimod, om ham har jeg hørt min Fader sige, at han havde overhovedet ingen anden Dragt end Præstekjole og Slaabrok. I Slaabrokken sad han paa sit Studereværelse, og vel ogsaa ofte i Dagligstuen. Men naar der kom Visitter, tog han Præstekjolen paa, – ganske ligesom min Farfader eller min Fader tog en sort Frakke paa. Præstekjolen er slet og ret den "sorte Frakke" fra en tidligere Tid.

Den lille Historie fra Bogø viser os altsaa Børge Pontoppidan som en Præst, der holdt paa sin Stands Ære. Men iøvrigt lader det til, at han i daglig Omgængelse var meget jævn og ligefrem, og eens mod alle. Han saa ikke Bønderne over Hovedet, og kom derfor i Regelen rigtig godt ud af det med dem, ja indgik i enkelte Tilfælde virkeligt Familievenskab med dem, saaledes med Rasmus Stæhr paa Farø.

Farø er et lille Land, som fortsætter Bogø mod Nordvest, og som neppe helt kan kaldes et Øland, siden man ved Lavvande kan køre derover. Der er to Bøndergaarde paa Farø, og den ene af dem dreves i Begyndelsen af forrige Aarhundrede af Rasmus Stæhr, der tidligere havde faret som Skipper, og som fra den Tid var blevet vant til daglig at føre sin Logbog, hvorfor han, da han blev Bonde, holdt sig i den gamle Vane og daglig nedskrev i en stor Foliant, hvad der paa Gaarden var blevet bestilt, og hvad mærkværdigt der maatte være hændet. Og saa hvad Vinden havde været, og Vindstyrken; det glemte den tidligere Skipper sjeldent at optegne.

Rasmus Stæhrs Dagbøger4 blev efterhaanden til flere Bind, som er opbevarede af hans Slægt. I 2det Bind meddeles under Mandag 30te Maj 1814:

Vinden Westl. stiv Kul. Op paa Dagen Regn til imod Aften. Samme Dag var jeg samt min Kone og Børn paa Baagøe til Kirkgangsforsamling5 hos min Stifsøn Rasmus, til hvis Pigebarn jeg var Fadder. Ligeledes stoed jeg Fadder til Præstens Hr. Pontoppidans Søn Dines6, hvor jeg forblev at spiise til Middag. Kørte hjem igien om Aftenen.

434 Den her omtalte Dines, Rasmus Stæhrs Gudsøn, var min Fader. – Siden læser vi i Dagbogen:

1821. Januarii. Søndagen d. 21de. Vinden Nordl. Laber Larring7, tyk og taaget Luft, paa Dagen omløbende Vinde. Samme Dag gik jeg til Baagøe over Isen og stod Fadder til Hr. Pastor Pontopidans Datter, Julie Christine. Oprindelsen til Naunet er, fordi Barnet blev født Christi Fødsels Nat, omtrent paa samme Tid som vores Frelser blev født. Spiiste til Middag og forblev der til Kl. 1 om Natten.

Længere henne i samme Dagbog møder man pludselig midt i Rasmus Stæhrs Optegnelser et Stykke, som er skrevet med min Farfaders tydelige og karakterfaste Haandskrift. Dermed hænger det saaledes sammen. Præsten er en Dag kommen ind i Rasmus Stæhrs Stue uden at træffe nogen hjemme. Men Dagbogen har ligget aaben paa Bordet. Saa har Pontoppidan kiget lidt i den og derefter sat sig ned og skrevet i den, ligesom paa Stæhrs Vegne:

D. 26. Februarii 1822 var min gamle Sognepræst Hr. Børge Pontoppidan her og inviterede min Kone til at bære hans Ægteskabs 13de Barn til Daaben, hvor det skal kaldes Vilhelmine Marie, d. 3. Martii. Mig bad han til Fadder, og da det er det sidste her paa Øen eller her i Sognet1, vilde jeg dog ej sige Nej. – Han bad os til Frokost – Middagsmad – Midaften og Nadvere. – Gud give os Helbred og Sundhed, saa vil vi da komme. – Vinden er Sydvest, laber Kuling og halv Reb i Sejlene.

