Henrik Pontoppidan til Dina Lea
6. juni 1933
Aftenavis min eneste Nyhedskilde
[tirsdag] 6.6.33.
Kære Frk. Lea!
Ved en fornyet Gennemlæsning af Deres Afhandling har jeg noteret mig en Række Udtalelser, der særlig har slået mig, deriblandt følgende:
"Hvad der for Tiden i og udenfor Norden synes langt sjeldnere end Talentet, er Evnen til at udnytte det". (Side 3)
"Indirekte kan vi måle en Karakterskildrings Styrke ved den Mængde Ironi, den tåler.["] (Side 5)
"Sorgen over den tabte Lykke kan træde i Lykkens Sted som en Slægtning af den["] (Side 16)
"Hvad vi i Styrkens Øjeblikke med et Smil eller et Skuldertræk ryster af os, sætter sig til andre Tider fast i Sindet, opsuger Livsstemningen, farver Livsbilledet.["] (Side 29)
Disse Sentenser synes mig ikke alene betydningsfulde på Grund af de Sandheder, de udtrykker, og den ypperlige Form, De har støbt dem i, men også fordi de er karakteristiske for Deres Evners 2 værdifulde Egenart. Det er vistnok mindre i√ den samlede Fremstilling end i√ Aphorismen, at De foreløbig udfolder Deres bedste Egenskaber og største og sikreste Sprogkunst. Men gennem hele Deres Afhandling glimter det til Gengæld af den Slags Guldkorn, der vidner om et rigt og dybt Tankeliv.
De er velsagtens nu vendt tilbage fra Deres Pinseferie i Ålsgård, thi allerede iovermorgen skal jo Afslutningen på den langvarige Torturering finde Sted. Tommelskruerne løsnes, og Alma Mater lyser Dem i Kuld og Køn. De vil nok være så elskværdig at ofre et Brevkort på mig, når Ceremonien er lykkelig overstået. Resultatet kommer vel nok i Aviserne; men måske ikke i den Aftenavis, som er min eneste Nyhedskilde.
Min Hensigt med disse Linjer var blot at sende Dem en Hilsen med Ønsket om god Lykke indtil det sidste.
Deres hengivne
H. Pontoppidan
