Drachmanns store Brudd med Radikalismen og hans Tilbagevenden

Af Peter Nansen

Eftertryk forbydes.

I December 1883 kom det store Brudd mellem "Danskerne" og "Evropæerne" – kort udtrykt: mellem Politikerne Chr. Berg og Hørup; literært mellem Holger Drachmann (med Otto Borchsenius som Mærkismand¹) og Brødrene Brandes.

Chr. Bergs Alliance med det literære Venstre og Brandesianismen havde fra første Færd været unaturlig, naar man regner med Menneskenes medfødte Taabelighed; thi ellers vilde det jo kun have været godt og sundt, om der var tilvejebragt mere Føling, mere Forstaaelse mellem Hovedstads-Radikalismen og Bonde-Frisindet, og man maa beundre den Ligegyldighed for smaalig Forargelse fra Partifæller, hvormed Berg i 1880 havde trumfet Edv. Brandes igennem som Langelands-Kresens Folketingsmand, hvilken Stilling Brandes forøvrigt med Bravour holdt længe efter at Alliancen med Berg var ophørt, ja lige indtil han selv opgav den.

Nu kom Bruddet altsaa op under Jul 1883, og med en uanet Voldsomhed.

Saa vidt jeg mindes, var det en Artikel af Edv. Brandes om Grundtvig (i Anledning af hans Hundredaarsdag), der bragte den længe ulmende Strid til Katastrofe.

Det der vakte den unge, literære Verdens Interesse, var dog navnlig, at Drachmann i en højstemt og hadefuld Proklamation (den 11. December 1883 i Dagbladet) kastede Handsken til Georg Brandes, der Februar samme Aar var hjemvendt fra sit Eksil i Berlin, og erklærede sig for voldført af den udanske Brandesianisme.

Jeg mindes faa Begivenheder, der har gjort et saa dybt og smerteligt Indtryk paa mig personligt (sikkert ogsaa paa mange andre af mine Jævnaldrende) som dette Drachmanns Brudd med hans gamle literære Venner og Kampfæller. Vi stod ganske uforstaaende. At Drachmann, denne af os alle forgudede Digter, gik over i "Fjenden"s Lejr og kort efter endog blev det mest reaktionære Højres lavrbærkronede Festdigter, besyngende alt det, som syntes os Indbegrebet af taabelig Chauvinisme, virkede direkte som en Sorg, ja som et ydmygende Nederlag.

Det første store Resultat af Bruddet blev Grundlæggelsen af Politiken. Hidtil havde Hørup, Edv. og Georg Brandes og de ældre af den moderne Literaturs Folk haft Bergs Morgenbladet som deres Organ (mens en Del af os Yngre var søgt til Nationaltidende under Herman Bangs Førerskab).

Morgenbladet var dog, trods Alliancen med de berømte Forfattere, aldrig bleven et kjøbenhavnsk Blad. Det virkede stadig halvt som et Provinsblad og det naaede næppe nogen Sinde til mere end 2000 Abonnenter.

Men baade Hørups og Edv. Brandes' Ærgerrighed var at erobre Kjøbenhavn. I disse Bestræbelser hæmmedes de af Forbundet med Berg og af den agrariske Farve, hans udprægede Bondepolitik gav Morgenbladet. I Virkeligheden var det da deres Held at blive sparkede ud af Fællesreden og at tvinges til at flyve paa egen Haand og bygge deres egen Rede.

