Bøn til Fortuna

30 O! Fortuna med Din Tryllestav,
Skjæbnens vennemilde Herskerinde!
Viis mig Vejen, at jeg snart maa finde
Hvad jeg hidtil kun saae Straaler af:
Knælende jeg venter her paa Trøst,
Paa Din milde vennehulde Røst,
Der for Støvets bange Skarer
Sig i Haabet aabenbarer!

##

Bøj Dit Øre til mit Hjertes Bøn,
Mægtigstærke naadige Gudinde!
Ræk en Lænke mig, at jeg kan binde
Den jeg længe elsket har i Løn!
Ræk, Fortuna! en usynlig Haand,
Knyt Du selv det første Venskabs Baand,
Lok den Skjønne i Din Snare,
At Forbindelsen kan vare!

##

31 Slyng Dit Uhelds-Scepter over dem,
Som staar mig imod misundelige,
Skjænk mig Sejren, at min elskte Pige
Jeg med Krands om Haaret fører hjem!
Sløv Du Hjertet for hver Andens Ord,
At hun ingen af dem alle troer,
Og mod Pilene de sende
Sæt et kraftigt Skjold for hende!

##

Men lad mine mægtig trænge ind
Gjennem Marv og Been til Hjertets Gjemme,
Læg Du Gløden i min bange Stemme,
At den bøje maa min Piges Sind!
Gjør, Fortuna! at ethvert mit Blik
Saarer hende som et Dolkestik,
At min Tunge som en Slange
– ærlig dog – maa hende fange!

##

32 At hun, truffet af en heldig Piil,
Fyldt med Flammer, kun for mig maa lue,
At i hendes Blik jeg glad maa skue
Kjærlighedens bly og stjaalne Smiil!
Lad mig skabe hende evig Vaar!
Gid hun see mit Billed' hvor hun gaaer!
Gid jeg nær maa hende glæde,
Adskilt hendes Øje væde!

##

Ja! Fortuna – jeg mig bøjer ned,
For Din Throne jeg en Bøn opsender
Og med Haab og Frygt for Dig bekjender
Skyggen af min skjulte Kjærlighed!
Knælende jeg venter paa den Trøst
Fra Din milde vennehulde Røst:
"Jeg skal hjælpe Dig at fange
Den Du elsker – vær ej bange!" —