Sundhed og Ægteskab
Et Foredrag holdt i Sundhedsforeningen
Naar man stiller sig den Opgave, at prøve Forholdet mellem de to Begreber "Sundhed" og "Ægteskab", kan man opstille de to Faktorer paa to Maader: man kan tale om "Sundhed og Ægteskab" eller om "Ægteskab og Sundhed" og derved faa to forskjellige Udgangspunkter for sin Undersøgelse.
Ved den sidste Kombination, hvor Ægteskabet opstilles som det første og oprindelige Led, gaa vi altsaa ud fra dette og betragte det i sit Forhold til Sundheden, den Enkeltes og Samfundets Sundhed; til at begynde med er det da nødvendigt at fastslaa, hvilken Form for Ægteskab vi maa lægge til Grund for Undersøgelsen.
Naar jeg da ret naturligt maa gaa ud fra den Institution, som vi her i vort Samfund kjende og igjennem lange Tider have kjendt og som væsentligt kan karakteriseres som en fast, monogamisk Forbindelse mellem en Mand og en Kvinde, da er dette ikke just fordi det er en vedtaget og længe hævdet Ordning, ej heller af Hensyn til historiske, religiøse eller |4| juridiske Grunde, men simpelthen fordi de fysiologiske og biologiske Forhold hos Mennesket betinge den som den eneste og bedste, under Forudsætning af Samfundets normale og sunde Udvikling og Trivsel. Alene den Omstændighed, at de to Kjøn findes i omtrent samme Antal, maa henvise til den monogame Forbindelse og i alt Fald nødvendigvis gjøre polygame Forhold til en ren Undtagelse. Og da det ordnede Ægteskabs Formaal i første Række maa sættes som Sikringen af Artens Vedligeholdelse og Forplantning paa den hensigtsmæssigste Maade, vil Hensynet til Afkommet fordre en stor Fasthed i de enkelte Forbindelser paa Grund af den lange Tid, som forløber inden Børnene kunne undvære Forældrenes Omsorg.
Betragte vi nu dette Ægteskab i sit Forhold til Sundheden, saa er det nu for det første til Fordel for de enkelte Individers Sundhed. Det er ikke alene, fordi det er en Betryggelse lige overfor visse smitsomme Sygdomme, som overalt lure paa den, der udenfor Ægteskab indlader sig paa løse, skiftende Kjønsforbindelser; skjønt, som vi senere skulle se, Syfilis og Gonorrhoe repræsentere sanitære Farer af den allerstørste Betydning. Men ogsaa fordi Ægteskabet fysisk og psykisk yder den sundeste, naturligste og hensigtsmæssigste Tilfredsstillelse af Forplantningsdriften, den mægtige Naturdrift, der ved Siden af Opholdelsesdriften repræsenterer de to |5| Hoved-Drivfjedre indenfor Menneskelivet. Kun i Ægteskabet findes Betingelserne for et normalt Kjønsliv, dette taget i videre og ædlere Forstand, eller, som et bekjendt fransk Ord noget drastisk udtrykker det: "tout le reste, c'est le crime et la folie".
Der er ingen Grund til her i det Enkelte at dokumentere, hvor væsentlig en Faktor Ægteskabet er for Sundheden; det maa være tilstrækkeligt at henvise til Statistiken over Levesandsynligheden, der tydeligt nok viser den gifte Stands Overlegenhed i saa Henseende over den ugifte; ganske særligt er Forskjellen mellem gifte Mænd og Pebersvende slaaende, idet de første har en omtrent 10 Aars længere Gjennemsnitslevetid.
Dernæst er Ægteskabets gunstige Indflydelse paa Afkommets Sundhed og Levedygtighed endnu mere iøjnefaldende og ubestridt og iøvrigt et meget let forklarligt Faktum. Det hører jo til Samfundslærens ABC, hvorledes de udenfor Ægteskab fødte Børn lige fra Fødselsøjeblikket eller, om man vil, allerede før Fødslen ere ugunstigere stillede end de i Ægteskab fødte, hvorledes Dødfødsler ere hyppigere og Levesandsynligheden langt ringere. Særligt i det første Leveaar er Dødeligheden blandt de uægtefødte forholdsvis stor; i Tiaaret 1877-86 døde der her i Kjøbenhavn af ægtefødte 17,26 Procent i det første Aar og af uægtefødte 35,70 Procent eller mere end det dobbelte |6| Antal. Forholdet har senere stillet sig noget gunstigere, hvad der viser, at ogsaa her kan forbedrede hygiejniske og sociale Foranstaltninger vise en gavnlig Virkning; men vedblivende er de uægtefødte Børns Kaar helt igjennem et sørgeligt Kapitel af Samfundshistorien, der tydeligt nok peger paa det ordnede Ægteskab som den under de nuværende Samfundsforhold sikkreste Garanti for Afkommets sunde og livskraftige Væxt.
Disse Momenter maa her være tilstrækkelige til at fastslaa, at Ægteskabet virker gunstigt og fremmende paa Individets, paa Afkommets og tilsidst paa Slægtens og Samfundets Sundhed, og jeg skal derfor gaa over til den Kombination, som jeg betragter som mit egentlige Emne: Forholdet mellem Sundhed og Ægteskab, eller med andre Ord, Sundheden som Forudsætning for Ægteskab.