Dette er altsaa skrevet med Hr. Børge Pontoppidans Haand. Saa følger, med Rasmus Stæhrs Haand:

Her ses har været een nye Skribent ved min Fraværelse; min gamle Hr. Sognepræst har skrevet det, og han siger vel som fordum Pilatus: det jeg skrev det skrev jeg.

I 1821 var Børge Pontoppidan, i sit 45de Aar, blevet Sognepræst til Damsholte paa Møn. Samme Aar blev den i Sognet beliggende Hovedgaard Marienborg købt og overtaget af den 24aarige Peter Adolph Tutein, der senere blev almindelig bekendt og med Rette anset som Godsejer, Landmand og Politiker.

435 Disse to Mænd, Præsten og Herremanden, der saaledes var ført sammen, burde jo være kommet godt ud af det med hinanden og har formodentlig ogsaa begge haft god Vilje dertil. Men det brast. Ja, lige fra Begyndelsen kom de paa Kant med hinanden, og det er ikke godt at paavise, hvem der mest havde Skyld deri. Min Farfaders Optegnelser i Embedsbogen, hvor han skrev frit ud om alt, hvad der bevægede ham, og hvor han ikke sjeldent udgyder sine Klager over Tutein, er jo selvfølgelig ensidige. Han taler om Tuteins "ubøjelige Sind"; men jeg er tilbøjelig til at tro, at de i den Henseende ikke har haft noget at lade hinanden høre. Det har været et Tilfælde af de to haarde Stene, der, ifølge Ordsproget, ikke maler godt sammen.

Tutein havde som Kirkeejer – d.v.s. som Oppebærer af Kirketienden – Forpligtelse til at levere Brød og Vin til Altergang i Damsholte Kirke. Denne Forpligtelse synes han at have taget noget vel skødesløst paa fra Begyndelsen. Og dette gav da Anledning til det første Sammenstød. Pontoppidan skriver derom:

Allerede i Naadensaaret, fjorten Dage efter min Ankomst hertil, fik jeg det første Bevis paa Mandens Karakter og Sindelag. Saavel Kirkebyens Sanger Jens Paludan8 som min Formands Enke Frue Mackeprang gjorde mig opmærksom paa, at man i Vacansen meer en een Gang havde maattet synge Lentesalmer9 under Gudstjenesten for at faa2 den ved Communionen fornødne Altervin og Brød. Jeg paalagde derfor strax Paludan: for Fremtiden at være ansvarlig for Vinens og Brødets Tilstedeværelse forinden Løverdag Aften, naar vi havde Altergang, og til den Ende at tale med Tutein herom. Den i sin Bestilling saa akkurate og nøjagtige Paludan efterkom min Befaling, men ikke desto mindre saae han sig nødsaget til at melde for mig, at han forgiæves havde mindet Herremanden om Vinen, som endnu Søndag Morgen Kl. 7 ikke var tilstede. Og da jeg derefter sendte alvorlig Bud til Marienborg og lod sige, at jeg maatte og vilde afsige Communicanterne, dersom Viin og Brød ej var tilstede forinden Kl. 9, sendte han sin Karl med et Anker Vin op til mig i Præstegaarden med den Hilsen: "Nu kan Præsten tappe og bruge saa meget han lyster". Naturligvis sendte jeg Ankeret tilbage med samme hans Bud, "at jeg ikke vilde eller kunde være hans Vintapper, og at der kun var ½ Time tilbage af den ham givne Tid". Dette hjalp. Viin og Brød var paa Alteret, da jeg Kl. 9 ankom til Kirken. Efter Gudstjenesten gik jeg op til den unge Herremand, som kom mig i Møde med mange Undskyldninger og med Bøn om Tilgivelse.

