I En Stambog

33 I Mindekrandsen, som De gjemmer paa,
Jeg ogsaa flette vil en Blomst som minder
Om en af Deres fjerne tro Veninder, –
Lad den en gunstig Plads i Krandsen faae!
Skjøndt den er simpel kun, beskeden, liden,
Vistnok den holder sig dog godt i Tiden!

———

Jeg rejser bort – men i mit Sted jeg sætter
Et Afskeeds-Qvad, og med en Taare tvætter
Det døde Ord, at levende det maa
Staae fast i Mindets glade Tankerække,
Og kjær Erindring om de Dage vække,
Da vi hinanden talte til og saae!

———

34 Naar De Strengene slaaer
Og synger om Venskabets yndige Vaar,
Og tænker i Sangen paa en af de Kjære;
Lad da ogsaa mig i Erindringen være:
Syng ogsaa imellem en bitte Vise
Om jysk Bekjendtskab – om jyske Lise!

———