Det Parti, som Berg dannede ved Sammenslutning af de tidligere Radikale, der fulgte ham, og Bojsens moderate Venstre, kaldte sig med agitatorisk Snildhed "Det danske Venstre". Som Modsætning hertil døbtes Hørups og Brandes' Parti Det evropæiske Venstre. Og Berg forstod at udnytte disse to Slagord: "Danskerne" og "Evropæerne". Det var Ord, der gjorde sig ved et Vælgermøde. "Her ser De, ærede Forsamling, paa den ene Side os, der er de vaskeægte Danske. Paa den anden Side har De disse Folk af udansk, fremmed Paavirkning." Berg var klog nok til ikke ligefrem at sige Jøder. Han var jo stadig den frisindede Mand, og han havde mellem Jøderne trofaste og nyttige Venner. Det vilde jo ogsaa have været vanskeligt at frakende Hørup og de Bønder, der fulgte ham, den samme uforfalskede Danskhed, som Berg og hans Bønder hævdede for sig. Men der kunde lægges mangt og meget ind i dette "evropæiske". Mest blev det opfattet som Paavirkning af fransk Fordærvelse og Ugudelighed. Det pudsige er jo nemlig, at under almindelige Forhold er alt, som er fransk, i det folkelige og kirkelige danske Omdømme, noget forargeligt. Fra Frankrig havde vi faaet den "usædelige" Literatur, den "skamløse Nøgenhed" i Kunsten, den frækt propagerende Papisme og den omkringsiggribende Ugudelighed; fra Frankrig kom Damernes frivole Moder, fra Frankrig kom endelig Natkaféer og Teaterstykker som "Damen fra Natkaféen".

Men i de store "patetiske" Øjeblikke synges Marseillaisen (selv af Provster og Biskopper, der ganske glemmer Luther og Ingemann og Grundtvig), den franske gloire lovprises og de før saa smædede katolske Præster bliver næsten lige saa gode sam danske Kapellaner med haud illaudabilis.

Kjøbenhavn var netop i Firserne begyndt efter parisisk Boulevard-Mønster at asfaltere sine Strøggader. Og der skabtes Slag-Ordet en "Asfaltier" om kjøbenhavnske Lapse og Modeherrer. Naar nu en Berg'sk Taler syntes, at der ikke var rigtig Forslag længer i "Evropæerne", klemte han paa med det nye Ord, som han kun med Besvær og Væmmelse tog i sin Mund. Der blev høstet megen Applaus paa "disse Politikens Asfaltiers".

Just i de Dage, da "Asfaltier" var det mest yndede Skældsord mod Politikens Medarbejdere og Tilhængere, traf jeg paa Østergades nylagte Asfalt en af Hørups trofaste Tilhængere, J.K. Lauridsen, den højt begavede, vittige og slagfærdige Husmandssøn, der, efter at have taget juridisk Eksamen, i en ganske ung Alder kom ind i Folketinget, hvor han – ligesom ogsaa i det radikale Studentersamfund – en Aarrække spillede en stor Rolle, indtil økonomiske Vanskeligheder og letsindige, ikke altid lige uangribelige Forretninger bragte ham ud af hans glansfuldt paabegyndte Karrière.

J.K. (Je Kaa, som han populært kaldtes) var ikke nogen Skønhed, hans Manerer og Paaklædning ikke ulastelige.

Som jeg nu mødte ham hin Formiddag paa Østergade, kom han lige fra et politisk Møde den foregaaende Aften og havde ikke faaet Tid til at gøre Toilette. Han indbød mig til et "Bæger" paa Bernina, og her fortalte han mig om den store Sejr, han havde haft paa Mødet.

"Jeg var jo" – sagde han – "mødt op i min fineste Stads, saadan som De ser mig her (et fedtet, gammelt Jakkesæt, en bulet Hat og et Ansigt, der strittede af ugegamle, uvaskede Skægstubbe), og da de saa en Tid havde skvalret op om disse fordærvede Evropæere og udhalede Asfaltiers, saa bad jeg om Ordet og begyndte min Tale: "Højstærede Forsamling, her ser De en ægte Asfaltier (Ordet udtalt paa Dansk). Der blev, mærkeligt nok, et Brøl af Grin og der var Ingen, som den Dag talte mere om Asfaltiers … Ser De, saadan skal man tæmme disse Berg'ske Kanutter; men" – føjede han til og maalte mig fra Top til Taa – "det Kunststykke kan nu ikke alle og enhver gøre mig efter."

