"Tanker ved min Onkels Grav"

126 Mellem Grave
Gaaer jeg – her er Dødens Have,
Her er Dødens Offer sikkert gjemt:
Taus og rolig
Gaaer jeg – her er Dødens Bolig,
Her er Tanken kun alvorlig stemt!

#

Foden standser
Ved et Kors – kun halvt jeg sandser
Hvad jeg læser paa det sorte Træ:
"Her sin Byrde
Lagde Sognets elskte Hyrde" – –
– Korset var min Onkels Mindetræ!

#

Øjet hefter
Sig paa Graven – stræber efter
Dybt at trænge ned i Jordens Skjød:
127 Men forgjæves –
Tankefuld det hæves
Op mod Himlen, mens min Taare flød.

#

Her er Graven –
Her er Maalet, hvortil Vandringsstaven
Skulde føre Dine trætte Been:
Her Du hviler –
Ædle Olding! her Din Gravblomst smiler –
Her jeg sidder paa Din Mindesten!

#

Uden Skranke
Trænger sig min alvorsfulde Tanke
Til Din dybe mørke Celle ned:
Selv forklaret,
Aanden har i Formen aabenbaret,
At den gik til Gud i salig Fred!

#

128 End det samme
Fredelige Blik – kun Livets Flamme
Søger jeg forgjæves efter meer:
Høje Pande –
Stolte Afglands af Fornuftens sande
Klare Lys jeg med Begejstring seer!

#

Stumme Læbe –
Jeg som før – forgjæves vilde stræbe
Nu at øse af Dit rige Væld:
Du er lukked' –
Dog endnu sig spejler Afskeds-Sukket
Kjærlighedens Suk for Dines Held!

#

Død i Bønnen
Til en naadig Fader og til Sønnen,
Endnu folde Dine Hænder sig: –
Taus jeg fører
Læben til Din Højre – og berører
Den med Kysset for at takke Dig!

#

129 – Klokken lyder
Hist fra Taarnet – og dens Klang betyder,
At de Døde hvile vil i Fred!
Først en Taare
Ædle Olding! paa Din mørke Baare –
Saa forlader jeg Dit Hvilested!

#

Hist i Haven
Plukked' jeg en Blomst – den jeg paa Graven
Ogsaa planter først med varsom Haand:
Vinden leger
Med dens Blad – mens Stenglen peger
Op mod Himmelen og mod Din Aand!

#

Mørket falder –
Det mig, Elskte! fra Dit Gravsted kalder –
Kun endnu paa Korsets Navn et Blik: –
Tro Dit Minde
Jeg bevarer – for ved det at finde
Dine Spor, som Du i Livet gik! –