Ogsaa her maa man begynde med at slaa fast, hvad "Sundhed" er. Dette er nu ikke saa let, som det maaske skulde synes, og det fremgaar allerede deraf, at der ikke findes to, der definere Begrebet ganske ens. Som den mest almindelige Opfattelse maa vel betragtes den, at Sundhed er et Navn for den Tilstand, hvor alle Organer og alle Funktioner virke, som de skulle, altsaa normalt. Vedblivende er her imidlertid den Vanskelighed, at det sunde ligesom det normale, ikke er noget konkret, noget |7| absolut, men noget i høj Grad relativt. Det absolut sunde Menneske findes overhovedet ikke, lige saa lidt som det absolut normale, og hvis man derfor vilde opstille den ideelle Fordring, Sundhed som Forudsætning eller Betingelse for Ægteskab, vilde det i Praxis betyde det samme, som en prohibitiv Told ved en Landgrænse: der kom simpelthen Ingen igjennem.
Det er da for saa vidt en Fordel, at vi ved Sundhed og Sygdom beskjæftige os med relative Bestemmelser; vi maa derfor snarest stille Spørgsmaalet saaledes : hvor sund skal man være, eller, om man foretrækker den Form, hvor syg kan man være for at kunne paa forsvarlig Maade indgaa Ægteskab.
Jeg burde maaske have sagt: paa medicinsk forsvarlig Maade. Thi ganske vist findes der religiøse, sociale, juridiske Synspunkter, som faar Betydning for dette Spørgsmaal, men foreløbigt maa der dog til Basis lægges en rent medicinsk Undersøgelse, der optager de forskjellige Sygdomme eller sygelige Tilstande, som der kan blive Tale om i denne Sammenhæng, og den Indflydelse, som de kunne have paa Ægteskabets sunde og lykkelige Gjennemførelse og Formaal. Den Maade, hvorpaa et saadant Minus i Sundhed kan gjøre sig gjældende som hæmmende og skadeligt Moment indenfor Ægteskabet, er jo højst forskjellig og af meget forskjellig Værdi, lige fra saadanne Tilfælde, der maa siges at være absolut |8| dræbende for Ægteskabets Idé og ganske i Modstrid med dets Maal, og altsaa kun kunne betragtes som en utvivlsom Forhindring, og lige til forholdsvis ubetydelige og uvæsentlige, mere eller mindre tvivlsomme Ulemper. Her maa Lægevidenskabens Erfaringer blive det afgjørende for Bedømmelsen, og jeg skal nu forsøge ganske kort og alménforstaaeligt at fremstille de vigtigste, dem, som det er ganske nødvendigt at kjende for at kunne klare sig Spørgsmaalet om Sundhed og Ægteskab.
Naar jeg altsaa gaar over til at drøfte de sanitære Forudsætninger og Betingelser for Indgaaelse af Ægteskab, vil jeg, for at lette Oversigten, betragte de forskjellige Momenter i deres Indvirkning 1) paa selve Individet, 2) paa den anden Person, den, med hvem Ægteskabet indgaas, 3) paa Afkommet og 4) paa Samfundet i sin Helhed.
1) Med Hensyn til Individet, isoleret betragtet, Ægteskabskandidaten, kan der selvfølgelig findes sygelige Tilstande og Abnormiteter, som medicinsk set maa gjøre Indgaaelsen af Ægteskab mindre tilraadelig eller maaske ganske utilraadelig for ham eller hende. Men der vil næppe være nogen Grund til at gaa nærmere ind paa de specielle Forhold, fordi det let vil ses, at det medicinske Skjøn ikke kan faa nogen praktisk Betydning undtagen som et rent privat, raadgivende Moment i hvert enkelt Tilfælde, i alt |9| Fald ikke udenfor de Tilfælde, hvor det ogsaa nu juridisk og socialt har sin Indflydelse, nemlig i Spørgsmaalet om Umyndighedstilstand paa Grund af endnu ikke opnaaet Modenhedsalder eller paa Grund af Sindssygdom. I alle andre Tilfælde vil det, saa længe en mulig Risiko kun berører den paagjældende Person, ikke være gjørligt at indskrænke den fri Selvbestemmelsesret med Hensyn til et Forhold, hvis Ordning og Konsekvenser maa blive hans egen Sag. For at vise, hvor vanskeligt det her vil være at gribe ind, behøver man kun at nævne Alderdommen, Seniliteten. Uden at være nogen Sygdom eller Abnormitet er denne Tilstand eller kan blive en Opløsningsproces, den mest uundgaaelige og mest uhelbredelige Svaghedstilstand af alle, der i sig kan rumme alle andre Sygdommes Farer for Individet – og dog er der jo ikke nogensomhelst Aldersgrænse opefter for Ægteskabsindgaaelse og kan umuligt sættes nogen saadan. Ja, der indgaas jo jævnligt Ægteskaber af uhelbredeligt Syge, Dødssyge, endog paa selve Dødslejet, netop med det Formaal at sikre de Efterladte en Formue eller en Pension, eller den Syge og Døende en Sygeplejerske.
