Fra Henrik Pontoppidans siste år
Henrik Pontoppidan fikk engang tilbud om Fasangården i Frederiksberg Have som æresbolig. Han skulle dele den med Georg Brandes, som umiddelbart følte seg tiltalt av tanken – det berømte hus fra Gullaldertiden, Oehlenschlägers og Hauchs bolig, med den idylliske hage midt inne i Frederik VI's skjønne park.
Men Pontoppidan betakket seg for æren. "Den gamle Rønne" ville han ikke bo i. Og spøkende tilføyde han at den ved sin beliggenhet hadde et betenkelig nært naboskap til Zoologisk Have, "næsten som et Annex".
Henrik Pontoppidan næret sky for all offentlighet og han var vel fornøyd med sin beskjedne bolig i Ordrup, en 3–4-værelsers leilighet i en moderne leiegård. Istedenfor hage, som han har følt savn av, var der riktignok bare en liten altan av fuglebur-typen, som han oppgav å benytte. Med hensyn til ubemerkethet stod den endog tilbake for Zoologisk Haves "annex". Men han hadde ingen gjenboere og en ganske vid utsikt over ubebygde arealer – et gartneri, en kirkegård etc., og lengst borte i synsranden Ordrup Krats trekroner. – Når han i sine siste år var avskåret fra å ferdes daglig i naturen, han som hadde arbeidet best på sine spaserturer, – betydde dette frie himmelfelt meget for ham. Hans blikk vandret om der ute når han satt i sin lenestol i arbeidsværelset som tillike var hans dagligstue. Det var et tidsspørsmål når tomtene på den annen side av gaten ville bli bebygd, men han håpet det først ville skje etter hans død.
Henrik Pontoppidan hadde telefon (hemmelig nummer), men foretrakk som oftest pennen som meddelelsesmiddel. Den som under et eller annet påskudd ville oppsøke ham, anstrengte seg forgjeves. Da pleide han uten omsvøp å svare: "Det kan jeg ikke tilstede, da jeg ikke kender Dem." Han levde tilbaketrukket, slik som hans arbeid hadde forlangt det av ham i mange år. Han var blitt ensomhetssøkende. Sykdom hadde også bidradd til det. Tunghørthet øket den selvvalgte isolasjon. – Av og til tror jeg han syntes den var lykkes ham nesten altfor godt. For han var jo en menneskevenn og en livsiakttager, var vant til å ferdes meget på reiser, hadde også 233 "med hus på ryggen" stadig forandret oppholdssted. Det hendte at han i sine siste leveår gav avkall på å gjøre personlig bekjentskap med mennesker han pr. brev var i utmerket kontakt med, likesom han med lengere og lengere mellomrom inviterte sine venner. Det kom ikke bare av den tiltagende døvhet, som besværliggjorde ham enhver samtale. Når han bibeholdt denne avstand til menneskene, hang det sammen med et annet moment: Han som var vant til å yte mer enn han mottok i et samvær kunne vanskelig ta til takke med mindre av seg selv. Den livsutfoldelse oversteg etterhånden helt hans krefter. Så ville han heller at man skulle bevare hans bilde som det tegnet seg i verket. (Sin ånds bilde var han hele tiden i stand til å forme gjennom hver linje han satte på papiret.) Dette har ingenting med forfengelighet å gjøre. Formen var i virkeligheten den store, gamle kunstners siste skanse. Og der var han virksom til det siste. Det er betegnende at han ikke holdt noen morgenavis. Han ville ikke ofre de dyrebare morgentimer på avislesning.
Det var om aftenen 8. juni 1943.
Henrik Pontoppidan stod som han pleide ved vinduet da avisen kom – Berlingskes Aftenavis, hans "eneste Nyhedskilde". Han leste som han skrev noen måneder tidligere, på grunn av det svekkede syn "af Avisstoffet kun Overskrifterne". Men ved denne leilighet kom han til å lese mer. Han tok avisen med seg og gikk stille inn i sitt soveværelse.
Neste morgen kunne hans nærmeste tydelig se at der var hendt ham noe. Men der hadde ingen vært hos ham, intet bud fra utenverdenen var i mellomtiden nådd inn til ham.
