Henrik Pontoppidans Foredrag
Henrik Pontoppidan har nu udgivet sit Foredrag: "Kirken og dens Mænd" paa G.B.N.F. Vi har ikke meget at tilføje til den Omtale, vi allerede har givet det. Forfatteren har vistnok Ret i at vore Præster – "selv det største teologiske Drog" – "meget hurtigt lever sig ind i en ophøjet Forestilling om sig selv som en Mand med et særligt intimt Forhold til Gud og de evige Sandheder". – Vi bebrejder ikke Præsterne dette; det er et Resultat af hele Tidens kirkelige Opdragelse, som den enkelte har meget vanskeligt ved at løsrive sig fra. Vi overser heller ikke, at den Sikkerhed, hvormed Præsterne fremsætter deres teologiske Tanker som Guds Tanker, kan imponere Mennesker, der ikke tænker selvstændigt over religiøse Spørgsmaal, og som i Virkeligheden fordrer at Præsterne skal optræde paa Guds Vegne og give bestemt Besked selv om de vanskeligste religiøse og kristelige Spørgsmaal; men vi forstaar saa godt, at det gaar Tusinder af intelligente og selvstændigt tænkende Mennesker, som det gaar Henrik Pontoppidan, at netop denne Sikkerhed og Soliditet er dem usmagelig, og at de betragter den som et Tegn paa Selvovervurdering, skønt den i Virkeligheden kun er et Tegn paa, at Præsterne overvurderer den kirkelige Tradition og den lutherske Dogmatik. – Men hvor vilde det ikke være velgørende og befriende for selvstændigt tænkende Mennesker, om Præsterne en Gang med Sandhed kunde sige, at de prøver paa at tro, at Gud er vor Fader, hvor uhyre vanskeligt dette end er, og at Kristus, hans enbaarne Søn er Verdens Frelser fra Synd og Død, men at alle de Dogmer, Kirken i Tidens Løb har dannet om Guds "Væsen" og "Egenskaber" om Kristi "guddommelige og menneskelige Natur" om "Forsoningen" og alt det andet, det er Mennesketanker, hvormed man har forsøgt at gøre det ubegribelige begribeligt. Hvor vilde der ikke blive taget en Byrde fra mange, hvis Præsterne en Gang opdagede, at hele den med saa stor Kunst opbyggede ortodokse dogmatiske Teologi, den er i Virkeligheden kun skjult Rationalisme, den menneskelige Tankes Forsøg paa at forklare Kristendommens Gaader, Forsøg paa at gøre det til Genstand for Viden, som kun kan være Genstand for Tro.
Henrik Pontoppidan har vistnok Ret i, "at den augsburgske Dogmekirke gaar sin Opløsning i Møde"; men jeg synes egentlig ikke, at dette kan kendes paa Nutidens danske Præster; og jeg synes endnu mindre han har Ret i, at "Nutidens danske Gejstlighed har kapituleret overfor den videnskabelige Kritik", – selv om han tilføjer – "i hvert Fald i Hjertet." – Det er i det mindste en Kapitulation, som vi andre ikke mærker noget til.
H. Pontoppidan har ogsaa Ret i, at "den rationalistiske Narresut" kun er en daarlig Erstatning for Dogmekirken. Men mon han ikke gør sig skyldig i den samme Fejltagelse som de ortodokse Teologer, at forveksle Bibelkritik og Rationalisme. Ganske vist kan Bibelkritiken være udsprunget af Rationalisme, hvis den nemlig indbilder sig at man ved Kritikens Hjælp kan komme til Forstaaelse af Hemmeligheden i Gud og Kristus, ligesom Ortodoksien mener, at man kan komme til denne Forstaaelse ved Dogmatikens Hjælp. Men den virkelige objektive, fordomsfri Bibelkritik har ikke det mindste med Rationalisme at gøre. Den gaar ud fra, at der i Gud og Kristus er Hemmeligheder, som ikke kan være Genstand for Viden, men kun for Tro, og nu gaar dens Bestræbelser ud paa at undersøge og kritisk vurdere de ældste kristelige Dokumenters Lærdomme om Gud og Kristus. – Efter den almindelige Opfattelse repræsenteres jo Rationalisme her i Danmark særlig af Arboe-Rasmussen; man ræsonnerer som saa: Arboe-Rasmussen er Bibelkritiker – altsaa er han Rationalist. Efter hvad jeg kender til A.-R.s Skrifter, er dette ganske forkert. Han har, saavidt jeg ved, aldrig benægtet Mysteriet i Kristi Person; han hævder udtrykkelig, at den, som tager Mystiken ud af Kristendommen, tager Sjælen ud af den.
Forsaavidt som man beskæftiger sig med mit religiøse Standpunkt, vil man sandsynligvis ogsaa kalde mig en arg Rationalist. Jeg er ganske vist ogsaa efter fattig Lejlighed Bibelkritiker; jeg tror at mange af de Resultater, Bibelkritikere er kommen til, er rigtige; men jeg nærer en absolut Ringeagt for den menneskelige Fornufts Evne til at kunne gennemtrænge Hemmeligheden i Gud og Kristus.
Jeg er enig med H. Pontoppidan i, at der "rundt omkring i Verden i Forskeres og Tænkeres stille Stund, lægges midt i al Tidens Staahej Sten paa Sten til den nye Tempelbygning, som saa mange venter paa". Men hvis det er hans Mening, at denne nye Tempelbygning skal ogsaa have en ny Grundvold, saa er jeg absolut uenig med ham. Jeg tror, at den nye Kirke, som en Gang vil komme, vil komme til at ligge paa samme Grundvold, som den gamle: Jesus Kristus. Ham kommer man ikke udenom, naar man vil bygge et Tempel, hvor Menneskehjertet skal kunne finde Fred.
Man kan have mange Indvendinger mod den nuværende Kirkebygning og mod dem, som gør Tjeneste i den; man kan synes, at de nuværende "Taarne" paa Kirkebygningerne ikke rager synderligt højt op, og at Murene er skimlede og skæve og Vinduerne saa smaa, at der ikke er meget hverken af Luft eller Lys. Men Grundvolden er solid nok; den har staaet sin Prøve i et Par 1000 Aar; den har set mange Slags Bygninger rejse sig over den og falde sammen igen; den vil ogsaa se den nuværende Kirkebygning synke i Grus. Men det er det ejendommelige ved denne Grundvold, at samtidig med at de gamle Kirkebygninger er faldne hen, er der umærkeligt groet en ny Bygning frem, forskellig fra alle de andre, men dog saadan, at hver Sten i Murene paa en eller anden Maade mindede om Grundstenen.
H—g. J.
