Brev fra Norden

Det danske Teater

Af Peter Nansen

Peter Nansen offenliggør i det i Dag i Berlin udkommende Martshæfte af Neue deutsche Rundschau Nr. 2 af de "Breve fra Norden", som han, i følge Opfordring, sender det berlinske Tidsskrift. Brevet gengives i Politiken efter Forfatterens danske Manuskript.

I Halvfjerdserne og Firserne, under Efterdønningerne af Begivenhederne 1864, var, foruden de hjemlige Skribenter, franske Forfattere eneraadende paa de kjøbenhavnske Scener. Tyskland var kummerligt repræsenteret med de godmodige, men plumpe og uinteressante Spasmagere Moser, Schöntan og L'Arronge. Naar man i Kjøbenhavn talte om "tyske Stykker", var det med et vist foragteligt Udtryk i Stemmen. Der var, for den finere, literære Smag, Franskmændene de ubestridt fortrinligste; dernæst Danskerne og Normændene, der til Dels havde lært Franskmændene Kunsten af – mere fandtes der ikke af nævneværdig Skuespilliteratur.

De sidste Par Aar har bragt et Omslag i Smag og Opfattelse.

Vi Skandinaver har lært, ikke mindst af Ibsen-Røret i Frankrig, at vi, literært, kan staa paa vore egne Ben uden at optræde i Pariser-Pantalons. Og vi har set, at paa samme Tid som Kunsten synes at størkne og fortørres i den stive, konventionelle franske Form, blomstrer der i Tyskland en ung og ny Kunst, langt inderligere i Slægt med vor.

Resultatet har været, at medens vi nu af vort udenlandske dramatiske Forbrug henter Farcerne, Taabeligheden og Gøglet, fra Frankrig, tager vi Skuespillene fra Tyskland.

Kjøbenhavnske Teatre har de sidste Par Aar spillet Hannele, College Crampton og Die Weber af Hauptmann, Ehre, Sodoms Ende og Heimath af Sudermann, Jugend af Max Halbe, Der Andere af Paul Lindau. Desuden forberedes til Opførelse i en nær Fremtid: Arthur Schnitzlers fortryllende Liebelei og Sudermanns Fritzchen – det sidste endog paa vort kgl. Teater.

Vort kgl. Teater. Mine tyske Læsere aner næppe – og vil vanskeligt vide at vurdere – den Ære, der bevises den tyske Literatur ved, at det kgl. danske Teater opfører et af dens unge Forfatteres Stykker.

Derfor vil det ikke være af Vejen at fortælle noget om danske Teaterforhold, specielt om den ærværdige danske Institution, der bærer Navnet det kgl. Teater.

Kjøbenhavn er utvivlsomt en af de mest teaterbegejstrede Byer i Verden. Byen har med Forstæder 400,000 Indvaanere, den har – ved Siden af Forstadsteatre, Koncertsale, Variétéer – fire Scener, der spiller rigtige Stykker. Og disse 4 Kunstanstalter inkasserer gennemsnitlig hver Sæson 1,200,000 Kr. (ca. 1,350,000 Mark). Det vil sige, at hver Beboer i Kjøbenhavn med Forstæder, Pattebørn og Oldinge medregnede, erlægger 3 Kr. pr. Sæson til Teatrene.

Af denne Sum tager det kgl. Teater Halvdelen – 600,000 Kr. Det kgl. Teater spiller aarligt ca. 250 Gange, altsaa med en Gennemsnitsindtægt af 2,400 Kr.

I Virkeligheden er dette ganske net for et Teater i en middelstor Hovedstad, et Teater, hvis ypperste Kunstnere ikke tjener mere end 6-10,000 Kr. aarlig. Imidlertid slaar det langtfra til, og det kgl. Teater ville forlængst være gaaet fallit, om det ikke opretholdtes af Staten, der betaler dets Underskud med en Sum, der i det sidste Decennium har udgjort 1-200,000 Kr. aarlig.

Ikke helt glat er det altid gaaet for det kgl. Teater at erholde denne betydelige Subvention af en økonomisk omsigtsfuld Rigsdag, hvis Majoritet udgøres af Bønder.

Dog det kgl. Teater har i alle danske Øren en saa magisk Klang, dets Ry lever med saa straalende Traditioners Magt udover hele det lille Danmark, at selv den mest illiterære Bonderigsdagsmand til Syvende og Sidst ikke vilde vove at berøve det Statens kærlige Forsorg.