Hva stod der da i den ulykkelige avis?
Like idet man åpner den, finner man svaret. Der ser man nemlig en representant for den moderne danske litteratur, Knud Sønderby – i salongstørrelse – omkranset av et helsides intervju. Den unge forfatter bodde nettopp i det nye, høye betonghus, som i de siste år tok utsikten fra Henrik Pontoppidans stuer. Det litterære naboskap er, som man kan tenke seg, utnyttet i intervjuet. Der står:
Ligeoverfor ligger på Holmegårdsvej en noget ældre, betydelig lavere Bebyggelse, delvis skjult bag høje, blomstrende Guldregntræer. I Lejligheden på første Sal, er Gardinerne rullet tæt for som Beskyttelse mod Eftermiddagens blændende Sollys. Der har vor Digtnings hvide Nestor Henrik Pontoppidan sin Bolig.
234 En Gang imellem, når Knud Sønderby sidder og arbejder ved sin Skrivemaskine, falder hans Blik derover, og det kan da hænde, at Gardinerne er rullet op. Da ser han en gammel, gammel Mand med kridthvidt Hår og Skæg sidde bøjet i en dyb Kurvstol, hensunken i ensom Eftertanke.
Et ejendommeligt Spil af Tilfældigheder har således anbragt den yngste af vore moderne Dramatikere Ansigt til Ansigt med svundne Tiders store, enlige Kæmper i dansk Åndsliv. Det er en Situasjon som den unge nok kan føle noget trykkende, men maske også undertiden æggende og inspirerende.
Henrik Pontoppidan har ikke enset de ærbødige talemåter hvori karakteristikken er innpakket. En fremmed hadde trengt seg inn på hans enemerker og til og med skreket ut i avisen hva han så der. Slik så altså andre mennesker ham. Håpløsheten i hans kamp mot sykdoms og alderdoms ødeleggelse er gått opp for ham i dette bilde. Han var i virkeligheten dødsens trett. Nå gad han ikke mer. Fra den dag gikk det hurtig nedover. Et par måneder senere døde han.
Så ser man Sønderby ved Pontoppidans død opptre som en slags pårørende, vesentlig på grunn av det fatale naboskap. Og han uttrykker seg langt tydeligere enn i intervjuet, slik at man ikke behøver Pontoppidans lydhørhet for å oppfatte meningen.
Til Nationaltidende 22. august uttaler han:
Jeg boede overfor Henrik Pontoppidan de sidste År han levede. Somme Tider så jeg ham ved et af Vinduerne i hans Lejlighed, altid i Færd med at trække Gardinerne tættere for. En ældgammel Mand, der kunde stå og famle besværligt i flere Minutter med de magre kraftesløse Hænder hævet over det deilige Hoved, indtil han endelig fik det genstridige Stof til at makke ret, så han kunde blive lukket helt ude fra Verden udenfor.
Altid var Gardinerne trukket tæt for alle Lejlighedens Vinduer, Morgen og Aften, Forår og Efterår. Guldregnen kunde blomstre og Kastanjetrærne blive grønne udenfor Huset, den mildeste Sommervind kunde lufte mildt forjættende – ham så man kun når Gardinerne skulde trækkes endnu tættere for. Derinde i Halvlyset bag Forhængene levede han så de sidste År af sit Liv. Jeg kikkede ofte derover og undrede mig over, at det var denne gamle Mand som havde skrevet Lykke-Per og Det forjættede Land, Bøgerne i min Boghylde, og jeg tænkte på, hvor underligt det vilde blive, når han engang døde. Der er kun Bøgerne i Boghylden tilbage. Kraften, Ungdommen og Lidenskaben i dem vil for mig altid på en underlig tankevækkende Måde, være blandet sammen med Billedet af den gamle, smukke, kraftesløse Mand.