Den lange Parentes er sluttet og jeg gaar videre.

Situationen var denne, da Politiken stiftedes: Drachmann kastede sig hastigt i Højres Arme og blev Medarbejder af Berlingske Tidende, Karl Gjellerup fulgte 1885 Drachmanns Eksempel og brød med Brandesianismen, og Otto Borchsenius rykkede ind i Morgenbladet, først som literær Redaktør, kort efter som Hovedredaktør. Schandorph svingede lidt frem og tilbage – han holdt ikke af at bryde med sine gamle Venner, Berg og Borchsenius, og han vedblev da ogsaa at bevare det personlige Venskab – men han valgte dog hurtigt Politiken som sit Organ. Ogsaa de fleste andre ældre moderne Forfattere droges til det nye Blad, der tillige rekrutteredes ved Tilgang fra de ganske Unge af den Bang'ske Kres og ved næsten alle de ny tilkommende.

Den literære Kamp steg i Aarene efter Politikens Oprettelse til en ligefrem Hadskhed, og navnlig nærede Hørup (trods Fætterskab) og Edv. Brandes en let forklarlig Forbitrelse mod "Forræderen" Drachmann. Den Maade, hvorpaa Kampen mod Drachmann førtes, vil dog sikkert synes Journalister og Avislæsere nuomstunder besynderlig. Den mindede om vor Afstraffelse paa Herlufsholm af en Kammerat, der havde foretaget sig et eller andet efter vor Mening foragteligt: han blev erklæret i sin Klasses Ban, han blev Tabu; ingen talte til ham; ingen svarede ham.

Den Straf, Politiken i 5 Aar gennemførte over for Drachmann, var: overhovedet ikke at nævne hans Navn. Han eksisterede ikke. Og Forbudet mod at nævne ham blev strængt indskærpet enhver ny Medarbejder. Fra hin Tid skriver sig den famøse Anmeldelse paa ti Linjer, som Esmann (med min Assistance) med stor Kunstfærdighed lavede af Premièren paa Der var en Gang² – Stykket omtaltes nærmest som en Vandpantomime i Cirkus, dets Forfatter nævnedes ikke og der spaaedes det en krank Skæbne. Nogen egentlig Sejr kan man jo ikke sige, at Politiken her vandt i sin Bekæmpelse af Drachmann. En Smule til Undskyldning for os unge Anmeldere tjener det, at det altsaa var strængt forbudt at nævne Drachmann og at vi for Alvor ikke havde Indtryk af, at Stykket, hvis midterste Afdelinger stadig virker lidt mat (hvad Drachmann var den første til at indrømme), skulde blive den enestaaende Succes, som det blev.

Saa ung jeg var, da Politiken stiftedes, havde jeg aldrig truffet Drachmann. Og nu, da vi befandt os i blodig (eller om man vil: ublodig) Kamp med ham, var der jo ikke megen Lejlighed for mig til at gøre hans Bekendtskab.

Jeg tilstaar, at Fortielses-Kampen ikke tiltalte mig. Men at den, selv om den led et kraftigt Nederlag overfor Der var en Gang –, tit og ofte har naget Drachmann, er der dog ingen Tvivl om. Paa saa mange Maader var hans Hjærte – trods hans Forsøg paa at blive Borgerskabets Digter – med i Politikens Oprørsaand og ungdommelige Venden-op-og-ned paa alt det nedarvede Hellige, og han var begyndt at kede sig i det Selskab, hvortil han nu var henvist. Det laa ikke for Drachmanns Natur at opføre sig som en artig Dreng. Og han blev mer og mer sit Partis enfant terrible. Det kunde hænde, at han ud paa Aftenen sagde og gjorde Ting, der vakte Bestyrtelse og Forargelse. Bl.a. gik der sære Sagn om en Tale, han havde holdt ved et Rusgilde i den konservative Studenterforening, hvortil han var indbudt som Æresgæst, og om hans Ridderkors, som Rengøringskonerne næste Morgen havde fundet paa det smudsige Gulv.