Derfor vil det næppe være muligt i Praxis at komme til nogen anden Regel end den, at saa længe der kun er Tale om Hensynet til den Paagjældende selv, maa det, hvad det sanitære Grundlag for Indgaaelse |10| af Ægteskab angaar, være overladt til enhver myndig Persons frie Selvbestemmelse.
2) Ganske anderledes bliver Forholdet, saasnart vi medtager Hensynet til den anden Part. Der findes her ganske vist en Del Forhold, hvor det sanitære Fundament for et Ægteskab paa samme Maade som det økonomiske kan blive Gjenstand for Forhandling, for Arrangement; en ringe Levesandsynlighed kan udlignes ved en Livsforsikring, en Abnormitet, f. Ex. en saadan, som medfører Ufrugtbarhed, kan akcepteres af den anden Part. Alt dette kunde man muligvis ligesom i det første Spørgsmaal henvise til Individernes private Afgjørelse og fri Selvbestemmelse. Men der findes desuden og maaske først og fremmest ved Forholdet mellem de to Parter i et eventuelt Ægteskab en Faktor, der er saa alvorlig og vægtig, saa betydningsfuld i sin Virkning paa Individet og der igjennem indirekte paa Samfundet, at den for alle, selv for den ivrigste Tilhænger af individuel Frihed, maa fremtræde som en stor social Fare, hvis Bekæmpelse maa blive en Samfundsopgave.
Det er Spørgsmaalet om Sygdommes Overførelse i Ægteskabet ved Smitte, og ganske særligt om nogle bestemte, farlige Sygdomme.
Det er naturligvis altid uheldigt, hvis man gifter sig lidende af en smitsom Sygdom. En Mand eller |11| en Kvinde, der gifter sig lidende af Fnat, vil aldeles sikkert paaføre den anden Part Sygdommen, men heldigvis kan det da ikke betragtes som nogen Ulykke, og en saadan eller lignende Hændelser vilde ikke nødvendiggjøre større private eller offentlige Foranstaltninger. Der er derfor heller ingen Grund til at dvæle ved disse mindre Lidelser, men jeg skal indskrænke mig til at fremhæve tre bestemte Sygdomme, som i dette Forhold praktisk set tage hele Interessen paa Grund af deres hyppige og deres farlige Optræden; det er Gonorrhoen, Syfilis og Tuberkulosen.
Naar jeg nævner Gonorrhoen, den smitsomme Urinrørsbetændelse, allerførst, da er det, fordi denne Sygdom efterhaanden i den nyeste Tid, i vor medicinske Bevidsthed har arbejdet sig frem til at være den Sygdom, som i denne Sammenhæng maaske spiller den største Rolle og er af den største Betydning. For en Snes Aar siden blev det opdaget, at den skyldtes en bestemt Mikrob, Gonokokken, og ved Hjælp af denne Nøgle aabenbarede den sig i en hidtil uanet Udstrækning som en ganske overordentlig faresvanger Infektion, farlig for Individet og farlig for Samfundet. Vi vide nu, at Gonorrhoe er en af de almindeligste Sygdomme, maaske med Undtagelse af Mæslinger den hyppigste. Det er en i ganske særlig Grad venerisk Sygdom, der overføres ved Kjønsforbindelsen, der har sit Arnested i Prostitutionen i alle |12| dens Former; saa at sige alle unge Mænd, som i Tiden før Ægteskabet have levet i frie, vexlende Kjønsforbindelser, have eller have haft denne Sygdom. Vi vide dernæst, at den ofte har et kronisk, langvarigt Forløb, og at den ved at angribe og sætte sig fast i de indre Organer kan blive en svær og meget indgribende Lidelse, ikke mindst hos Kvinderne. Vi vide nu, at den store Hær af Lidende, der søger Hjælp hos Kvindelægerne, Gynækologerne, og paa Hospitalerne for Underlivslidelser, mest rekruteres fra Gonorrhoens Invalider; at langt den hyppigste Aarsag til Ufrugtbarhed i Ægteskabet er Gonorrhoe. Man har beregnet, at af alle sterile Ægteskaber skyldes Sterilit[et]en i henved en Fjerdedel af Tilfældene Manden, og da næsten altid som Følge af en overstaaet gonorrhoisk Sygdom, Resten skyldes Kvinderne, og her ere alle Kvindelæger enige om, at over Halvdelen af alle sterile Kvinder maa søge Aarsagen til deres Barnløshed i en overstaaet eller maaske endnu tilstedeværende gonorrhoisk Infektion.
Disse Kjendsgjerninger, som let kunde forøges med mange flere, maa nu være nok til at vise, hvor alvorlig en Sygdom for den enkelte og hvor stor en Samfundsfare Gonorrhoen kan være og i Virkeligheden er; en Fare saa stor, at det kan berettige til at sætte den i Spidsen for de Sygdomme, som i det ægteskabelige Forhold spille en skadelig |13| og ulykkebringende Rolle. Saa længe den hos en af Parterne er tilstede i sin smitsomme Form, maa den medicinsk set anses for en absolut Ægteskabsforhindring.
