Bernerkonventionen
Folketinget har altsaa paa ny ved sin Afstemning umuliggjort det for Danmark at slutte sig til Bernerkonventionen1. At der hermed begaas en Uretfærdighed mod Forfatterne, er saa ofte bleven belyst i Politiken, at der for en Gangs Skyld kan være Grund til at fremdrage, hvad der desuagtet kan tale til Gunst for Folketingsflertallets Holdning, idet det dog hermed ingenlunde skal være sagt, at nedennævnte Argumenter har været afgørende eller endog blot medbestemmende for dette Flertals Stilling til Sagen.
Der er fra anden Side gjort gældende, at simpelt Hensyn til Landets Værdighed kræver, at ogsaa vi – i Lighed med de fleste andre evropæiske Stater – anerkender den literære Ejendomsret. Det er sagt, at vi sætter os selv udenfor de civiliserede Samfunds Rækker ved vedblivende at begunstige det nuværende Udplyndringssystem. Men ligger der nu ogsaa i Bernerkonventionens Bestemmelser en virkelig Anerkendelse af den literære Ejendomsret? Paa ingen Maade. Blandt andet strækker jo Beskyttelsen af et Skrift sig kun over de første ti Aar efter dets Udgivelse. Efter den Tid er det offenlig Ejendom udenfor Hjemlandets Grænser. Men klarere kan det da ikke siges, at Hævdelsen af Ejendomsretten udtrykkelig er opgiven og at Forfatterne har ladet sig nøje med en Slags – endog meget indskrænket – Brugsret over deres eget Arbejde. Og selv om man nu kan mene, at en lille Smule Ret dog altid er bedre end slet ingen, saa er der jo dog ogsaa noget i de Folks Standpunkt, der foretrækker den fuldkomne Lovløshed og dermed Haabet om en Gang at naa den fulde Retfærdighed fremfor at give sig ind under Bestemmelser, ved hvilke de for bestandig eller i hvert Fald for en uoverskuelig Fremtid fraskriver sig endog Retten til at gøre Indsigelse.
Endnu klarere belyses dette Forhold af en anden Bestemmelse i Konventionen, den nemlig, der gaar ud paa, at Krænkelsen af en Forfatters Ejendomsret ikke skal paatales af det Offenlige, men kun være Genstand for privat Forfølgelse. Med andre Ord: Naar en Forfatter bliver bestjaalen for en gammel Hat, tager Politiet sig straks af Sagen, anstiller Jagt paa Tyven og skaffer saa vidt muligt Ejermanden Hatten tilbage. Er Talen derimod om hans literære Arbejder, bliver det hans egen Sag at udfinde Gærningsmanden og skaffe sig sin Ret. Men tydeligere kan Forfatterne da ikke stilles udenfor Lovene. Og selv om man nu kan mene, at en privat Bagdør til Tyvenes og Røvernes Huler dog er bedre end slet ingen Adgang, saa er der virkelig ogsaa nogen Sandhed i de Folks Opfattelse, der siger, at Bernerkonventionens Beskyttelse i for høj Grad minder om hin sicilianske By, om hvilken det fortælles, at Politimyndighederne til Betryggelse for Borgerne lod opslaa Plakater paa Gadehjørnerne med det Forbud: "I denne Gade er det ikke tilladt at myrde."
Set fra Retfærdighedens Standpunkt har de to i Folketinget repræsenterede Partier ikke stort at lade hinanden høre. Det er omtrent Hip som Hap. Enten vi kan legitimere os med Bernerkonventionen eller ej, vi bliver paa det literære og kunstneriske Omraade omtrent lige store Stratenrøvere for det.
Praktisk set vilde den heller næppe blive af stor Værdi for danske Forfattere. Den nævnte Bestemmelse om de ti Aar vilde i saa Henseende i høj Grad svække denne Betydning. De virkelig levedygtige literære Værker bliver jo i Almindelighed baade ti og tyve Aar, før de ret bliver tilgængelige for det store Publikum. Det er kun Øjeblikkets Modeforfattere, der er i Stand til at høste nogen nævneværdig pekuniær Fordel af Beskyttelsen; og har end saadanne ogsaa Krav paa rimelig Hensyntagen, saa er det dog en Trøst, at de i Almindelighed klarer sig godt nok foruden og dertil gærne ved at arrangere sig med Udlandet ogsaa uden Støtte i en Konvention. Herpaa er jo Henrik Ibsen et stolt Eksempel2.
Derfor: saa uretfærdig Folketingets Stilling overfor Forfatterbeskyttelsen end er – mon der egenlig er noget at græde over?
Henrik Pontoppidan.