Som den Leydner-Flaske³ han var, var han da ladet til en ny Eksplosion, da jeg endelig – under den store Kunst- og Industri-Udstilling i 1888 – gjorde hans Bekendtskab.

Udstillingen medførte en endeløs Række Festligheder. Og da der kunde ventes Besøg af en Mængde udenlandske Journalister, var den danske Presse enedes om – af Hensyn til de Fremmede – at slutte en midlertidig treuga dei – en Guds Fred, som forenede os alle til fælles Optræden. Hidtil havde Journalistforeningen, som beherskedes af de konservative Blade, nægtet at optage Venstre-Journalister, ja, den konservative Presse havde endogsaa overfor Politiken foretaget det komiske Skridt offentligt at erklære, at den ikke vilde spise sammen med Politiken – hvad der var til stor Géne for de mange Foretagender, der ønskede Omtale i Pressen enten paa Grund af Startning eller Jubilæum eller noget andet epokegørende. Disse Foretagender vilde jo ikke lægge sig ud med alle de konservative Blade. Paa den anden Side vilde de nødigt undvære Omtale i Politiken, der mere og mere blev Hovedstadens mest læste og omtalte Blad. Nu maatte de altsaa lave to Festligheder: den officielle, hvortil de andre Aviser blev indbudt, og en alene for Politiken.

Udstillingen 1888 var imidlertid et saa stort nationalt Foretagende, at den Slags barnagtige Stridigheder ikke kunde opretholdes, og der etableredes et Fællesudvalg, som skulde repræsentere hele Pressen. Da jeg fra mine journalistiske Børneaar ved Berlingske Tidende var Medlem af Journalistforeningen, kom jeg ind i dette Fællesudvalg paa Politikens Vegne. Og denne Stilling førte med sig, at jeg gik fra Fest til Fest.

Ved en stor Galamiddag paa Marienlyst saa jeg da for første Gang Drachmann. Dagen efter – ved en mindre, mere intim Fest hos Betty og Henrik Hennings – gjorde jeg hans Bekendtskab.

Hennings førte mig hen til ham og præsenterede. "Naa," sagde Drachmann og smilede saa mildt og skælmsk og straalende, som jeg sjælden har set noget Menneske smile: "Naa, det er altsaa Dem – og vi er altsaa Fjender. Men hvad mener De, om vi for i Aften glemte det og var Venner?" Og han rakte mig sin lange benede nervøse Haand og tilføjede: "Haandtryk paa det! Og saa taler vi i Aften ikke om literære Kævlerier."

Mit unge Hjerte havde i samme Nu kapituleret. Han havde taget mig ind under sin Fortryllelse, og dér forblev jeg til hans Død.

Og nu kom et Par Aar, hvor han og jeg ganske stille, uden at tale om det, alt mens vi personligt kom hinanden nærmere (jeg mindes bl.a. en Sommer-Middag hos ham i Hellebæk⁴, hvor Festens clou var en Bederyg, som havde ligget to Dage i Bourgogne – hvilket Digt lavede han ikke ud af denne Bederyg! hvor nød han ikke denne Renaissance-Herreret!), forberedte hans Tilbagevenden til hans gamle Venner.

Aaret efter – Sommeren 1889 – blev jeg Redaktør af Tidsskriftet Dagens Krønike, og Drachmann blev en rundhaandet Medarbejder. Han gav bl.a. Tidsskriftet den vidunderlige "Haandfuld Sange", som han kaldte Bidraget, og som var den fineste Ekstrakt af hans kort efter udkommende Sangenes Bog.