436 Saaledes endte da denne lille Træfning tilfredsstillende. Og der var aldrig siden nogen Anledning til at synge Lentesalmer, indtil Kirkevinen kom fra Herregaarden. Man spørger sig selv, om Skærmydslen ikke kunde være helt undgaaet, dersom Præsten i Tide havde henvendt sig personlig paa Herregaarden og givet Tutein en venlig Paamindelse, i Stedet for at "sende ham alvorlig Bud" gennem andre. Men Pontoppidan har maaske ikke ønsket at opnaa Kirketiendeejerens Pligtopfyldelse ved at gøre det til en Slags personlig Imødekommenhed mod Præsten. I den Retning har Hr. Tutein uden Tvivl været forekommende nok. Men Kirken og Gudstjenesten har han manglet Respekt for, og maaske ikke haft noget imod at lægge denne Mangel for Dagen. Thi paa den Tid – for hundrede Aar siden – var Foragt for Kirken Modetone blandt de dannede. En Præst, der f. Eks. vilde kræve Søndagens Hellighed overholdt, eller som i det hele vilde hævde Kirkens Anseelse og slaa et Slag for Religion og Moral, maatte være belavet paa at faa den herskende offentlige Mening imod sig, og kunde ikke vente ret megen Støtte fra sin Øvrighed. En saadan nidkær Præst, der i sin Embedsførelse tappert og ihærdigt førte Moralens og Religionens Sag mod Tidens nedbrydende Strømninger, havde Børge Pontoppidan under hele sit Ophold paa Bogø haft til nærmeste Nabopræst, Skriftefader og fortrolig Omgangsven. Det var Sognepræsten i Møns vestligste Sogn Fanefjord, Hr. Johan Paludan. Denne Mand, der var en Snes Aar ældre end Pontoppidan, døde, lige før denne blev befordret10 til Møn. Som mangeaarig Ven holdt da Børge Pontoppidan Mindetalen over Paludan i Fanefjord Kirke d. 18de Januar 1821. I denne Tale, som foreligger trykt, nævner Pontoppidan, hvorledes den Hedengangne havde vakt Misfornøjelse hos nogle, fordi han "strængeligen, efter Embeds Pligt, holdt over Kirkens Tugt og Sædernes Renhed" paa en Tid, da dér i Sognet som saa mange Steder "Gudsfrygt og Dyd vare bortvegne, og Lasten hævede sig". Og Talen slutter da saaledes:

At Enkelte i Samfundet, saavel i som udenfor Menigheden, dem Gud havde sat ham i Embeds-Forbindelse med, under saadanne Omstændigheder hævede høj Stemme imod ham paa en Tid, da Stat og Kirke ikke levede, som de burde, venligen med hinanden, – var ikke mere, end hvad man paa den for Kirken ugunstige Tidsalder kunde 437 vente. – Uden Frygt, og uden Hensyn til egen Fordeel, talede han stedse mod Uretfærdigheder; ja, selv for Tronen har han flere Gange talet de Fortrængtes Sag mod mangen mægtig Mand; thi ogsaa dette, troede han, hørte til hans Pligt. – At han derved har paadraget sig Fjender, det véd jeg; men selv disses Fjendskab er hans Ære. Han søgte ikke heller sin Løn hos Jordens Mægtige, men hos Gud og sig selv. – Denne hans hellige og, desværre for Kirke og Stat! alt for sjældne Embeds-Iver giver ham dog den Glæde med sig i Graven, at han overgiver sin Eftermand en Menighed, hvor Gud, Kirke og Skole ere hævdede i deres Rettigheder; en Menighed, som nu, vendt tilbage til Gud, ærer hans Navn og helligholder hans Dag, og hvor den Lastefulde, hvis Afgudstempel med helligt Mod blev nedrevet, nu dog maa liste sig til at øve sine urene Lyster … Du Sandhedens og Oplysningens oprigtige Ven! Du er nu i Frihedens evige Land, hvor intet Baand skal paalægges den forklarede Sandhedsforsker, hvor intet Magtsprog skal standse din Virksomhed … Gud og Forløser! Mit Liv og mit Endeligt være som hans, den Retskafne, hos hvem ingen Falskhed blev funden! Amen.3

Det er øjensynligt, at Pastor Paludan har haft ikke saa lidt Indflydelse paa Børge Pontoppidan, ja er blevet for ham noget af et pastoralt Ideal, især i Henseende til dette at træde op mod den kirkefjendtlige Tidsstrømning og "hævde Gud, Kirke og Skole i deres Rettigheder". I Damsholte Sogn forefandt Pontoppidan nu ikke saadanne forsømte og ryggesløse Tilstande som dem, Paludan havde haft at kæmpe imod i Fanefjord. Men der var med Hr. Tutein, den nys ankomne Godsejer, begyndt at gøre sig en Indflydelse gældende i Sognet, som slet ikke var gunstig for de nævnte hellige "Rettigheder". Særlig gik det ud over Søndagens Helligholdelse. Tutein holdt sine store Høstgilder paa Marienborg Lørdag Aften og hele Natten igennem, saa at, som Pontoppidan skriver i sin Embedsbog, Folk, der gik til Kirke, og Folk, der kom fra Gilde, mødte hinanden paa Vejen Søndag Morgen.