Syfilis har jo længe været vel kjendt som en farlig og uhyggelig Sygdom, ikke mindst fordi dens lange Forløb og ikke sjældent skjæbnesvangre Afslutning har ligget ret aabent for Dagen, maaske ogsaa fordi den er konstitutionel, eller, som det populært kaldes, gaar i Blodet. Den vil derfor her ikke kræve nogen særlig Belysning for at kunne slaas fast som en Lidelse, der er en stor Fare for den Enkelte og en Svøbe for Samfundet og som ved Siden af Gonorrhoen spiller en fremtrædende Rolle mellem Ægteskabets Ulykker, og derfor i samme Grad under sin smitsomme Periode maa betragtes som en absolut Ægteskabshindring. Thi vel er Sygdommen ikke altid tilstede under Form af smitsomme Udbrud; men dens insidiøse, lumske Smitteevne, der ikke saa stærkt som Gonorrhoens er bundet til Kjønsfunktionerne, medfører dog, at der under et Ægteskabs intime Samliv altid vil kunne findes en Lejlighed til Overførelse, saa at det praktisk talt kan siges, at Syfilis hører til de Ting, som Ægtefæller maa dele med hinanden, ligesom det daglige Brød. Derfor bør ingen Sofisterier kunne faa os til at fravige de Betingelser, som vi medicinsk set maa sætte for en Syfilitiker for Indgaaelse af Ægteskab og som i Almindelighed ville |14| kunne formuleres til følgende Fordringer: et Tidsrum af 3-4 Aar, forløbet efter Sygdommens Begyndelse, en tilstrækkelig og betryggende Behandling samt 1 a 2 Aars Frihed for smittende Udbrud.
Selvfølgeligt kan der jo efter den Tid fremkomme senere, saakaldte tertiære Udbrud, der kunne være i høj Grad skjæbnesvangre for Patientens Sundhed og Liv; men de er i Reglen ikke smitsomme og interessere derfor direkte kun den Paagjældende selv og maa med Hensyn til deres Vurdering lige overfor Ægteskabet staa i Klasse med andre Forringelser af Individets Levedygtighed og Sundhed, som omtalt i den første Gruppe.
Hvad nu Tuberkulosen angaar, da ere Forholdene her ikke helt saa simple, som ved de to nys-omtalte Sygdomme; vi vide, at den skyldes Baciller og at den overføres ved Smitte, men Overførelsen ved det ægteskabelige Samliv er ikke saa givet og absolut som for de to andre. Der skal saaledes helst være en vis Disposition, medfødt eller erhvervet Modtagelighed, tilstede, og der kan tages Forsigtighedsforanstaltninger, saasom Desinfektion af Opspyt etc, som gjør Faren selv ved et intimt Samliv betydeligt ringere. Ikke desto mindre viser den daglige Erfaring, at Tilstedeværelsen af Tuberkulose navnligt i mere fremskredne, særligt smittefarlige Stadier og Former rummer en saa stor Fare for den |15| anden Part indenfor et Ægteskab, at et saadant Ægteskab med en sund Person altid bliver en meget betænkelig Sag og vanskeligt medicinsk set kan billiges. Paa den anden Side kan et Forbud, i alt Fald almenmenneskeligt set, møde lige saa store Vanskeligheder, og enhver Læge vil vist føle, at her er et af de Punkter, hvor en medicinsk Dom og et medicinsk Ansvar, hvis det kræves, vil føles allertungest. Men hvorledes man nu end vil stille sig, kan Lægevidenskaben ikke fritage sig for den Pligt at pege paa, hvilke Farer en saadan Forbindelse kan medføre. Iøvrigt skulle vi senere endnu engang komme tilbage til det i sig selv saa triste Tuberkulosespørgsmaal.
Der kunde være Anledning til for Fuldstændigheds Skyld at nævne endnu en Sygdom, som heldigvis ikke kjendes her hos os i det egentlige Danmark, men som, hvor den findes – f. Ex. paa Island og i Norge – er en ikke alene medicinsk men ogsaa retsligt hævdet absolut Forhindring for Indgaaelsen af Ægteskab. Det er Spedalskheden, vel nok den sværeste og uhyggeligste af de tre sammenhørende kroniske Infektionssygdomme. Jeg nævner den for at vise, at vi her have et nærliggende Præcedens for en virksom Indskriden mod Sygdommes Udbredelse gjennem Ægteskabet.
3) Vi skulle nu gaa over til de Betragtninger og de Synspunkter, som kunne gjøre sig gjældende |16| med Hensyn til Sygdommes Indflydelse paa Afkommet.
