Af Hugo Davids Liv
Henri Nathansen: Flugten fra Festen. (282 S.) Pio.
Det fjerne Land. (315 S.) Pio.
Med en enestaaende, en næsten ufattelig Energi har Henri Nathansen nu fortsat og afsluttet sin store Roman om Hugo Davids Liv og Skæbne.
I Flugten fra Festen er Festen konkret skildret som den Fest, der for en halv Snes Aar siden blev fejret paa Raadhuset for en stor Lyriker, og som skildres meget vidtløftigt. Men for David betyder Festen ogsaa andet: da han med alle Tegn paa Foragt og Væmmelse vender sig bort fra Raadhusfesten, flygter han ind i Ægteskabet med en ung Kvinde uden for hans egen Race – men ogsaa den erotiske Fest maa han forlade, fordi hans Hustru efterhaanden glider fra ham over til en anden Mand, der er blond i Lød og Væsen som hun selv. Denne Mand er Skuespiller som David – og Teatret bliver endnu en Fest, som han flygter fra. Han har ingen Fremgang som Kunstner, forsøger sig en Tid som Ejendomsspekulant, men da ogsaa dette mislykkes for ham, kaster han til sidst alle Festerne, alle sine Berøringer med Livet og Virkeligheden over Bord og rejser ensom og overvunden tilbage dertil, hvorfra han kom: Den lille Købstad med Faderen og Moderen, Racen, Hjemmet – det fjerne Land.
I Det fjerne Land – det Bind, der afslutter Bogen – vinder David atter en Slags Hvile og Styrke, og alle de forfejlede Fester fra de forrige Bind munder ud til sidst i en harmonisk Stemning: i en Forsoningsfest. David forsoner sig med sin Hustru, der vender syg og døende tilbage til ham – han forsoner sig endogsaa med Hustruens Elsker. Han forsoner sig med Teatret, der atter kalder paa ham, og hvor han pludselig gør Lykke og har Fremgang som Skuespiller. Til sidst forsoner han sig med Livet, idet han giver det, hvad han har: sit eget Liv.
Han dør, dræbt af Forfatteren.
Et Offer er han derved blevet, skænket de ukendte Guder, og Henri Nathansen har ved at skildre ham, som han har gjort det, sagtens "befriet sin Aand".
Men det maa siges, som det er: han har ikke samtidig befriet Læserne.
Med bøjet Hoved, tung og træt, vender man sig bort fra denne Bog, naar man har lukket den til sidst. Kun nu og da giver den en kunstnerisk Glæde, og den skænker ingen menneskelig Medfølelse.
Hvor er det muligt?
Der er dog saa meget smukt og sandt i Bogen: en klog Eftertænksomhed overalt, en moden Evne til Reflektion. Der er en uimodsigelig Trang til indtrængende psykologisk Udredning af de enkelte Figurers Sjæleliv og af deres mere komplicerede indbyrdes Forhold. Der er fremfor alt en aldrig hvilende Vilje til at belyse de enkelte Idéer, som Bogen drager frem, saa grundigt som muligt og med Lys fra alle Sider.
Der er ogsaa Evne til at skildre. Nathansen ser vel næppe sine Skikkelser helt levende for sig, før han giver sig i Kast med dem – han kreser snarere taalmodig omkring de ubestemte Omrids, han øjner af dem i sig selv, og arbejder dem efterhaanden frem, forstandsmæssigt, gennem Reflektion. Hans Mandsfigurer lykkes altid bedst; i dette, som i saa meget andet, minder han om Pontoppidan – Kvinder har ingen af de to Skribenter ret formaaet at skildre med uvilkaarligt Liv. Blandt Nathansens Mandsskikkelser er de jødiske atter de tydeligste: Forældrene i den lille Købstad, Onklerne og Tanterne i det gamle mosaiske Hjem paa Nørregade i Kjøbenhavn. Den interessanteste Skikkelse i Bogen er utvivlsomt Davids Ungdomsven Harry Hertz, der dog desværre meget hurtigt bliver borte i et Fyrværkeri af paradoksale Teorier og forsvinder ud af Bogen; den mest levende er en episodisk Figur, Isidor Salomon, den jødiske Renegat: hans Replik og hans Ræsonnement er lige kosteligt givet.
Javist er der meget godt og smukt i Bogen – men hvoraf kommer da den Træthed og Tyngde, der uhjælpelig sniger sig ind over Læseren, efterhaanden som han vender Bogens mange Blade?
Det kommer sikkert deraf, at Nathansen her har skrabet Bunden af sin Evne. Alt, hvad han ejer af Erfaring og Iagttagelse, alt, hvad han rummer af Eftertanke og Reflektion, har han med Omhu nedlagt i dette Værk.
Er det da en Fejl?
Lad mig tydeliggøre, hvad jeg mener.
Goldschmidt skrev en Gang en Bog paa hundrede Ark: den hed Hjemløs og var sandelig ikke nogen Morskabslæsning. Et vist aandeligt Slægtskab forbinder den med Nathansens Bog, men den har videre Horisonter og en højere Himmel, fordi Goldschmidt her prøver sine Nemesisteorier paa alle mulige forskellige Mennesker og Forhold.