Endvidere harmede det Pontoppidan, at Marienborg Skove blev holdt aabne Søndag Formiddag for Folk, som vilde hjemhente det Brænde, de havde købt. At dette Arbejde udførtes Søndag Eftermiddag, vilde Pontoppidan, som han selv siger, ikke modsætte sig. Men at man kørte med Brænde om Formiddagen under Gudstjenesten, kunde han som Stedets Præst 438 ikke lade passere. En Advarsel fra Politiet, formodentlig fremskaffet af Pontoppidan, satte en Stopper derfor – indtil videre. Men dersom Præsten har beroliget sig med, at nu var Gudstjenestens Hellighed tilstrækkelig hævdet, er han snart kommen ud af sin Vildfarelse, nemlig da Tutein en Søndag Formiddag lod foretage en Rapstærskning, som Pontoppidan skriver, "næsten lige under Kirkens Vinduer midt under Gudstjenesten, hvorved han stærkt saarede min og hvert for det højere Menneskeliv følende Menneskes Sans". Denne Begivenhed havde vakt adskillig Opsigt i Sognet. Og Præsten indgav Klage til de højere Autoriteter med det Udbytte, at disse, efter at have ladet opmaale Afstanden fra Kirken til den Plads, hvor Tærskningen var foregaaet, erklærede, at der ikke var noget at paatale. Beboernes nedarvede Forestilling om Søndagsfred fik her et nyt Stød. Og mange var kun alt for redebonne til at efterfølge Eksemplet fra Herregaarden. Mere og mere ugenert foretoges Søndagsarbejder. Den ene Gang efter den anden mødte Præsten paa Vejen til Kirke Køretøjer med Brænde fra Skoven. Denne Trafik var kommen i Gang paany. Og da Præsten ved en saadan Lejlighed foreholdt den paagældende Brændekører, at han passende kunde have opsat dette Arbejde til efter Gudstjenestetid, fik han det Svar: "Jeg maa bruge hele Søndagen til dette Arbejde, og jeg vil se paa, om nogen kan forbyde mig det".

Baade Præsten og andre i Sognet bad gentagne Gange Tutein om at forbyde sine Skovbetjente at udlevere Brænde under Gudstjenesten. Men forgæves. Der var hos denne saa dygtige og begavede Herremand ingen Interesse for Gudstjenesten og ingen Pietet for Kirken. Vi hørte, at han lod sig formaa til at levere Brød og Vin rettidigt til Alteret. Men ud over, hvad der var hans simple Pligt og Skyldighed lod han sig, som Kirkeejer, ikke bevæge. Det var f. Eks. ganske forgæves, at baade Præst og Biskop efter hinanden bad ham anskaffe en Vinkande af Nysølv eller Porcellæn til Alteret. "Endnu", skriver Pontoppidan, "staae ved vore Communioner Alteret fyldt med 5 a 6 sorte Flasker som paa Bordet i en Krostue. – Og disse Kirketiendeejere kalde sig dog Kirkepatroner!!" Endvidere hører vi om Tutein:

439 Han vilde ej forsyne Kirken med nye Vinduer, giennem hvilke Blæst, Storm og Fugle foruleiligede Menigheden og mig i flere Aar, førend jeg ved kgl. Resolution tvang ham dertil. Det samme var Tilfældet med Kirkens Klokke, den mindre, som revnede ved Brugen ved Ringningen over Frederik d. 6te. Han formente, at Menigheden, som giver aarlig 500 Tdr. Byg for at have Lov til at nytte Kirken, kunde lade sig nøje med den ene Klokke. Men Menigheden vilde have sin lovlige Ret og fik den.

At det har været Pontoppidan, der fik Menigheden til at staa fast paa sin lovlige Ret og skaffe sig den, tør man rolig gaa ud fra. Han var vant til at stive Bønderne af i deres Retstrætter med Herremanden. Derom skriver han:

Tutein var i de første Aar en meget streng Godsejer, og som Følge deraf kom Gaard- og Husmænd, som troede sig forurettede af ham eller rettere hans Forvalter, ofte til mig for at søge Raad. Hvad skulde jeg, som ærlig Bondeven og retskaffen Præst, gøre? Skulde jeg afvise disse mine Sognemænd og nægte dem de Raad, jeg havde og kunde give?