De forskjellige lokale Sygdomme, dertil regnet Gonorrhoe, kunne ikke have nogen direkte Indvirkning paa Afkommet; kun have vi for Gonorrhoens Vedkommende set, at denne Sygdom ofte kan have den rent negative Virkning at betinge Sterilitet. Der maa dog i denne Sammenhæng fremhæves en meget positiv og direkte Fare for Afkommet, som ligger i en Overførelse af Smitstoffet under selve Fødselsakten til Barnets Øjne. Denne overordentlig alvorlige Form af de nyfødtes Øjenbetændelse er og navnligt var særdeles almindelig; i de fleste Fødselsstiftelser fandtes mindst 10 Procent af Børnenes Øjne angrebne – et talende Bevis paa Gonorrhoens Hyppighed ogsaa hos Kvindekjønnet. Da et stort Antal af disse Øjenbetændelser ende med Blindhed eller blivende mangelfuldt Syn, er det let at forstaa, hvor stor en Rolle denne Aarsag spiller for Blindheden. Det er paavist ved Undersøgelser af berømte Øjenlæger i Sachsens og Schweits's Blindeanstalter, at i tre Fjerdedele af Tilfældene skyldes Ulykken en gonorrhoisk Øjenbetændelse, og man har beregnet, at der i Tydskland findes 30,000 Blinde af denne Art og at deres Underhold koster det Offentlige eller Private et Tilskud af 20 Millioner Mark om Aaret. Heldigvis er der i den nyeste Tid i desinficerende, præventive Inddrypninger funden |17| en Methode, hvorved de nyfødte Børns Øjne næsten med Sikkerhed kunne bevares mod denne ulykkelige Infektion.
En egentlig, direkte Indflydelse paa Afkommets Sundhed tilkommer dog væsentligt kun de Elementer hos Forældrene, som man kunde kalde konstitutionelle og som have deres Rod i medfødte eller erhvervede Egenskaber eller Svagheder i Konstitutionen, i hele Organismens Kvalitet, muligvis ogsaa i almindelige, konstitutionelle Sygdomme, smitsomme eller ikke. Arvelighedens Begreb er saa vidt, at saa at sige alle Ufuldkommenheder og Svagheder kunne gjenfmdes hos Børnene, og da den absolute Fuldkommenhed er uopnaaelig, ligger heri Muligheden for at træffe alle Gradationer af et Sundheds-Minus, uden at man dog ubetinget tør betragte dem som Hindringer for Ægteskabet. Man kunde ønske, at meget gamle eller meget svage Mænd, at nervelidende Individer og arveligt belastede Slægter af Hensyn til det sandsynligt mindre værdifulde Afkom vilde afholde sig fra Ægteskab; men man maa ogsaa her, naar Talen bliver om at opstille strenge Regler og Fordringer indskrænke sig til de Tilfælde, de sygelige Tilstande, hvis Betydning som ødelæggende for Afkommet er saa stor, saa iøjnespringende og saa konstant, at det bliver til et Samfundsspørgsmaal.
Indenfor denne Begrænsning møde vi da atter en |18| Triade, tre Sygdomstilstande, som man har kaldt Nutidens Pest, netop fordi de kompromitere de ufødte Slægters Livskraft; det er Syfilis, Tuberkulosen og Alkoholismen.
Syfilis i de første 3-4 Aar af Sygdommen, altsaa i den smitsomme Periode, hører til de mest dræbende Faktorer lige overfor Barnet. I det første Aar, og da især hvor ogsaa Moderen er angreben, er der næsten ingen Chance for et sundt og levedygtigt Barn. En bekjendt Statistik af Fournier i Paris omfatter en Undersøgelse af 90 Børn, fødte i Ægteskab indenfor det første Aar af Forældrenes Syfilis; Resultatet var 50 Tilfælde af Dødfødsel eller Abort, 38 Dødsfald som Spæde og kun 2 (To!), som levede. Efterhaanden som Forældrenes Sygdom bliver ældre, bliver Dødeligheden hos Børnene mindre, men disse ere dog vedblivende meget slet stillede; næsten alle Statistiker vise, at Halvdelen af saadanne Børn dø som Spæde, og højst en Fjerdedel af Børn med medfødt Syfilis naa det fjerde Leveaar. De vil se, hvilken forfærdelig Rolle Syfilis spiller for Børne-dødeligheden, og selv om Børnene ikke dø eller direkte komme til at lide af Sygdommen, fødes de ofte med et karakteristisk Degenerationspræg, der paatrykker dem et Stempel som aandeligt og legemligt defekte, lidet modstandsdygtige, hvad Tyskerne kalde "minderwerthige" Individer. Endog den næste Generation |19|kan undertiden arve dette Præg og disse Mangler.
Tuberkulosen, vor hyppigste Dødsaarsag, den Sygdom, som aarlig bortriver saa mange Tusinder i Ungdommens Blomst, paakalder i højeste Grad Lægens og Sociologens Interesse, naar der er Tale om Menneslægtens og særligt den vordende Slægts, Afkommets Sundhed og Livskraft. Thi selv om den bacillære Infektion maaske sjældent og muligvis aldeles ikke nedarves direkte som saadan, er Nedarvningen saa meget sikrere og utvivlsommere under Form af en medfødt Disposition, en almindelig Svækkelse af Konstitutionen med en særlig Modtagelighed for Tuberkelinfektionen. De Tuberkuløses Afkom er en Type, som Lægerne længe har kjendt og som er let at kjende; disse svagt byggede, zarte Væsener med Tilbøjelighed til alle Slags Katarrher, til Skrofulosen i alle sine Former, som ofte allerede er en tuberkuløs Infektion, og forudbestemte til en tidlig Død af Lungesvindsot eller en anden lignende Udgang paa et langt Drama i mange sørgelige Akter. Denne Sygdom med sine ødelæggende Virkninger paa Individ og Afkom har i de senere Aar i særlig Grad været Gjenstand for Hygiejnens Interesse; man kan sige, at der er bleven rejst en Kamp mod Tuberkulosen. Som en Del og en ikke uvæsentlig Del af denne Kamp maa regnes de forebyggende Foranstaltninger, |20| som kunne komme til Anvendelse allerede før den unge Slægts Fremkomst og som kunne udtrykkes korteligt saaledes: tuberkuløse Forældre bør ikke sætte Børn i Verden! Undersøgelser fra Tuberkulosesanatorierne have vist, at mindst Halvdelen af Patienterne have deres Sygdom som Arv fra tuberkuløse Forældre. Hvis den nævnte Grundsætning kunde blive gjennemført, vilde Antallet af Pladser i Sanatorierne altsaa kunne reduceres med Halvdelen.
