Henrik Pontoppidan intime
Niels Jeppesen: Samtaler med Henrik Pontoppidan. (Rosenkilde og Bagger).
FORFATTEREN Niels Jeppesen sendte i de unge aar Henrik Pontoppidan sin første bog og fik til svar et saa ovenud opmuntrende brev, at hans anden litterære afgud, Halrald Kidde, saa sig nødsaget til at give ham en afsvalende douche. Senere skulle Pontoppidan selv mortificere sine oprindelige profetier om Niels Jeppesen fremtid i litteraturen, hvad denne redeligt oplyser med en egen bidsk humor. At en saadan forandring i Pontoppidans syn paa sin yngre beundrer ikke forhindrede deres bekendtskab i at udvikle sig til et oprigtigt venskab, tjener dem begge til ære.
Igennem mere end tredive aar korresponderede de regelmæssigt med hinanden, og paa grundlag af ca. hundrede breve fra Pontoppidan og notater om dennes mundtlige udtalelser, har Niels Jeppesen nu givet et fængslende referat af den større skribents fortrolige passiar, "Samtaler med Henrik Pontoppidan", som Rosenkilde og Baggers Forlag meget forstandigt har ladet trykke i et lignende Format som Pontoppidans smaa erindringsbøger, hvortil det lille hæfte danner et naturligt supplement.
"Lykke-Per"s forfatter aftegner sig vel ikke i disse intime Gespräche væsentlig forskelligt fra, hvad man ville have ventet sig, men billedet faar en del nye chatteringer, navnlig gennem de mange kritiske udtalelser om hans ærede samtidige. Medens han gouterer Jeppe Aakjær som digter (ikke som polemiker) er Ludvig Holstein i hans øjne kun "en lyrisk smørblomst", og om Johannes V. Jensen hedder det, at han "var egentlig slet ikke digter, men vor største journalist, hans Danmarkssang fandt han meget ringe." (Man mindes uvilkårligt i forbigaaende, at Sven Lange for fyrretyve aar siden gav en karakteristik af Pontoppidan dette franske motto: "Grand homme peutêtre, poète pas du tout" …. Livsanskuelsesdebatten i tyverne lod ham kold: "Helge Rodes nyreligiøsitet og hele hans bevægelse omkring pladsen med de grønne træer, efterfulgt af Holsteins panteistiske naturreligion, kostede jo ikke noget, sammenlignet med Johannes Jørgensens omvendelse." Man vil efter dette forstaa, at oxfordbevægelsen i hans øjne maatte være "en led bevægelse".
Det er interessant at erfare, at Pontoppidan, der dog var saa dybt forankret i protestantismen, som probérsten i bedømmelsen af religiøs ægthed anvendte et berømt opbyggelsesskrift, nemlig Thomas a Kempis' "De imitatione Christi", som en italiensk munk engang havde foræret ham i en fransk udgave, der indtog en hædersplads i hans bogsamling.
Uden et øjeblik at drage rigtigheden af Jeppesens referat i tvivl, ville man paa sin vis have foretrukket et ordret citat. Saaledes s. 27, hvor man læser som Pontoppidans mening om den ting, at "Marcus Lauesens opreklamerede bog "Og nu venter vi paa skib" var vel ikke noget mesterværk, men den var nu heller ikke saa ringe, som den litterære kritik ansaa den for." Hvis man ikke husker meget fejl, saa var det dog netop den litterære kritik, der "opreklamerede" bogen, lige med undtagelse af den enkelte kritiker, der som forlagskonsulent havde fraraadet udgivelsen og bagefter forsvarede dette standpunkt i et voldsomt skrift med udfald mod hele hans samtid.
I endnu højere grad savner man en nøjagtig dokumentation s. 40, hvor forfatteren kort og godt fastslaar, at Pontoppidan "var ingen beundrer af demokratiet – saa lidt som af jøderne": en paastand, der harmoniserer daarligt med hans andetsteds i bogen omtalte sympatiske forhold til saavel Edvard Brandes som Henri Nathansen.
Bookman
.