I et Hæfte af Nord og Syd (Februar 1858) anmelder Goldschmidt selv sin Roman i en fortræffelig Artikel, der slutter saaledes: "Man mener, at der er Poesi til Stede, naar der efter al Tale og Handling dog bliver noget tilbage som Genstand for Læsernes egen Fantasi. Thi noget Irrationelt beholder Livet altid, og ingen Digtning maa ville fuldstændig afskaffe dette."
Dette, der skulde blive tilbage som Genstand for Læsernes egen Fantasi, det Irrationelle, som Livet selv ejer – det er just dét, der savnes saa bittert i Nathansens Bog.
Et Eksempel for mange.
Naar man har gennemlæst c. 600 anerkendelsesværdige Sider, med Fortællinger om Hugo Davids Barndom og Ungdom, møder man pludselig i Værkets tredje Del (Flugten fra Festen, S. 80) en Skildring af, hvorledes han sammen med den Kvinde, der senere skal blive hans Hustru, en Nat gaar igennem en af de lange triste Gader, der fra Østerbro fører ned mod Sundet:
I en Stue paa det modsatte Fortov brændte der Lys. De stod stille og saá derind – en ung Kvinde stod under en trøstesløs Hængelampe og læste et Brev. Saa løftede hun Hovedet, strøg Haaret fra Panden og stirrede mod Vinduet, saa Hugo uvilkaarligt trak sig ind mod Muren. Pludselig vendte hun sig, som om nogen kaldte – stak hurtigt Brevet ind paa Brystet og gik ind gennem en aaben Dør og blev borte. Den trøstesløse Hængelampe lyste dobbelt øde over Rummet.
De gik tavse videre. Det var, som om det triste Indblik fulgte dem gennem den mørke Gade. Hus ved Hus, Lag paa Lag boede Mennesker – flyttede ud, flyttede ind med den samme trøstesløse Hængelampe lysende over de samme Skæbner … Hvorfor stak den unge Pige Brevet ind paa Brystet? Hvor gik hun hen, da hun forsvandt gennem den aabne Dør og blev borte …?
Jeg husker den Glæde, der ilede igennem mig, da jeg læste disse Linjer: Poesi!
Men Glæden blev ikke langvarig. Under det følgende vender Forfatteren Gang paa Gang tilbage til det lille Indtryk, der var saa ægte, men dog saa beskedent, for at udnytte det praktisk som Symboler og Metaforer i sin Stil, – og Duften gaar uhjælpelig af det. Gid han havde glemt det, som man glemmer en Blomst, man et Øjeblik har glædet sig over og er gaaet forbi. Men han standser, rykker den op med Rode og tager den hjem med sig – den bliver for ham en Værdi, der skal udmøntes.
Ja, saadan skriver han.
Men alle Skildringerne samler sig om eller udgaar fra Bogens Hovedfigur, Hugo David selv – han behersker den i en saadan Grad, at der næppe findes et Optrin i Bogen, næppe et Ræsonnement, som ikke direkte stammer fra hans Iagttagelser eller hans Opfattelse – Romanen kunde for saa vidt lige saa gerne være skrevet i Jeg-Form.
Hugo er Jøde og Jødernes Forhold til Ikke-Jøder i Menneskeliv og Kunst, Jødernes Forhold til hinanden paa alle Omraader og Jødens inderste Forhold til sig selv er Bogens Indhold. Forfatterens Racefæller vil i Almindelighed ikke vedkende sig disse Teorier, ofte hører man forbitrede Protester derimod, uden at man dog altid føler sig overbevist om deres Gyldighed: i hvert Fald er det de specielt jødiske Konflikter, der giver Bogen den Interesse, den har. Men den snævres betænkeligt ind, efterhaanden som den skrider fremad, og de stadige Gentagelser drager ikke den tilsigtede dybe Fure i Læsernes Opmærksomhed. Tværtimod trættes man ogsaa ved Bogens egentlige Tankeindhold, fordi det er saa nær knyttet til Hovedpersonen selv – denne altfor lidet levende, altfor lidet bevægende Hugo David.
Skildringen af denne Figur er Bogens fundamentale Mangel. Forfatteren har slet ikke formaaet at løsne den fra sig selv og skabe en fritstaaende Skikkelse deraf. De Fejl, Hugo David har, – en vis Svaghed og Svigten i de afgørende Øjeblikke, er de mest fremtrædende – skildres med en egen sindsbeklemt Ruelse, der kun kan nedstemme Læseren, og Mandens gode Sider synes væsentlig at skænke Forfatteren bekymrede Tanker om deres Holdbarhed. Af Profession er han Skuespiller, men det Vanheld, der forfølger ham i Begyndelsen af hans Løbebane, og som afløses af et pludseligt Gennembrud til Publikums Velvilje, er slet ikke gjort anskuelig for Læserne, men synes vilkaarlig knyttet til Forfatterens private Skæbne som dramatisk Skribent.
Skikkelsen er ikke drejet i den Ild, der former og fæstner, og som hedder Kunst.
Og som denne Figur, saaledes Bogen som Helhed. Nathansen kan ikke undvære den Støtte, som Teatrets Virkemidler kan skænke. Hans gode Hensigter forfuskes nemt og svinder bort til intet, naar de ikke bæres frem i Rampelyset af Scenens mangfoldige, levende Menneskestemmer.
Sven Lange.