Alkoholismen er en kronisk Forgiftning, men den er tillige, især i denne Sammenhæng, i Forholdet til Afkommet, at betragte som en Neurose, eller som et Symptom paa en saadan. Alkoholisternes Børn fødes selvforstaaeligt ikke som Alkoholikere, højst kun med en medfødt Tilbøjelighed i denne Retning, men de have ikke desto mindre stærkt Præget af en arvet Svækkelsestilstand, med slet legemlig og aandelig Udvikling, og særligt et ødelagt Nervesystem. Tag de Sindssyges og Idioternes, tag Epileptikernes og Hysterikernes Stamtræ, og kun altfor ofte vil Forældrenes Alkoholisme findes som Ondets Rod. Derfor er det med Rette, naar Alkoholismen regnes som den "Dritte im Bunde" sammen med Syfilis og Tuberkulose, naar man tænker paa Nutidens Gift, den, der gnaver paa Slægtens Sundhed og særligt virker ødelæggende paa Afkommet.
4) Jeg kommer herved ind paa det fjerde og |21| sidste Synspunkt, Hensynet til Samfundet i sin Helhed, der jo i sig forener alle de andre og gjør dem til, hvad de bør være, Samfundsspørgsmaal og Samfundsopgaver. Det synes, som om Hygiejnen til en vis Grad har faaet Magt med de akute Infektionssygdomme; Kolera og Pest holdes nede og begrændses, fordi en stigende Forstaaelse og forbedrede Hjælpemidler tillader at føre Kampen med hensynsløs Energi. Men de kroniske Infektionssygdomme, som Syfilis og Tuberkulose, og Neuroser som Alkoholismen har man ligesom vænnet sig til, den snigende Virkning falder ikke i Øjnene og vækker ikke Rædsel som en Epidemi af Kolera eller Pest, skjønt den er langt sværere og betydeligere, og derfor har Kulturen endnu den Dag i Dag ikke fundet de rette Midler til Bekjæmpelse af disse Menneskehedens Svøber. Retningen er dog anslaaet ved den moderne Sundhedslæres Valgsprog, "Prevention is better than cure" og en af Vejene vil sikkert blive at skærme Fremtidens Slægt mod medfødte Sygdomsspirer og medfødte Svaghedsanlæg. For Samfundet vilde det ganske sikkert kunne være en Livssag at arbejde paa, at Slægtens Formering ikke helt bliver overladt til det blinde Instinkt – som dog maaske ikke altid er saa ganske blindt – eller, hvad værre er, underordnet helt uvedkommende Hensyn til Stilling, Formuesforhold o. lgn. Men ogsaa det personlige, private Initiativ |22| maa tages i Arbejde. Den gamle Vittighed: man kan ikke være forsigtig nok i Valget af sine Forældre, kunde passende omskrives til: man kan ikke være forsigtig nok i Valget af sine Børns Fader – eller Moder. Jeg har nu i det foregaaende givet nogle af de vigtigste lægevidenskabelige Momenter, som maa være ledende for Afgjørelsen, og jeg resumerer dem her. Som Hovedregel kunde man medicinsk set sætte, at enhver Abnormitet eller Sygelighed, som medfører alvorlig Fare for den anden Part eller for Afkommets Sundhed og Levedygtighed, bør være en Hindring for Indgaaelsen af Ægteskab. Mere konkret og anvendt paa de enkelte Sygdomme vilde det uden videre kunne fastslaas, at den smitsomme Gonorrhoe og Syfilis i det smitsomme Stadium absolut og ubetinget bør udelukke fra Ægteskab. Dernæst maatte en udtalt Tuberkulose og en sværere, arvelig Nervelidelse, dertil regnet Alkoholisme, have samme Virkning, eller, selv om Ægteskabs Indgaaelse kunde indrømmes, betinge en Fordring om barnløst Ægteskab, hvad Franskmændene kalde Mariage blanc. Endelig vilde der være en hel Del Tilfælde, som vanskeligt kunde komme under bestemte Regler og eventuelt maatte bedømmes hver for sig, hvis man overhovedet her ønsker Lægernes Skjøn og Raad.
Men selv om nu alle vilde indrømme, at en saadan |23| Begrænsning af Retten til at indgaae Ægteskab vilde være heldig og hensigtsmæssig, saavel for Individerne, som ikke mindst for Slægten og Samfundet, saa støde vi strax paa den praktiske Vanskelighed:Hvorledes skal det opnaas?
