Til Secretair Michaelsen! (Ideen laant)

6 Dersom vi herskede Himmel og Jorden,
Bød over Storm, over Lynild og Torden,
Hver af os mægtig og stærk som en Gud;
Da skulde Sundheden, Lykken og Æren
Nedsendes rigelig til Secretairen,
Dette omtrent skulde være vort Bud:

##

Først Eder kraftigen, Skjæbnens Gudinder1!
I, som for Msket2 Livstraaden spinder,
Byde vi sildig at bryde den af;
Først naar hans Isse er hvidnet som Sneen
Vove Saturnus3 at røre ved Leen,
Da først han kaste sin Vandringsstav

##

Du som har Rigdom og Lykke i Hænder,
Byde vi flux at du rigelig sender
Alle de Goder han beder Dig om:
7 Guldet skal bringes i vægtige Stænger,
Aldrig vi taale, at Manden han trænger,
Aldrig, Du Bachus! at Flasken er tom!

##

Saaledes alle med Vælde vi byde,
Men til hvad Nytte? – naar ingen vil lyde,
Om saa vor Ordre var aldrig saa skjøn!
Og da vi føle, at vi ere svage,
Bede vi, at Du til Takke vil tage,
Naar vi vor Ordre forandre til Bøn!

##

"Himmelen skjænke Dig Lykke og Hæder
Signe Dit Liv med de skjønneste Glæder,
Give Dit Arbejde Frugter og Held!
Hjerterne bede, at Mand og Mandinde
Talrige tornefri Roser maae finde;
Det er vort Ønske, vi mene det vel!["]

 
[1] Skjæbnens Gudinder: afbildes ofte som tre kvinder, der sidder foran en hytte med en spinderok. Klotho spinder tråden, Lachesis afmåler trådens længde, og Atropos klipper tråden over, når tiden er inde. tilbage
[2] Msket: forkortelse for Mennesket. tilbage
[3] Saturnus: romersk gud, der i en senere tid kom til at stå for den altfortærende tid, en dødsgud. Jf. J.H. Wessels digt: "Skiæbnen gav dig glatte Kinder, / Skiæbnen gav dig lyse Haar; / Lidt Forstand, den giør ei Hinder, / Naar Saturnus engang faaer / Reent afplukket dine Haar / Og bekruset dine Kinder." tilbage