235 Ubegripelig at en dansk forfatter som ovenikjøpet sies å "skylde Henrik Pontoppidan meget" (Nationaltidendes innledning til intervjuet) ikke har annet på hjerte ved denne leilighet enn en tankeløs forundring over hans elde og legemlige svakhet. Men det forbauser en i og for seg ikke hvor det gjelder Sønderby. Hans siste bok med den besynderlige tittel Forsvundne Somre rommer den samme nysgjerrige interesse for alderdommens skrøpelighet. "Skovtur i Moll" er med sin rent fotografiske iakttagelse en pinlig lektyre. Her går Sønderby et skritt videre, her kan han foruten øynene også bruke ørene. Han dveler da ved den åndelige reduserthet som han tydeligvis forutsetter som alderdommens faste følge.
Men denne forestilling sniker seg også inn i hans bilde av Pontoppidan, selv om uttrykket er mer dempet og han ikke godt kan uttale seg om hvorvidt han også gikk i barndommen. – Man har den jo i minneordet, hvor den fysiske avmakt skaper forundring i forbindelse med verkene.
Det ville være urett mot Pontoppidans minne om denne forundring skulle leve videre i litteraturhistorien og Sønderbys iakttagelser danne grunnlag for et "siste portrett". – Ganske visst tålte Pontoppidans svake øyne dårlig sollyset, men gjenboernes vinduer har nok ikke sjenert ham mindre. Man kan godt forstå at han aldri kunne få gardinene trukket tett nok for. Det viste seg jo at han hadde grunn til denne forsiktighetsregel.
Pontoppidans forhold til naturen er velkjent av alle som med et minimum av ettertanke har lest hans bøker og som har sett det danske landskap gjennom dem. Den var på alle døgnets og årets tider, ved det kunstneriske uttrykk han hadde funnet for den, hans åndelige eiendom, en del av ham selv.
Som Blicher næret han forkjærlighet for den store uberørte natur, hvis område stadig innskrenkes. Desto større plass tar himmel og hav i hans poetiske Danmarks-bilde:
En Kæmpegrav ved Havet Så mangen priser din Sankt Hans 236 Nej, heller synger jeg din Pris |
Her er igjen ensomheten, som han skattet så høyt.
Han fremhevde den i forbindelse med Rørvig (hvor han tilbrakte sommeren like til de siste år, og hvor han også ligger begravet.) Der ble jo etterhånden tett befolket. Men heldigvis bodde han "ret afsides", og tilføyde han på sin humoristiske måte: "en bidsk Køter holder desuden Folk på Afstand." – I Rørvig, "Sjællands Skagen" levde han et virkelig friluftsliv, under et solseil, hele dagen. – Han hadde utsikt til hav og strand og himmel, og i hans nærmeste nærhet grodde hedelyngen, ensomhetens egen vegetasjon. – Som Jyllands store dikter før ham har han nok elsket lyngen:
| Skøn er for mig den blomsterløse Vang – |
Man husker at skyene for Blichers fantasi "tårnede sig som Snefjelde op over Himmelbjerget". – Over Pontoppidans diktning svever som et luftsyn ungdomsopplevelsen av Sveits. – Fjellverdenen lokket ham, også Norges. Han drømte i det lengste om "endnu en Gang at se mig om i det store Stenrige, der aldrig slipper sit troldomsagtige Tag i den Sletteboer der en Gang har været inde under dets Fortryllelse".
Men fremfor alt var naturen hans store læremester. Tenk på Lykke-Per's etterlatte opptegnelser, hans siste ufullendte ord i verket: "... Troen på Naturen, den vise og miskundelige som ved Råd for alt, som gavmildt erstatter på den ene Led hvad vi har mistet på den anden, som ..." – Det sies i anledning av et menneske som var blitt krøpling, men som vant sitt liv igjen på en annen måte, og som derfor ikke var å beklage. – Slik gikk det jo på en måte også ham selv, dikteren, for hvem all lidelse ble til vinning.
Der er ingen grunn til å tro at Pontoppidan som bevarte sin identitet til det siste, noensinne skulle ha glemt naturen. Men hans forhold her lot seg ikke kontrollere fra naboens vinduer. – Det var i grunnen bare et skyggebilde som tegnet seg for den fremmede bak ruten. Det liv som ble levd innenfor, hadde han ingen anelse om.