Nej, det skulde Pontoppidan ikke. Men at han derved ikke gjorde sig yndet paa Herregaarden, maatte staa ham klart. Og uden Tvivl har Præstens Bondevenlighed bidraget til at gøre Herremanden yderligere vrangvillig overfor alle Ønsker om Reparation eller Udstyrelse af Kirken. I en Retssag mellem Ebbelnæs Gaardmænd og Tutein om en Godtgørelse for udlagt Skolejord, skaffede Pontoppidan Gaardmændene fri Proces ved Højesteret, hvor de vandt deres Sag. Og, skriver P., "hvad det ikke var galt før, da blev det nu. Nu maatte jeg tvinge ham til alt". Det vil jo sige: til alt, hvad han som Kirkeejer skulde yde.

Det blev altsaa taget Pontoppidan ilde op, at han stod dels paa Kirkens, dels paa Bøndernes Ret overfor Herremanden. Men det maa dog tilføjes, at der tidlig havde fundet et Sammenstød Sted imellem de to Mænd angaaende rent personlige Interesser, et Sammenstød, som meget godt kan have fra først af ødelagt alle Udsigter til et godt Forhold imellem dem.

Vi hørte om den lille Affære med Altervinen 14 Dage efter Pontoppidans Ankomst til Sognet. Den endte jo med, at Tutein kom Præsten i Møde "med mange Undskyldninger". Og lad nu Pontoppidan selv fortælle, hvad der videre tildrog sig. Han skriver:

440 Straks efter at denne Fornærmelse var ham tilgivet, kom han og bad mig tage 16 a 20 Stude paa Foder i Præstegaarden, hvis Høst jeg havde tilforhandlet mig af Enken, og hvis Foder jeg ikke behøvede for denne Vinter, da alt mit Qvæg forblev i Bogøe Præstegaard, hvor jeg havde Naadensaar. Jeg nyttede denne Leilighed til at viise ham min Villighed til at tiene ham, derved at jeg afslog Gaard- og Husmænd, som meldte sig, for at tiene ham – og forlangte kuns 4 Favne tørt Fagot11 Brænde for at fodre disse Kreaturer indtil Foraaret. Hen i Januar tilskrev hans Forvalter mig, at han ej kunde undvære sit tørre Brænde og bad mig derfor modtage 5 Favne grønt Fagot Brænde for 4 Favne tørt Do. Og da jeg ikke kunde eller vilde dette, modtog jeg et Brev fra den unge Herremand saa lydende: "Deres Velærværdighed holder sig til Ordene. Jeg giør ligesaa, og da der nu ingen Tid er bestemt, til hvilken Brændet skal leveres, saa kan det nu blive staaende i Skoven, indtil Deres Velærværdighed maatte finde det tørt nok, og da skal de 4 Favne Knippelbrænde blive Dem leverede. P.A. Tutein. Marienborg 4 Januarii 1822". Herpaa gav jeg intet Svar; thi denne Knapmagerstreg fortiente intet Svar; men jeg lod mine Folk drive hans i November 1821 modtagne Qvæg op i hans Gaard, og dermed var den Sag afgiort.

Til den retfærdige Bedømmelse af denne karakteristiske Affære mangler vi unægtelig et Dokument, nemlig det Brev, hvormed Pontoppidan har afslaaet Henstillingen om at modtage 5 Favne grønt i Stedet for 4 Favne tørt Brænde. Dette Afslag kan jo nemlig være givet i en saarende Form, som udæskede en Retorsion. Under alle Omstændigheder, naar man afvejer Sagens Realitet – 5 Favne grønt imod 4 Favne tørt – og naar man betænker, at denne Sag har sat to brave Mænd og Naboer op imod hinanden i et stadig voksende Uvenskab, da maa man virkelig sande, at liden Tue kan vælte stort Læs.

