"Tanker ved min Onkels Grav"
126 Mellem Grave
Gaaer jeg – her er Dødens Have,
Her er Dødens Offer sikkert gjemt:
Taus og rolig
Gaaer jeg – her er Dødens Bolig,
Her er Tanken kun alvorlig stemt!
#
Foden standser
Ved et Kors – kun halvt jeg sandser
Hvad jeg læser paa det sorte Træ:
"Her sin Byrde
Lagde Sognets elskte Hyrde" – –
– Korset var min Onkels Mindetræ!
#
Øjet hefter
Sig paa Graven – stræber efter
Dybt at trænge ned i Jordens Skjød:
127 Men forgjæves –
Tankefuld det hæves
Op mod Himlen, mens min Taare flød.
#
Her er Graven –
Her er Maalet, hvortil Vandringsstaven
Skulde føre Dine trætte Been:
Her Du hviler –
Ædle Olding! her Din Gravblomst smiler –
Her jeg sidder paa Din Mindesten!
#
Uden Skranke
Trænger sig min alvorsfulde Tanke
Til Din dybe mørke Celle ned:
Selv forklaret,
Aanden har i Formen aabenbaret,
At den gik til Gud i salig Fred!
#
128 End det samme
Fredelige Blik – kun Livets Flamme
Søger jeg forgjæves efter meer:
Høje Pande –
Stolte Afglands af Fornuftens sande
Klare Lys jeg med Begejstring seer!
#
Stumme Læbe –
Jeg som før – forgjæves vilde stræbe
Nu at øse af Dit rige Væld:
Du er lukked' –
Dog endnu sig spejler Afskeds-Sukket
Kjærlighedens Suk for Dines Held!
#
Død i Bønnen
Til en naadig Fader og til Sønnen,
Endnu folde Dine Hænder sig: –
Taus jeg fører
Læben til Din Højre – og berører
Den med Kysset for at takke Dig!
#
129 – Klokken lyder
Hist fra Taarnet – og dens Klang betyder,
At de Døde hvile vil i Fred!
Først en Taare
Ædle Olding! paa Din mørke Baare –
Saa forlader jeg Dit Hvilested!
#
Hist i Haven
Plukked' jeg en Blomst – den jeg paa Graven
Ogsaa planter først med varsom Haand:
Vinden leger
Med dens Blad – mens Stenglen peger
Op mod Himmelen og mod Din Aand!
#
Mørket falder –
Det mig, Elskte! fra Dit Gravsted kalder –
Kun endnu paa Korsets Navn et Blik: –
Tro Dit Minde
Jeg bevarer – for ved det at finde
Dine Spor, som Du i Livet gik! –