Sagen er, at det kgl. danske Teater hører til de meget faa Teatre i Verden, der gennem Aarhundreder har værer Arnested for Nationens Kultur. Saalænge Danmark har haft en bevidst national Literatur, saalænge har det kgl. Teater bestaaet. Det har for Danmark været det Samme som Théâtre français for Frankrig – ja, meget mere. Thi i det lille Danmark og dets i gamle Dage meget lille Hovedstad blev Teatret Brændpunktet, det eneste, for Tidens aandelige Rørelser. Og langt fra at aftage voksede det kgl. Teaters Betydning, alt som Danmarks Rige politisk og geografisk blev mindre. Den danske Komedies Fader, den danske Molière, Ludvig Holberg, grundlagde for 150-200 Aar siden det kgl. Teater. Det var i hans Tid og vedblev til dette Aarhundredes Begyndelse at være det eneste Sted i Danmark, hvorfra Tidens fremskredne Aander nogenlunde frit kunde tale. Men da med dette Aarhundrede Danmarks politiske Nedgangsperiode oprandt, blev Teatret endnu mere end tilforn Nationens aandelige Værn og Tilflugt. Mens Danmarks Magt udadtil dalede, rejste sig omkring det kgl. Teater en dansk Kunst saa glansfuld, saa sejrforjættende, at Folket deri saa et Varsel for Nationens Eksistensberettigelse og Levedygtighed langt ud i Fremtiden.

I dette Aarhundredes første og anden Tredjedel falder det kgl. Teaters Guldalder – den, næppe noget andet Land har Magen til, den, der har gjort det kgl. Teater til det danske Folks Stolthed og skabt dets Styrke for en lang Fremtid.

Den, der ogsaa har affødt dets Svaghed i den nuværende Overgangstid.

Paa alle Omraader udfoldede den Gang den danske dramatiske Kunst sig i sin fejreste Pragt. Tragedie, Lystspil, Vaudeville, Sangspil, Ballet – alle Kunstarter kappedes i lige Frodighed. Store skabende og fremstillende Kunstnere mylrede frem og delte det danske Skuespilhus i tre lige mægtige Riger, Skuespil, Opera og Ballet.

Ja, saa vidunderligt det end lyder for Udlændinge: Balletten erobrede sig Plads sideordnet Skuespil og Opera. Thi det hændtes Danmark, at der opstod en genial Balletmester og Balletkomponist, Bournonville ved Navn, der, assisteret af Landets ypperste Tonedigtere, frembragte en Række Balletter, som fik Rang og Værdighed med Landets bedste Digtninge og konkurrerede baade ved Indhold og Udførelse til Førstepladsen paa det danske Parnas med den danske Skuespilkunst.

Kjøbenhavn var den Gang en lille By, og dens eneste Teater, det Kgl., kunde tilfredsstille Publikums Trang til alle de tre Kunstarter. Nu er Kjøbenhavn i Færd med at blive en Storstad – men endnu har den et kgl. Teater, der paa én Scene skal røgte Skuespil, Opera og Ballet.

Hvad der i sin Tid var Teatrets Styrke, er blevet dets Svaghed.

Teatret synker nu i Knæ under Byrden af at skulle dyrke alle Kunstarter. Det kan ikke som Théâtre français, nøjes med at være Nationens Skuespilhus. Det skal tillige vedligeholde sig som Opera- og Balletteater.

Deraf baade dets kunstneriske og økonomiske Misère – trods Publikums trofaste Hengivenhed, trods Statens offervillige Støtte. Det har tre Personaler og tre Kunstarter at forsørge – umuligt at skaffe hverken kunstnerisk eller økonomisk Balance.

Det kgl. Teater i Kjøbenhavn er ikke længer, hvad det har været. Som fjærne gyldne Æventyr klinger det for den nulevende Generations Øren, naar de Gamle i Slægten fortæller om Fru Johanne Luise Heiberg, den fattige Jødepige, der blev gift med sin Tids mest fejrede Skuespildigter, Joh. Ludv. Heiberg, dyrkedes af Kirkens og Universitetets fineste Mænd, deriblandt den ogsaa i Tyskland kendte Teolog, Biskop Martensen, tilbades af den uforligneligste af alle Teater-Elskere, den af Ydre og Indre lige aristokratiske Michael Wiehe, og elskedes med en fanatisk Beundring af det ganske Folk – indtil hun, efter en sand helginde-dyrket Alderdom, jordfæstedes under Hyldest af hele Nationen fra Kongehuset til den menige Mand.

