I Conradines Stambog

"Veninde" er et ædelt kostbart Navn –
Jeg mener Hjertets ærlige Veninde;
Jeg takker Gud, fordi han lod mig finde
Clenodiet, og lindrede mit Savn:
Jeg gjemmer det: thi jeg forstaaer at skatte,
Hvad Conradine lærte mig at fatte!

#

122 Men "Vennens" Navn – har ogsaa det sit Værd?
Kan ogsaa det en glad Erindring skabe,
Og tør han troe, at De ham ej vil tabe
Af Hjertets Gjemme, skjøndt han ej er nær?
Tør Vennen troe, at han sin Løn skal finde,
At han skal leve kjær i Deres Minde!

#

Gud signe hvert af Conradines Fjed,
Og hver en Tanke, som bestandig ligner
Det fromme Sind, som selv i Hjertet signer
Og fatter Alle ind i Kjærlighed: –
Gud styre Deres Skridt! – gid han berede
Dem Vejen gjennem Livets bedste Glæde!