Georg Brandes

Min Haand – nej intet Haandslag!
og ingen Fakkel bær' jeg,
og intet Drapa bringer
i Spidsen for din Hær jeg.

Men Strængen vil jeg røre –
af Vemod skal den tone;
kanske just denne Stemme
din Jubel-Fest vil krone;

thi der er ingen, ingen
som jeg, der føler Tiden
saa bitterlig forødet,
saa spildt i Venne-Striden;

og imod ingen anden
stod du saa haardt i Striden –
og ingen har holdt af dig
som jeg i Ungdomstiden;

og nu – da Skaren flokkes
med Fest-Blus ved dit Gilde –
nu føler jeg med Vemod:
Forsoning er forsilde! – –
——————

Se dog, hvor Støv er faldet
henad de friske Stier,
hvorover vi har summet
som muntre Arbejdsbier.

Med Braad var vi udrustet –
og for vor fælles Dronning
vi hvæsset kæk vor Klinge
og suged flink vor Honning.

I Fægtning for det sunde
i Dysten med det raadne,
imod de fælles Fjender
vi vendte ud det laadne.

Det kærlige, det milde
vi delte med hinanden –
og lo, naar imod Muren
vi daglig rendte Panden.

Vi saa nok, de var mange,
de paa den anden Side:
men o hvor fandt vi Styrke
i selve det at stride! – –
——————

Da krøb der blege Skygger
ud paa de lyse Enge,
da sneg der sig en Mislyd
over de spændte Strænge.

Hvorfra? hvorfor? hvorlunde? –
det er endnu ej Tiden
at rede ud det Virvar,
som hedder Venne-Striden.

Men dybere laa Grunden
– det faar vel Godtfolk vide –
end denne Lyst her hjemme
til Ven mod Ven at stride.

Og holder du nu Mønstring,
og tæller du din Skare,
og suger ind dit Øre
Festtonernes Fanfare;

saa savner du, det ved jeg,
en Broder ved din Side;
ak, vi har begge fejlet –
nu maa vi begge lide. – –

Velan! Du trænger, Broder,
til Fakler og Fanfare
som den, der aldrig vidste
i Ilden sig at spare;

som den, der altid brændte
kampglødende i Aanden –
her hjemme, hvor med Slukning
man stedse var ved Haanden.

Du har – og det skal sandes –
Parti for Alvor taget;
saa hylder dig Partiet
paa Mindets Dag for Slaget.

Og endnu vil du længe
opildne dine Tropper,
naar Knaldet længst er hendøet
fra Fest-Champagnens Propper.

Champagne har du skænket
for mig og for os alle –
og jeg vil ikke blande
i Vinen Vredes-Galde. – –
——————

Der er jo nok af Stemmer,
som tæller smaaligt efter:
"Kulsyren – ja den ser vi –
men hvor blev Druens Kræfter?"

Folk er der nok, som ønsked
ved Kransen dig at skille ...
Jeg rejser mig og drikker
din Skaal her i det stille.

Champagne har du skænket
for os i Ungdoms Dage;
der staar endnu om Læben
en liflig Duft tilbage.

Jeg hører ingen Stemmer –
jeg tæller ikke efter –
jeg føler, hvor din Drue
gav Ungdomsmodet Kræfter.

Jeg svælger dem, de Perler
der kredser i din Drue –
jeg føler tyveaarigt
dit Hjærte i dem lue.

Paa vore Ungdomsminder
jeg holder ensomt Gilde –
jeg rejser mig og drikker
din Skaal her i det stille.