Dina Lea.
En Indsigelse
I et foregaaende Nummer af "Edda" har Forfatterinden Dina Lea angrebet den danske Forfatter Knud Sønderby paa en saa usædvanlig Maade, at vi føler os forpligtet til at reagere derpaa, og vi vil derfor være Redaktionen taknemmelig, hvis den vil give os Plads for en Indsigelse.
Forfatterinden hævder i sin Artikel, "Fra Henrik Pontoppidans siste år", at Knud Sønderby ved en Bladudtalelse, om ikke blev Skyld i, saa dog fremskyndede den aldrende Henrik Pontoppidans Død. Og for at skærpe denne opsigtsvækkende Anklage gør Forfatterinden videre Knud Sønderbys Motiver og Karakter til Genstand for Betragtninger, der efter vor Mening langt overskrider Grænserne for rimelig og fair Kritik.
For alle, der er fortrolige med de fine menneskelige og kunstneriske Kvaliteter i Knud Sønderbys Forfatterskab, endsige for dem, der kender Digteren personligt, er Angrebet saa uhyrligt, at de næppe kunde finde det et Svar værd. Men ulykkeligvis er der i Insinuationerne et sensationelt Element, der paa en for Digteren krænkende og pinende Maade gør Beskyldningerne interessante for mange, der ikke selv har læst Artiklen eller ikke selv efterprøver Forfatterindens Argumentation. Kan vi da ikke afbøde alle Følger af Angrebet, er det os dog meget magtpaaliggende over for dette ansete Tidsskrifts nordiske Læsere, der endnu ikke selv kender Knud Sønderby gennem hans Skrifter, med vor Protest at søge den unge i Danmark højt vurderede Digter befriet for en urimelig Anklage og en usømmelig Karakteristik.
Den omtalte Bladudtalelse, der ifølge Forfatterinden havde saa skæbnesvangre Virkninger, er de indledende Linjer af et Interview med Knud Sønderby, trykt 8. Juni 1943 i "Berlingske Aftenavis" og skrevet af Journalist Carl Henrik Clemmensen1, der omkom senere under Besættelsen. Vi nødes til at citere det i sin Helhed, 160 efter nævnte Nummer af Bladet. Clemmensen skrev: "Forfatteren Knud Sønderby bor i en lys og luftig, moderne Lejlighed i et stort, skinnende hvidt Betonhus ved Linie 15's Endestation.
Lige overfor ligger paa Holmegaardsvej en noget ældre, betydeligt lavere Bebyggelse, delvis skjult bag høje, blomstrende Guldregntræer. I Lejligheden paa første Sal er Gardinerne rullet tæt for som Beskyttelse mod Eftermiddagens blændende Sollys. Der har vor Digtnings hvide Nestor Henrik Pontoppidan sin Bolig. En Gang imellem, naar Knud Sønderby sidder og arbejder ved sin Skrivemaskine, falder hans Blik derover, og det kan da hænde, at Gardinerne er rullet op. Da ser han en gammel, gammel Mand med kridhvidt Haar og Skæg sidde bøjet i en dyb Kurvestol, hensunken i ensom Eftertanke.
Et ejendommeligt Spil af Tilfældigheder har saaledes anbragt den yngste af vore moderne Dramatikere saa at sige Ansigt til Ansigt med svundne Tiders store, enlige Kæmper i dansk Aandsliv. Det er en Situation, som den unge vel nok kan føle noget trykkende, men maaske ogsaa undertiden æggende og inspirerende."
Forfatterinden Dina Lea hævder, at Henrik Pontoppidan læste disse Ord og tog sig dem meget nær. Forfatterinden skriver: "Henrik Pontoppidan har ikke enset de ærbødige talemåter hvori karakteristikken er innpakket. En fremmed hadde trengt seg inn på hans enemerker og til og med skreket ut i avisen hva han så der. Slik så altså andre mennesker ham. Håpløsheten i hans kamp mot sykdoms og alderdoms ødeleggelse er gått opp for ham i dette bilde. Han var i virkeligheten dødsens trett. Nå gad han ikke mer. Fra den dag gikk det hurtig nedover. Et par måneder senere døde han."
