Henrik Pontoppidan og Præsterne
Det Foredrag, Henrik Pontoppidan for nylig holdt i Aalborg, og som han nu synes at ville gentage flere Steder, om "Kirken og dens Mænd", har ganske naturligt vakt en Del Opsigt, især blandt Præsterne. Og det er et ganske godt Bevis paa vore Præsters Godmodighed, at de nu hist og her er travlt beskæftigede med at undersøge, om ikke H. Pontoppidan i noget har Ret. "Det er saa vist ikke Løgn altsammen", har Morten Larsen skrevet i "Holstebro Dagbl."; og de Udtalelser af andre Præster, der hidtil er kommet mig for Øje, gaar omtrent ud paa det samme.
Dette Resultat har maaske overrasket H. Pontoppidan noget; thi han kan selvfølgelig sige sig selv, at hvis han havde rettet et hvast Angreb paa en hvilken som helst anden Samfundsklasse, saa vilde dennes Ordførere først have undersøgt de Punkter, paa hvilke han havde Uret; og denne Undersøgelse var vistnok bleven saa grundig, at man vanskeligt var naaet til de Punkter, hvor han havde Ret.
Men naar han retter et hvast Angreb paa Præsterne, saa tænker disse først paa, om han ikke har Ret. Og Undersøgelsen heraf vil mulig trække saa længe ud, at man ikke naar til de Punkter, hvor han har Uret.
Dette tyder paa, at naar H. Pontoppidan beskylder Præsterne for Selvovervurdering, saa passer dette ikke helt; personlig Selvovervurdering ligger vistnok de fleste Præster fjærnt. Men H.P. har alligevel her peget paa et ømt Punkt. Han siger, efter Referat i "Aalb. Amtstid.":
"Selv det største teologiske Drog indlever sig i den høje Forestilling, at han er Guds Repræsentant og Vogter af de evige Sandheder".
Ja, her er Faren. Vore ortodokse Præster, – og paa faa Undtagelser nær er alle vore Præster ortodokse –, de kan personlig være de beskedneste, ydmygste og godmodigste Mennesker, men de er fuldkommen overbeviste om, at de sidder inde med den fuldkomne, absolute Sandhed. Og de er tillige overbeviste om, at denne fuldkomne, absolute Sandhed har fundet et ufejlbarligt Udtryk i Bibelen og Bekendelsesskrifterne og i deres Fortolkning af disse.
Det er muligt, maaske endog sandsynligt, at den fuldkomne, absolute, religiøse Sandhed kun er én; at den f.Eks. omtrent kan udtrykkes saaledes: "Jeg tror paa Gud, og paa Kristus, hans enbaarne Søn". Om denne absolute religiøse Sandhed vidner Det nye Testamente; men selv den største af dettes Forfattere, Paulus, erkender, at "vi forstaar kun stykkevis", "vi ser ved et Spejl, i en mørk Tale". – Ganske vist glemte Paulus ikke saa sjældent selv dette, at al hans Viden om Gud og Kristus var stykkevis, og hans Tale om dem mørk Tale. Man kan vel derfor ikke undre sig over, at hans Efterfølgere, Teologerne, aldrig for Alvor har villet erkende, at hans egne og de nytestamentlige Forfatteres Erkendelse af Gud og Kristus var en stykkevis Erkendelse og deres Tale og Skrift om dem "mørk Tale".
Under alle Omstændigheder har den aldrig været mørkere, end at de ortodokse Teologer kunde klare den.
Denne Overvurdering, ikke af deres personlige Fuldkommenheder, men af deres Viden om Gud og Kristus, er efter min Mening den væsentligste Indvending man kan gøre mod Nutidens Præster. Man faar det Indtryk, at for dem er der egentlig ikke noget, der er Genstand for Tro, – og altsaa ogsaa for Tvivl; – hvad de prædiker, det tror de ikke, de véd det. – Det er muligvis dette, H.P. sigter til, naar han siger, at man maa ofte spørge, om Præsterne i vore Dage har nogen Tro; om de ikke nøjes med en religiøs Anskuelse, en teologisk Mening. Og dette, at de "teologiske Meninger" tildels er traadt i Stedet for den religiøse Tro, er sikkert en væsentlig Grund til vore Dages heftige kirkelige og kirkepolitiske Stridigheder. Thi den religiøse Tro er altid tolerant, nænsom og forsigtig i Bedømmelsen af andres Standpunkter; den véd, hvor usikker den selv tit kan være, hvordan den bestandig bevæger sig hen over Tvivlens gyngende Grund. "De teologiske Meninger" derimod, de er umaadelig selvsikre og suffisante; der er ikke en Sprække, hvor Tvivlen kan trænge igennem, og som Følge deraf ingen Forstaaelse af andre Standpunkter.
Men det kan ikke nægtes, at naar Spørgsmaalet er, hvem der udretter mest, enten den religiøse Tro eller de teologiske Meninger, saa bærer de sidste Prisen. Et Gennembrud af den religiøse Tro kan faa uhyre Betydning for den Paagældendes eget indre, personlige Liv, saadan som f. Eks. Paulus' religiøse Gennembrud paa Vejen til Damaskus og Grundtvigs 1810 paa Vejen til Udby, som H. Pontoppidan omtaler, fik Betydning for dem. Men Paulus' Gennembrud fik først praktisk Betydning for Kirken gennem hans teologiske Meninger, som han udviklede i Skrift og Tale; og Grundtvigs Gennembrud fik først praktisk Betydning, da han 1825 havde fremsat sin teologiske Mening om Trosbekendelsens Oprindelse. Det samme gælder om Luthers religiøse Gennembrud; det fik først Betydning for Samfundet, da han uddannede sig en selvstændig Teologi.
H. Pontoppidan har vistnok Ret, naar han klager over, at man hos Nutidens Præster ikke mærker meget til dette Gennembrud. Men heri er Præsterne ganske uskyldige; thi saadant noget kan man ikke lave selv eller skaffe sig selv. Vi har haft vore Gennembrudspræster, Mynster, Martensen, Grundtvig og Vilh. Beck. De teologiske Meninger der repræsenteredes af de to første, er nu forsvundne, efter at "Kirkeligt Centrum", som var deres naturlige Arvtagere, ganske har tilegnet sig Indre-Missions Teologi. Nutidens Præster lever nu altsaa dels paa Grundtvigs, dels paa Vilh. Becks teologiske Meninger; og det vil Præsterne blive ved med, indtil der kommer en ny aandelig Gennembrudsmand.
Har jeg forstaaet H. Pontoppidan vel, saa er der i hans Foredrag en Længsel efter et saadant nyt religiøst Gennembrud, en Længsel efter en Mand, "der har været ude paa Grænsen mellem denne Tilværelse og det gaadefulde Hinsides – der, hvor et Menneske lærer at tro – eller tvivle". – Naturligvis kommer der en Gang et saadant nyt religiøst Gennembrud; Kristendommen har ikke sagt sit sidste Ord, hverken med Luther eller med Grundtvig eller med Vilh. Beck.
Og naar dette nye Gennembrud kommer, saa vil det som en rivende Strøm skylle en Masse "teologiske Meninger" bort, som vi nu ser paa med den største Højagtelse. Vi vil undres over den Mængde Myg, som vi har gjort til Elefanter.
H—g. J.
