Henrik Pontoppidan paa tomandshaand
I anledning af forfatteren Niels Jeppesens skrift "Samtaler med Henrik Pontoppidan" (anmeldt paa Politikens litteraturside den 12. ds.) har vi modtaget nedenstaaende indlæg fra landsretssagfører Aage Jeppesen, hvis hustru er Pontoppidans datterdatter1
UNDER den noget pretentiøse titel "Samtaler med Henrik Pontoppidan" har forfatteren Niels Jeppesen udgivet et lille, i øvrigt nydeligt udstyret, skrift paa 44 sider. Denne lille bog blev forleden anmeldt i Politiken, og da selv en ellers overmaade kyndig boganmelder tilyneladende har ladet sig vildlede af visse i bogen forekommende misforstaaelser, vil det maaske være paa sin plads med en lille korrigerende bemærkning.
Den, der skriver disse linjer, har adskillige gange haft lejlighed til fortroligt samvær med Henrik Pontoppidan, og da ingen andre og mere værdige i øvrigt har taget til orde i anledning af omtalte skrift, føler jeg og har faaet tilskyndelse til at fremkomme med et par ord, for det synes mig, at en paastand som: "han var ingen beundrer af demokratiet – saa lidt som af jøderne" ikke i Politiken, paa hvis redaktion et af de smukkeste billeder af Henrik Pontoppidan hænger, bør staa uimodsagt. En saadan udtalelse maa bero enten paa en komplet misforstaaelse eller en erindringsforskydning, en mulighed Bookman ogsaa i sin anmeldelse stærkt lader skinne igennem.
Selvfølgelig kunne han revse demokratiet, det kan enhver læse i hans bøger, men han var i høj grad paa vagt overfor demokratiets fjender uanset at han havde sine ikke ukendte særstandspunkter. Vel beundrede han ikke dem, der bar demokratiets fane højt som talerstolehelte, men mænd af tankeklarhed som f. eks. Edvard Brandes og P. Munch værdsatte han overmaade. Den "manglende beundring for jøderne" er et rent fantasifoster. Han stod paa venskabelig fod med flere personligheder af jødisk æt, foruden de i Politiken nævnte erindrer jeg Benny Dessau, Erik Henrichsen og Gustav Philipsen. Paastanden synes alene af den nævnte grund Bookman urimelig og lidet i harmoni med det billede, man i øvrigt har.
I bogen siges, at Henrik Pontoppidan "foragtede fagfæller, kritikere og journalister". Det er mildt sagt en fejltagelse. Ironiens naadegave besad han, skepsis var et naturligt led i hans tankegang, og stærke ord frygtede han ikke, men foragt over for aandsfæller var uforenelig med hans noble tænkemaade. Han var tværtimod forstaaende og overbærende, hvad der bl. a. viste sig over for den pæne forfatter Niels Jeppesen, hvad denne ogsaa utvetydigt maa vedgaa i den af ham udsendte bog.
Selvsagt er det positivt urigtigt, naar det anføres, at "han foragtede den doktortitel, som han sammen med Johannes V. Jensen modtog fra universitetet i Lund". Hvis han havde foragtet den, havde han ikke modtaget den. Han modtog den, maaske ikke med begejstring, men paa en jævn, uimponeret maade, ud fra den forudsætning, at det var en venlig hilsen fra et broderfolk. Derimod ringeagtede han med naturlig selvfølgelighed dekorationer og medaljer m. v., som blev stillet ham i udsigt.
Om Thomas a Kempis' ældgamle andagtsbog skal blot nævnes, at den lille bog – i fransk udgave – var kommet Henrik Pontoppidan i hænde under specielt interessante omstændigheder2 og havde derfor faaet affektionsværdi for ham – men han havde aldrig læst den paa grund af manglende kendskab til fransk. Bogen forærede han i øvrigt for en lille menneskealder siden min kone, da hun som purung pige skulle i fransk pension, og i hendes eje er den stadig. Det er alt, hvad der er om den historie.
Det anføres i anmeldelsen stilfærdigt, at disse "Gespräche" giver billedet af Henrik Pontoppidan en del nye schatteringer. For at udtrykke det lige saa dæmpet tror jeg at kunne antyde – uden i øvrigt at ville gaa ind paa enkeltheder, idet der i det hele ikke er nogen basis for eller anledning til yderligere drøftelse – at adskillige af de i bogen forekommende – skal vi sige – lidt hasarderede paastande og udtalelser beror paa tilsvarende fejlvurderinger som ovenfor anført.
Aage Jeppesen.