De Tider er ikke mere. Det kgl. Teater har i dette Øjeblik ingen Kunstnere eller Kunstnerinder, der i den Grad som Fru Heiberg paatrykker hele Perioden sit Præg eller hensætter Publikum i saa højstemt en Beundring.

Men endnu bevarer Teatret sin gennem Aarhundreder vundne Prestige. Endnu har det et Ry, der bæres af Traditionernes Avtoritet, og et Personale, der føler noget af Adelens Forpligtelse.

Endnu er det en af Verdens faa patriciske Kunstanstalter, endnu er det Nordens suveræne Teater.

Dette indrømmes af Alle, af det selvbevidst fremadstræbende Norge ikke mindre end af det altid galante Sverig.

Det kgl. danske Teater, den norskfødte Holbergs Hus, er saaledes bestandig de verdensberømte Normænds quasi-nationale Scene.

Naar f. Eks. Ibsen skriver et nyt Drama, er det ikke Opførelsen i Kristiania, paa et fattigt udstyret og betjent Teater, endmindre Opførelsen i Stockholm, paa et 2det, 3dje Klasses Teater – thi den fine Scene i Stockholm er i de senere Aar bleven saa forstokket i gold Franskdyrkelse, at den lader haant om Ibsen – der er den afgørende. Det er stadig – og uden Modsigelse – det kgl. Teater i Kjøbenhavn, der siger det bestemmende Ord.

Det har vist sig ikke mindst med John Gabriel Borkman¹. Det blev Kjøbenhavn, der reddede dette Stykke Scene-Ære i Skandinavien.

Efter at John Gabriel var faldet saavel i den norske Hovedstad som de norske Provinser, gav det kgl. Teater i Kjøbenhavn det skyldig Genoprejsning. Ikke fordi Udførelsen var helt igennem god – i Virkeligheden var der kun én Førsterangs Præstation: Hr. Emil Poulsen i Titelrollen – men fordi det gamle kgl. danske Teater, selv naar det er middelmaadigt, altid bæres oppe af en vis fornem Kultur og Stil. Ogsaa fordi Kjøbenhavn har et sjældent forstaaende Premièrepublikum.

Dette Publikum er et Resultat af Hovedstadens literære og dramaturgiske Interesser gennem lange Tider. Kjøbenhavn har, hvad kun gamle Kulturcentrer ejer, et Publikums-Aristokrati. Stort nok til at fylde Huset til høje Priser ved alle kunstneriske Begivenheder af Rang, et Publikum, som langtfra altid er tilfreds med den Forsigtighedsaand, der raader i det kgl. Teaters Ledelse, og som derfor ogsaa ofte demonstrativt udvandrer til de andre Teatre, naar disse antager sig Stykker af literær Værdi, ja, som i sin Tid støttede et frit Teater² med et stort og hengivent Abonnement.

For den tyske Literatur er det naturligvis i og for sig ikke noget at jubilere over, at et af dens moderne Forfatteres Arbejder er fundet værdigt til at fremføres paa vort kgl. Teater, hvor højfornemt dette end er. Alligevel, naar man kender det kgl. Teaters tidligere afvisende Holdning overfor alt Tysk, betyder Antagelsen af Sudermanns lille Drama³ ikke saa helt lidt for den aandelige Forbindelse mellem Norden og Tyskland, som de senere Aar har set udvikle sig saa glædeligt og som maaske, naar alt kommer til alt, har en større Mission end den at udvide Markedet for nogle Forfattere.

En Udvidelse, der foreløbig, saalænge Danmark tøver med at tiltræde Bernerkonventionen⁴, endda kun i forsvindende Grad har økonomisk Værdi.

Nej, det Glædelige ved den stadig voksende Forbindelse mellem dansk og tysk Aandsliv, det er den sikre og stilfærdige Nedbryden, som derved sker af gammel Fordoms og gammelt Hads Mur mellem to beslægtede Nationer. Det er Muligheden, som derved skabes, for en Gang i gensidig Forstaaelse at regulere ogsaa de politiske Grænser uden Uret til nogen af Siderne.

Det unge Tyskland – saadant som det giver sig Udtryk i Literaturen – synes mig ikke til Sinds at ville gøre andre Erobringer end Aandens og Talentets. Det unge Danmark kender ingen chauvinistiske Revanche-Drømme. I Kunstens Verden er vi – Tyske og Danske – naaede til at vise hinanden fuld Retfærdighed.

Jeg tror, at Retfærdighed i ét avler Retfærdighed i alt.

Peter Nansen.