Ja, her ere vi nu udenfor ren medicinsk Grund og udenfor Lægernes snevrere Kompetence. Spørgsmaalet bliver et almindeligt borgerligt og retsligt Spørgsmaal, og det bliver Statsmagtens og Lovgivningens Sag at afgjøre, hvorvidt og i hvilket Omfang der skal træffes Foranstaltninger til at sikre gunstigere sanitære Forudsætninger for Ægteskabets Indgaaelse.
For Øjeblikket staa vi hertillands og de fleste Steder paa ganske bar Grund. Foruden en bestemt Alder – 16 Aar for Kvinder, 20 for Mænd – er iøvrigt den eneste sanitære Betingelse, der stilles, saavidt vides en Vaccinationsattest'1. Kun i enkelte Stater i Nordamerika har man i de sidste Aar vedtaget og indført Bestemmelser, forskjellige for forskjellige Stater, som under Strafansvar forbyde Individer med smitsomme og arvelige Sygdomme, som Gonorrhoe, Syfilis og Tuberkulose, paa nogle Steder endogsaa med Epilepsi, Drikkesyge o. a., at indgaa Ægteskab. Hvorledes Lovens Gjennemførelse sikres og hvilken Virkning den har havt, er mig ubekjendt, |24| men de her indvundne Resultater ville have deres store Interesse og ville tale højere end alle Raisonnementer.
Det er jo klart, at theoretisk set vilde en saadan Indgriben fra Statens Side gjennem Lovgivning og Administration sikrest kunne gjøres effektiv gjennem en Sundhedsattest, der maatte udstedes med Hensyn paa Ægteskabs-Indgaaelse, omtrent som det sker f. Ex. ved en Livsforsikring. Men i Praxis vil det vist her være ufornødent at diskutere en saadan Methodes Fordele og Mangler, fordi dens Gjennemførlighed hos os vil støde paa saa mange Vanskeligheder og møde saa stor Modstand, at den foreløbigt kan lades ude af Betragtning.
Derimod vilde de sanitære Fordringer kunne mødes med de juridiske ved en Ordning, der lagde Vægten paa Sikringen gjennem et Strafansvar, i alt Fald hvad angaar de Sygdomme, som jeg medicinsk har udhævet som dem, der ubetinget og absolut burde være Giftermaalshindringer, nemlig den smitsomme Gonorrhoe og Syfilis. Her vilde man i Virkeligheden kunne slaa en Bom, og det en ganske effektiv Bom, paa et meget betydningsfuldt Punkt. Det er givet, at Gonorrhoe og Syfilis ville vedblive at florere indenfor Prostitutionen og dem, der staar i Forhold til denne; men det vilde her være muligt, om ikke naturligvis |25| med fuld Sikkerhed saa dog med en efter Omstændighederne ganske betydelig Paalidelighed, at forhindre disse Sygdommes Overførelse til Ægteskabet og det legitime Afkom. Vi have jo her allerede almindelig borgerlig Straffelovs § 181, som siger: "Naar nogen, som er vidende eller har Formodning om at være behæftet med venerisk Smitte, øver Utugt med en anden, bliver Straf af Fængsel eller under skærpende Omstændigheder Forbedringshusarbejde at anvende." Denne Lov, som for Øjeblikket kun er anvendelig mod Kjønsforbindelser udenfor Ægteskabet, vilde jo let kunne forandres til at finde Anvendelse for alle Tilfælde eller særligt ligeoverfor Indgaaelse af Ægteskab.
En saadan Lov vilde i altfald være et Skridt i den rigtige Retning, et Skridt, som efter kompetente Juristers Dom ikke i nogen væsentligt Grad vilde støde an mod vor nuherskende Opinion eller nugjældende Retsgrundsætninger. Det vilde være saavel medicinsk som juridisk set praktisk gjennemførligt.
Men medens Lovgiverne betænke sig, ophobe de sørgelige Kjendsgjerninger sig dagligt, og de store individuelle og sociale Ulykker høre ikke op med at tilraabe os et: Noget maa der gjøres!
Det falder jo da naturligt at skyde Lægerne frem i første Række: det er deres Domæne, de maa prøve paa, Saavidt muligt at forhindre disse Ulykker.
|26|
Og det er naturligvis rigtigt. Lægerne bør gjøre, hvad de kan, de maa lægge hele deres Indflydelse og Autoritet i Vægtskaalen ligeoverfor deres Patienter, for at holde dem tilbage fra at begaa Dumheder eller Forbrydelser; de maa i ethvert enkelt Tilfælde detailleret oplyse de Syge om deres Tilstand, om, hvilke Farer den kan medføre for Hustru og Afkom, om det Tidsrum, indenfor hvilket Faren er tilstede og det Tidspunkt, efter hvilket det uden Risiko kan tillades dem at gifte sig.