Det blev en langvarig og uopholdelig Krig med mange vekslende Episoder. Der gaar et Sagn om, at min Farfader engang havde forløbet sig paa en saadan Maade – jeg véd ikke, hvorved –, at Tutein nu havde faaet Overtag over ham og kunde komme ham tillivs gennem en Klage. Tutein var da ogsaa straks rejst til København for at anklage ham hos selve Kong Frederik d. 6te. Men da han indfandt sig i Forgemakket, kom Pontoppidan ud fra Kongen og gik ham rolig forbi. Pontoppidan var kommen ham i Forkøbet – havde taget Ekstrapost og naaet at komme først til Majestæten og faa ham fortalt det hele rent ud af Posen og bedt ham om Naade og Tilgivelse, appellerende til det Kendskab, Kongen havde til ham fra Krigens 441 Tid, da han var Feltpræst. Det slog da heller ikke fejl. Dersom Tutein har haabet at faa ham afskediget, er han blevet skuffet.

Nytaarsdag 1844 skriver min Farfader i Embedsbogen nogle Betragtninger ved Indtrædelsen i hans 68nde Leveaar og 23nde Embedsaar i Damsholte. Heri hedder det:

Jeg har levet lykkelig, glad og tilfreds og i et kiærligt Forhold til min Menighed. Kuns eet eeneste Menneske i Menigheden, Herremanden Godseier P.A. Tutein til Marienborg, som købte Godset i samme Aar – 1821 – som jeg blev kaldet til Menigheden, har forstyrret min Fred, lige fra den første Dag Gud førte os tilsammen og indtil denne Dag, da jeg skriver dette. Det har krænket mig dybt og mange Gange, at denne ellers kloge, fornuftige Mands Stivsind aldrig vilde eller kunde tilstede at ende et Forhold, som lagde saa mangen Hindring i Veien for et godt Formaal, som lod de Kræfter arbejde imod hverandre, der foreenede skulde og kunde have virket meget Godt og Ædelt.

Pontoppidan opregner derefter alle de formentlige Krænkelser, han i Aarenes Løb har lidt af Tutein, men slutter iøvrigt det lange Opgør med et forsonligt Ord saa lydende:

Gud skiænke hans nu i flere Aar lidende Kone Taalmod og Hengivenhed under de haarde Lidelser, Gud har behaget at paalægge hende! Han være ham og hans Slægt en naadig Gud og Fader i Christo Jesu!!

Blandt det meget, der findes i min Farfaders Embedsbog, er ogsaa en Skrivelse, han d. 12te Dec. 1840 har tilsendt Sognets Kirkesangere i Anledning af, at de, som han har faaet at vide, sidder og læser Aviser under Prædikenen. Det hedder i Skrivelsen:

De ville derfor tillade mig, at jeg i Kiærlighed beder Dem forskaane Menigheden for denne eller enhver anden Forargelse, som mindst og allersidst bør gives af Kirkens Betiente. Jeg vil gierne troe, at Prædiken ikke altid finder Deres Bifald. Men, kiære Venner, vi maa jo ofte ved mindre vigtige Leiligheder genere os i Livet og i vore Sammenkomster med hinanden. Ikke skulle vi derfor krympe os ved at genere os ½ eller 1 Time i Herrens Huus, hvor Kald og Embede paalægger os det som Pligt at være andægtige og vel at vogte os for at give de Svage Forargelse, om vi end ikke altid selv opbygge os. Jeg beder Dem optage disse mine Ord i bedste Mening og saaledes at agte paa min faderlige Formaning og Bøn: at De for Fremtiden vil vogte sig for at give Menigheden mindste Forargelse under vor Gudstjeneste … Jeg er stedse Deres Dem hengivne B. Pontoppidan.
Til D'Herrer Kirkesangere i Damsholt Sogn.

442 Følgende lille karakteristiske Træk har jeg fra min Fader: at da Farfader havde faaet en Søn indlogeret i Nykøbing F. for at gaa i Skole dér, skrev han med Kridt udenpaa Døren:

"Procul, procul abeste profani!
Sic jubet pater Pontoppidani."

Det betyder: "Bliv langt langt herfra, I Vanhellige! Det byder og befaler Pontoppidans Fader".

Hvor længe Indskriften fik Lov at staa, og hvorledes den virkede, véd jeg ikke.

