Forfatterbreve bør brændes

POLITIKEN bragte søndag d. 7. og mandag d. 8. juli to kroniker "Tom Kristensen, en barnlig erotiker", samt dele af hans breve til en norsk journalist, Dorothea Schrøder, som han var (mente at være) forelsket i.

Nu spørger jeg: Er det rimeligt at bringe så personlige, intime og til ét bestemt menneske rettede breve til offentlighedens kendskab? Vi har alle muligheder for at læse Hærværk og andre af forfatterens udgivelser, men er det virkelig nødvendigt at offentliggøre, hvad næppe har været digterens hensigt: at enhver skulle have mulighed for at snage i hans rent private udgydelser?

Jeg ved selvfølgelig udmærket, at der rundt omkring siddet både professorer, cand.mag.er m.m., der afgjort vil holde på, at det er af litterær og kulturel værdi. Men er det nuogså retfærdigt med disse intime betroelser, når den pågældende ikke længere har mulighed for at nedlægge protest?

Selv har jeg for et par år siden været i en meget vanskelig og penibel situation i en sådan anledning. Gennem mere end tyve år havde jeg i én bankboks liggende nogle Breve fra min bedstefar, Henrik Pontoppidan og hans første hustru, min bedstemor. Jeg havde vist dem til en mig meget nærstående ven (litterat) og en kendt dr. phil. hvem jeg vidste, jeg fuldt ud kunne stole på. Begge var dybt betagede af disse breve, som de ikke mente nogen sinde at have set magen til inden for danske brevsamlinger.

Vi diskuterede indgående hvad jeg skulle gøre med disse enestående breve. F. eks. Det Kgl Bibliotek? Universitetsbiblioteket?

Nej, efter moden overvejelse og dybe samvittighedskvaler brændte jeg dem! Med mit indgående kendskab og store kærlighed til de to brevskrivere, deres blufærdighed og finfølelse, vidste jeg med mit inderste indre, at ingen af dem ville have billiget, at disse breve nogensinde kom udenforstående i hænde, jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv at have prisgivet disse hjertegribende skrivelser til andre. Jeg behøvede blot at tænke på den skribent – vist nok i dag professor i Aalborg1 der havde betegnet Henrik Pontoppidan som "facistoid", så det løb mig koldt ned ad ryggen ved den blotte tanke om, at disse to menneskers intimeste udvekslinger skulle falde i hænderne på udenforstående, der kunne misbruge dem (evt. også profitmæssigt).

Min ven blev ganske chokeret, da jeg fortalte ham, hvad jeg havde gjort, men to dage efter kom han og sagde: "Du havde fuldstændig ret, du gjorde det eneste rigtige." Når jeg nu ser Tom Kristensens breve, tænker jeg på den rovdrift på Karen Blixens (enkelte endog forfalskede), så jeg kan kun sige til enhver, der måtte være i besiddelse af sådanne rent private/intime skrivelser: BRÆND DEM!

 
[1] skribent: der hentydes til Jørgen Holmgaard. tilbage