"Den yndige Lille"

123 Der sidder en Pige i landlige By,
Hun sidder saa roelig og stille,
Hun sidder saa flittig, undseelig, bly –
Hun nævnes "den yndige Lille"!
Og hos hende sidde der Søstere to,
Der pleje saa venlig og hjælpe saa troe
"Den yndige Lille"!

2.

Knap Solen har kastet sit første Skin
Paa Ruderne, førend hun sidder
Paa Thronen og nynner med oprømt Sind
En Sang til Fuglenes Qvidder:
Og Synaalen trækker hun op og ned,
Mens Søstrene sidde og glæde sig ved
"Den yndige Lille"!

1243.

Naar Blomsterne smile i Middagens Glød,
Hun lægger sit Arbejd' til Side,
Og gaaer som en Rose, selv hvid, selv rød
Blandt Roser og Lilier hvide:
Med Schaulet og Handsker og Solhatten paa
Saa elskelig seer man i Haven at gaae
"Den yndige Lille"!

4.

Og bliver det Aften og Solen gaaer ned,
Hun sidder i Kredsen af Venner,
Og synger og slaaer Tangenterne ned
De flinke og øvede Hænder:
Hun synger om ham, som i Hjertet boer,
Ham skaber en Fryd – usigelig stor
"Den yndige Lille"!

1255.

Og mange er de, som strænge sig an
"Den yndige Lille" at vinde –
Men lykkelig – mere end lykkelig – han,
Som Vejen til Hjertet kan finde! –
Tilbedelse bringes der hende af hver,
Men een af Hjertet dog elsker især
"Den yndige Lille"!