Lægen kan altsaa raade og advare, og han kan og bør gjøre det med Fynd og Klem; men videre gaar hans Pligt heller ikke, og han kan specielt ikke paa egen Haand gribe yderligere ind for at afværge Ulykker, som han maaske klart ser og desværre nødes til at lade ske, selv med blødende Hjerte. Lad os sætte, at en Læge behandler eller har behandlet en ung Mand for smitsom Syfilis og erfarer, at han staar i Begreb med at ægte en sund, uskyldig ung Pige – eller han behandler en Kvinde, som med arvelig Disposition og udviklet Tuberkulose agter at stifte Familie; han kan da med alle Overtalelser søge at indvirke paa sin Patient for at faa ham eller hende til at opsætte eller opgive Ægteskabet; men hvis Vedkommende desuagtet staar fast ved sit forbryderiske eller samvittighedsløse Forsæt, er han magtesløs; han |27| kan f. Ex. ikke sætte den anden Part ind i Forholdet og heller ikke, selv om han bliver spurgt, indlade sig paa at give nogensomhelst Oplysning om sin Klient uden dennes Indvilligelse. Thi over det enkelte Tilfælde staar Hensynet til hans professionelle Diskretion. Det er ganske nødvendigt og af den største Betydning for Tillidsforholdet til Lægen, at enhver Syg ved og kan stole paa, at hvad han har betroet Lægen under aabenlys eller stiltiende Forudsætning af Taushed fra dennes Side, er betroet under en ganske særlig kvalificeret Diskretion og ikke vil kunne blive anvendt imod ham. Det er en Grundsætning, som siden Hippokrates har været fastholdt gjennem alle Tider, eller i alt Fald burde være det.
Der er dog en Vej, ad hvilken Lægens Taushedspligt kan, om ikke omgaas, saa dog neutraliseres paa en saadan Maade, at han kan komme til at udtale en afgjørende Stemme ved Ægteskabs Indgaaelse. Hvis Forældre eller Værger for den ene Part vilde indhente den anden Parts Indvilligelse i en Konference med hans eller hendes Læge, eller hvis de stillede en Fordring om en Lægeerklæring angaaende hans sanitære Betingelser for at indgaa Ægteskab, vilde Lægen kunne udtale sig; og hvis en saadan Fordring blev mere almindelig Skik og Brug, vilde det odiøse derved jo falde bort, og der vilde paa denne Maade, ved |28| rent privat Initiativ, kunne skaffes bekymrede Forældre en vis Betryggelse for deres Børns sanitære Fremtid indenfor Ægteskabet. Selv om den sandsynligt nok kun vilde blive bragt til Anvendelse indenfor de intelligente og hygiejnisk tænkende Samfundslag, vilde den dog være en Udvej,som der kunde være Anledning nok til at anvise.
Men enten nu Formaalet i sidste Instans maa søges opnaaet ad den ene eller den anden Vej, vilde der imidlertid være god Anledning til paa enhver Maade at opdrage en offentlig Mening, en Opinion om disse Spørgsmaal. Hvis vi kunne betragte den offentlige Mening som Folkenes Samvittighed, maa den kunne rystes op; der maa tales ligefrem og aabent om disse Æmner – hvad hidindtil har været vanskeligt nok – og de Sagkyndige maa til de videste Kredse søge at udbrede Oplysning og Kundskab om de forskjellige sygelige Tilstande og deres Betydning for Ægtefælle, for Afkom, for hele Slægten. Hele Folkets og navnligt Ungdommens hygiejniske Opdragelse, som specielt paa dette Punkt har været skammeligt forsømt, maa tages op som en Samfundsopgave. Lys over Landet! maa ogsaa her være Løsenet, ogsaa for at Ukyndighed og Uvidenhed ikke skal vedblive at være Undskyldning og Skalkeskjul. Naar den offentlige Mening har fastslaaet, at det, at gifte |29| sig, befængt med en farlig smitsom Sygdom som Gonorrhoe og Syfilis, er en Forbrydelse, at det er umoralsk at sætte Børn i Verden med Tuberkulosens sorte Stempel og Neurosernes sørgelige Mærke, vil der allerede derved være vundet overmaade meget og dannet et Grundlag, som tillader at føre Kampen mod disse Sygdomme ogsaa paa dette præventive Omraade med virkelig Kraft.
Et saadant forberedende, oplysende Arbejde er i de senere Aar paabegyndt af Læger, Sociologer og, ikke mindst, af belletristiske Forfattere i Dramer og Samfundsskildringer. Lige fra Ibsens Gjengangere til Iver Iversens Noveller og Fru Lembkes Folkets Synder, for blot at nævne enkelte, nordiske Exempler, findes en hel Række Digterværker, som mere eller mindre have været baarne af dette Emne og denne Tendens. Til et vist Punkt kan dette Skjøn-litteraturens Medarbejderskab bydes velkomment, forsaavidt det er et kraftigt Agitationsmiddel og kan slaa til Lyd i vide Kredse; men det medfører Fare for Lidenskabelighed og utilstrækkelig saglig Underbygning, hvad der helst skulde undgaas i Debatten om saa vanskelige, alvorlige og tungt vejende Afgjørelser. Her ere utilslørede, objektive Oplysninger og rolige, kritiske Overvejelser fremfor alt paa deres Plads.
Som et Bidrag til dette Oplysningsarbejde kunde |30| jeg ønske dette Foredrag betragtet, hvori jeg har forsøgt at klarlægge det lægevidenskabelige Grundlag, hvorpaa en almindeligere Opfattelse og muligvis borgerlige og retslige Regler kunne bygges op, naar engang Handlingens Tid maatte komme for denne betydningsfulde Del af vor Hygiejne.