Endnu holdt dog Politiken paa sit Fortielses-System, og jeg turde ikke gaa for hastigt frem. Men rundt om taltes der om det mærkelige i, at Drachmann saa demonstrativt støttede det Tidsskrift, hvori Edv. og Georg Brandes og saa mange andre af Politikens Venner skrev, og som redigeredes af en af Bladets Medarbejdere. Man følte, at der var noget i Gære.

Og samtidig kom Drachmanns store literære Genfødelse. Slag i Slag fulgte en Række af hans ypperste Bøger: Sangenes Bog, Vølund Smed, Melodramer og først og fremmest Forskrevet –.

Nu var Tidspunktet inde. Jeg talte med Edv. Brandes og Hørup om det meningsløse i stadig at ville forsøge paa at tie Drachmann ihjel. Det var urimeligt, at Politiken som det førende literære Blad skulde være lukket for Omtalen af hine Aars betydeligste Digterværker. Det var ogsaa klart – efter Tonen i hans nye Bøger – at Drachmann literært var "vendt tilbage". Desuden vidste jeg jo, at han gik parat til, ja længselsfuld efter at trykke sine gamle Venners Hænder.

Det blev da ordnet saadan, at jeg fik Lov til at anmelde baade Forskrevet⁵ og Vølund Smed.

Edv. Brandes kunde ikke overvinde sig til selv at gøre det. Bitterheden sad endnu for dybt i ham, og han havde jo ikke Drachmanns impulsive Natur.

Naar det var mig, der skrev om Bøgerne, blev Bladet ligesom heller ikke saa stærkt engageret. Det var ligesom en lempeligere Overgang.

Fra det Øjeblik, Begyndelsen var gjort, varede det dog selvfølgelig ikke længe, før Drachmann med fuld Musik rykkede ind i Politiken, og selv om naturligvis mange ærgrede sig over denne hans nye Svingning og trøstede sig med, at han, omskiftelig som han var, atter hurtigt vilde bryde ud, var der til Gengæld endnu flere, baade de gamle Venner og unge Beundrere, der følte det som en stor Befrielse, at Drachmann nu var havnet dér, hvor han naturligt hørte hjemme, og Spaadommen om, at Alliancen med Politiken kun vilde blive kortvarig, holdt da hellerikke Stik. Drachmann vedblev lige til sin Død at bevare Politiken som sit Organ og skænkede det en Række glimrende Bidrag baade i Prosa og i Digt, bl.a. hans mesterlige Rejsebreve – "Døden fra Lybæk", Koleratiden i Hamborg o.a. flere, som en Gang burde samles og udgives.

Den officielle Forsoning med Edv. Brandes kom dog først nogle Aar efter Fredsslutningen med Politiken.

Men det var da ogsaa Georg Brandes, han mest havde længtes efter at udsones med. Gang paa Gang fortalte han mig om, hvor Bruddet nagede ham. Og han bebrejdede sig selv sin Ilterhed som en Forløbelse. "Det var jo," – sagde han – "egentlig slet ikke Georg, jeg vilde ramme. Det var alt det, der tog hans Navn forfængeligt." Som han i et Digt havde udtrykt det: "Kølvandets Følge".

Og stadig lod han mig forstaa, hvor gerne han en Gang igen vilde mødes med Brandes.

Han havde haft megen Lyst til at gaa med til den store Fest, der i 1890 eller 91 holdtes for Brandes – den berømte "Lucifer"-Fest – men han syntes dog ikke, han kunde gøre det. I Stedet for skrev han sit smukke Digt i "Illustreret Tidende" om ham, der unærværende var med til Festen.

Og kort efter mødtes de to gamle Venner til en lille intim Middag hos mig – der var ikke andre til Stede end de to og saa jeg som en Slags Impressario.

Saa pænt og rørende det var at se de to – begge lidt forlegne, begge bevægede over Gensynet.

Jeg benyttede en eller anden Anledning til at forsvinde en lille halv Times Tid. Da jeg kom tilbage, havde de fundet den gamle utvungne og ligevægtige Venskabs-Tone.

Peter Nansen.