Selv om vi havde kunnet verificere, imødegaa eller bekræfte denne Skildring, vilde vi have følt os uden Beføjelse til at inddrage saa personlige Forhold i en Henvendelse til Offentligheden, ligesom vor Viden om disse da heller ikke kunde, nu eller siden, influere paa vor Mening om Dina Leas Angreb. Skulde Forfatterindens Omtale af Henrik Pontoppidans sidste Dage være rigtig, maa vi dybt beklage det skete, men vi maa ogsaa beklage at Skildringen har faaet en helt uforsvarlig Form. Det turde være klart, at Dansk Forfatterforening altid vil bestræbe sig for at værne om Henrik Pontoppidans Minde, ikke blot fordi den store Digter var Foreningens Æresmedlem, men frem for alt for hans Indsats i dansk Aandsliv, og vi tror da ogsaa at opfylde denne Bestræbelse her.
Det kan for et rimeligt Skøn ikke være tilbørligt offentligt at belaste Forfatteren af det citerede Stykke med en Skyldbyrde og dens Følger, saadan som Dina Lea gør. Skulde selv saa nænsom en Omtale berettige til slige Reaktioner, maatte det faa uoverskuelige Konsekvenser for alle skrivende, ligesom en saa vidtgaaende Hensyntagen vilde have umuliggjort en væsentlig Del af netop Henrik Pontoppidans store, tidskritiske Forfatterskab.
Naar videre Forfatterinden Dina Lea undlader at gøre opmærksom paa, at de paagældende Linjer ikke skyldes Knud Sønderby, men Carl Henrik Clemmensen, der forøvrigt havde sin Bopæl nær de to Forfatteres, kan det efter hendes følgende Betragtninger at dømme vanskeligt undskyldes som blot en Forglemmelse.
Forfatterindens Kommentarer, dels til en Udtalelse, som Knud Sønderby ved Pontoppidans Død og efter Anmodning fremsatte i "Nationaltidende" 22. August 1943, hvor den stod sammen med en Række andre kendte Personers Mindeord, dels til Sønderbys Novelle "Skovtur i Moll", der flere Aar efter stod trykt i den smukke lille Prosabog "Forsvundne Somre", virker nemlig for enhver Kender af Digterens Arbejder, Holdning og Udtryksform som grove Fordrejelser, hvis Formaal er at insinuere, at Knud Sønderby med de citerede Ord – som altsaa ikke er hans egne – har haft en ondsindet Hensigt: kynisk at ville spotte Alderdommens Skrøbelighed. En uhildet Læser faar et ganske andet Indtryk af de nævnte Tekster, og Forfatterindens Maade her at argumentere paa er ikke tiltalende, som hendes Angreb i det hele synes os baade urimeligt og utilbørligt.
Bestyrelsen for Dansk Forfatterforening.
Svar til den danske forfatterforening
Med forbauselse leste jeg i Edda, hefte I-II 1949, som sterkt forsinket er kommet mig i hende, Dansk Forfatterforenings "Indsigelse" mot min artikkel: Fra Henrik Pontoppidans siste år – ikke mot fremstillingens riktighet, den side av saken er merkverdig nok helt uten interesse – men imot at "saa personlige Forhold" overhodet kommer for offentligheten. – Hvori det usømmelige heri består forklares ikke. Hvorfor omstendighetene ved en stor forfatters død ikke må omtales, enn ikke i et litteraturhistorisk tidsskrift!
Jeg har alene gjort min skyldighet mot Henrik Pontoppidans minne og ventet at Dansk Forfatterforening vilde gjort det samme. – Isteden danner den skjoldborg omkring Knud Sønderby. Ham er der intet som helst at bebreide. Det blir efter dette fullt ut i sin orden at man kikker inn gjennem dikterens vinduer og gjør offentligheten delaktig i sine iakttagelser, selvom indiskresjonen som her får alvorlige følger, dem den dødstrette Henrik Pontoppidan fikk bære alene.