I 1853, da 50-Aarsdagen12 for Børge Pontoppidans Ordination nærmede sig (idet han i 1803 var blevet kaldet til sit første Embede som resid. Kapellan i Grenaa), og han altsaa skulde blive hvad man kalder Jubellærer, bad han sin Biskop om, ikke efter Skik og Brug at indstille ham til Rang eller Titel. Han skriver:

Noget saadant ønsker jeg ikke at modtage nu, da jeg staar med den ene Fod i Graven, eller allene fordi Gud har ladet mig leve og virke i 50 Aar i Kirkens Tjeneste. Og det saa meget desto mindre, som Ingen mere end jeg selv føler og erkiender, at jeg, med al min Stræben i disse 50 Aar efter at udrette noget godt i Kirke, Skoler og Menighed, dog ikke fortjener nogen Udmærkelse. Jeg foragter ikke dette Livs gode Ting; men vil man give mig noget af dem, da give man mig dem, medens jeg kan bruge dem og glæde mig ved dem, hvilket man, efter min Formening, ikke kan, naar man staar ved Gravens Rand, hvor man, naar man ej er et reent Fæ, har andet at tænke paa end denne Verdens Rang og Titler. – Mit Jubilæum gik saaledes, efter mit Ønske, stille og ubemærket bort. Mit Ægteskabs Jubilæum agter jeg at celebrere i Kredsen af mine Børn og deres Ægtefæller, som i Sommerens Dage besøge os, ifald Gud giver Liv og Helbred.

Dette Ægteskabsjubilæum, Børge Pontoppidans Guldbryllup med Mette Marie Jansen, Datter af Biskop Rasmus Jansen i Aalborg, Moder til 15 Børn, hvoraf 12 var i Live, fandt Sted 8de August samme Aar (1853) og overværedes blandt andre af den, som skriver disse Linier. Jeg var 2½ Aar gammel og kan ikke paatage mig at give noget Festreferat. Men et Billede har affotograferet sig utydeligt, men uudsletteligt i min Erindring: En Mand i gul Nankings Overfrakke, som staar i en Havedør, og som er min Farfader.

Aaret efter, 1854, døde han i sit 78de Aar.

 
[1] Pontoppidan var fra 1821 bleven forflyttet. Hans Kone var i Naadensaaret blevet tilbage i Bogø Præstegaard og havde dér født det paagældende Barn, til hvis Daab hendes Mand altsaa var kommen fra Møn. Udtrykket "min gamle Sognepræst" betyder da her "min tidligere Sognepræst", idet hans Efterfølger paa Bogø allerede var beskikket. tilbage
[2] Dette vil jo sige: medens man ventede paa –. tilbage
[3] Se "Hr. Johan Paludans Erindring, vedligeholdt iblandt hans Venner". Kbhn. 1821. Findes paa Sjællands Stiftsbibliotek (Katalog S. 473). tilbage
[4] Dagbøger: se Klavs Espen Gruno: Rasmus Stæhrs Dagbog, udgivet af Landbohistorisk Selskab 2010. tilbage
[5] Kirkgangsforsamling: festlig forsamling i anledning af moderens introduktion som "kirkegangskone" i menigheden, en ceremoni der efter traditionen fandt sted når der var gået de 40 dage efter fødslen, hvor barselskvinden ansås for "uren" og ikke måtte komme i kirken. tilbage
[6] Dines blev født 11. marts og døbt 11. april 1814. tilbage
[7] Larring: ganske svag luftning. tilbage
[8] Jens Paludan: (1785-1872) skolelærer i Ebbelnæs. Henrik Pontoppidan mødte ham under sit besøg i Damsholte i 1872. Se Drengeaar kap. 6, s. 138. Jens Paludan var en plejesøn af den senere i denne artikel omtalte pastor Johan Paludan i Fanefjord. tilbage
[9] Lentesalme: salme som blev sunget i kirkerne mens der ventedes på brudefolk, kirkegangskoner olgn. (ODS) tilbage
[10] befordret: Børge Pontoppidan blev udnævnt til sognepræst i Damsholte 11. september 1821, men allerede fra ca. 1. april var det ham der førte kirkebogen i Damsholte, hvilket må betyde at han flyttede fra sin familie på Bogø på den tid. Hans forgænger i embedet, pastor Mackeprang døde 12. april 1821. tilbage
[11] Fagot: ukløvet brænde. tilbage
[12] 50-Aarsdagen: udnævnelsen var dateret 7. januar 1803 og ordinationen fandt sted 9. marts 1803 i Aarhus domkirke. tilbage