Jeg hadde satt den lille – for utenforstående så ubetydelige episode – inn i sin rette sammenheng, gitt et minneriss av den ensomhetssøkende gamle mester, fremhevet hans sky for all offentlighet, som der kunde gives mangfoldige eksempler på. For ytterligere å klargjøre meningen vil jeg citere nogen ord som Pontoppidan engang stanset ved fordi de "særlig havde slået" ham: "Hvad vi i styrkens øieblikke med et smil eller skuldertrekk ryster av oss, setter sig til andre tider fast i sinnet, opsuger livsstemningen, farver livsbilledet."2 Dansk Forfatterforening enser ikke den psykologiske bakgrunn, hvad der igjen bagatelliserer det skjedde. Kjensgjerningen står der allikevel, så alvorlig at der i en tale ved Pontoppidans båre3 hentydes til Sønderby-episoden.
Man bebreider mig bl. a. at jeg hvad der "vanskelig kan undskyldes som blot en Forglemmelse", har "undladt at gøre opmerksom paa at de paagældende Linjer ikke skyldes Knud Sønderby, men Carl Henrik Clemmensen".
Skulde det virkelig være nødvendig? Vilde det ikke være å undervurdere leserens fatteevne? Er det da almindelig at en forfatter intervjuer sig selv, omtaler sig i tredje person "da ser han en gammel, 384 gammel Mand" etc.). – Har intervjueren sagt annet enn hvad Sønderby har gitt ham inn, burde sistnevnte offentlig ha protestert. Men ordene ligner jo så helt Sønderbys egne uttalelser ved Pontoppidans død, de siste var bare ennu utførligere i sin taktløshet.
Sønderbys interesse for alderdommens skrøpelighet som gjorde hans minneord ved Pontoppidans død til et avfeldighets-portrett, har jeg gjenfunnet i novellen Skovtur i Moll, hvor det efter all den utstillede hjelpeløshet f. eks. heter: En gammel Mand ledsages paa sin Tiggergang, og Gud har været god. At sidde i Peter Lieps Hus er givet ham. At gaa i Dyrehaven endnu en Gang under de grønne Træer har han faaet foræret."
Jeg tror ikke at Sønderby vilde Pontoppidan noget ondt, jeg tror gjerne at han var opriktig bedrøvet da han hørte om den skade han har anrettet (innen Dansk Forfatterforening lærte ham at han er den forurettede). – I mitt "uhyrlige" angrep har jeg da heller ikke brukt sterkere ord enn tankeløshet om hans adferd.
Jeg kan ikke se at intervjuerens tragiske endeligt i minste måte vedkommer denne sak. (Har dessuten nettop lært at det er upassende å meddele offentligheten oplysninger om forholdene ved en forfatters død.) Når det er kommet med, må det være for å legge en helte- eller martyrglorie omkring fadesen, som imidlertid ikke er hans. Mig bekjent har ingen intervjuer plikt til å sensurere sitt objekt. Skjønt jeg ikke visste at han – som ved denne leilighet skrev under pseudonymet Johannes Vendt – var et av krigens menløse ofre, lot jeg ham i fred. Da hadde det vært rimeligere å gi Berlingske Tidende del i den herostratiske berømmelse, bladet som nød den ære å ha Pontoppidan blandt sine abonnenter. – Å legge ansvaret over på Clemmensen er "for Smed at rette Bager". Det fryktelige er at offeret allerede var henrettet, at han er omkommet i urettens klør og ikke har annet enn eftermælet tilbake. Et menneske som ikke selv kan forsvare sig.
Til overflødighet får vi høre at "skulde saa nænsom en Omtale berettige til slige Reaktioner, maatte det faa uoverskuelige Konsekvenser for alle skrivende, ligesom en så vidtgaaende Hensyntagen vilde have umuliggjort en væsentlig Del netop af Henrik Pontoppidans store, tidskritiske Forfatterskab". – Hvilken sammenligning for Pontoppidan! Hvilket utbytte har "de mange skrivende Herrer og Damer, vi efterhaanden har faaet hernede"4 hatt av å fordype sig i det!
Dina Lea.
