Højskolen og den tidligste danske georgeisme
Den tidlige georgeisme i Danmark er hidtil kun behandlet i to afhandlinger. Den ene skyldes rådstuearkivar, dr. phil. Villads Christensen, der selv hørte til den georgeistiske bevægelse, og i 1906 skrev "Den første Henry George bevægelse i Danmark", den anden er professor, dr. phil. Erik Rasmussens "Georgeismen som element i det socialradikale idekompleks indtil o. 1922" (I Historie, Ny række, 4. bd., 1957-58).
Cand. mag. Erling Høiberg påviser her, at en forklaring på georgeismens indflydelse i dansk politik og navnlig inden for husmandsbevægelsen må søges i den udbredelse, den havde på højskolerne og da navnlig på de skoler, der især søgtes af elever fra husmandshjem.
Indledning
Ved georgeisme forstod man oprindeligt den teori om et politisk og socialt system, der byggede på den amerikanske økonomiske tænker Henry Georges idé om jordrenten som eneste statsindtægt. I Danmark er der opstået nogen begrebsforvirring, idet der i 1919 dannedes et politisk parti, Retsforbundet, der dels byggede pa Henry Georges jordrentelære og dels på den danske læge Severin Christensens ideer om retsmoralen, udtrykt i bøgerne Naturlig Ret (1907) og Retsstaten (1911). Dette har medført, at georgeismen ofte er blevet identificeret med Retsforbundets politik, men i denne afhandling skal imidlertid ved georgeisme forstås den "rene georgeisme", som den blev udtrykt af Henry George i dennes hovedværk Progress and Poverty fra 1879. Denne bog oversattes til norsk allerede i 1886 af den norske højskoleforstander Viggo Ullmann, en oversættelse der også kom til at danne grundlaget for de første danske georgeisters arbejde, idet den næste oversættelse først kom med Jakob E. Langes fra 1905. På grund af dette pionerarbejde er der derfor al mulig grund til at karakterisere Ullmann som den danske georgeismes egentlige banebryder, en karakteristik der kun yderligere understreges af hans senere indsats for sagen.
Georgeismens første år
Det blev ogsa Viggo Ullmann, der første gang fremsatte Georges synspunkter mundtligt 111 i Danmark; det skete i september 1887 på en længere foredragsturné i landet. Netop på denne tid var "det sociale spørgsmål" blevet et almindeligt forhandlingsemne især ved højskolernes efterårsmøder, og dette emne var en god anledning til at behandle Henry Georges program.
Det vides med sikkerhed, at Ullmann i hvert fald fire steder holdt foredrag om George, nemlig i København, hvor han i dagene 16., 17. og 19. september holdt tre møder om "det sociale spørgsmål", ved Mellerup Højskoles efterårsmøde (ved Randers) fra den 21.-23. september, ved efterårsmødet pa Vestbirk Højskole ved Horsens fra 23.-25. september og endelig ved efterårsmødet pa Stenum Højskole fra 29. september til 1. oktober.
Især det store tredagesforedrag i København vakte opsigt. Mødet var arrangeret af "Kvindelig Fremskridtsforening", der var stiftet året før af en gruppe misfornøjede medlemmer af den upolitiske forening Dansk Kvindesamfund1. Den nye forening mente, at den politiske situation nødvendiggjorde en partipolitisk stillingtagen, og dens arrangementer blev mødt med stor opmærksomhed i pressen. Dette var også tilfældet med Ullmanns foredrag, idet det foruden at blive refereret af de store københavnske morgenaviser Politiken, Morgenbladet og Socialdemokraten også refereredes i de fleste venstreblade landet over.
Det er et gennemgående træk, at Ullmanns møder var meget velbesøgte. I København hørtes han den første aften af ca. 400 tilhørere, hvilket vil sige fuldt hus, og det samme gælder ved møderne på de forskellige højskoler; i Stenum hørtes han af ca. 700 mennesker, det samme antal kom i Mellerup, hvor en mængde måtte stå uden for de åbne vinduer for at komme til at høre.2 Alle disse mennesker var dog ikke kommet af brændende interesse for de sociale spørgsmål, eller fordi de var specielt interesserede i georgeismen. Det har nok i første række været personen Ullmann, der trak; men det er ikke utænkeligt, at Ullmann har øvet stor indflydelse på forsamlingen ved sine fremragende talegaver. I hvert fald så samtidens konservative blade med adskillig betænkelighed på Ullmanns foredragsrejse. Det vakte saledes almindelig munterhed i venstrepressen, at redaktør Grove ved Dagbladet den 18. september forlangte Ullmann udvist af landet for landsskadelig virksomhed. "Hr. Ullmann staar næppe til at redde", skrev Politiken3 ironisk et par dage efter; men det kom dog ikke til at gå så galt, Ullmann gennemførte, 112 som det er fremgået, sin turné og forlod ganske frivilligt landet den 2. oktober. "Derved væltedes en tung byrde af Gamlegroves ængstede sind".4
Det blev altså på tre danske højskoler, at Henry Georges tanker første gang fremdroges i Danmark. Det var for så vidt ganske naturligt, da det var Ullmann, der var budbringeren, for han var allerede i 1887 en kendt taler i danske højskolekredse, men selv bortset fra dette, er det sandsynligt, at miljøet på en højskole var gunstigt for fremsættelsen af Georges tanker som af andre nye tanker. A. Pontoppidan Thyssen taler således om højskolen "hvis energiske ungdom var interesseret i alt nyt, og hvis lærere derfor havde særlig grund til at følge med tiden"5. Denne udtalelse er dog nok et vidnesbyrd om et for idealistisk billede af datidens højskoleungdom. Der var ogsa dengang mange, der kom pa højskole uden særlig åndelig drift; således kunne forstander Ludvig Schrøder, Askov, tale om, at de største vanskeligheder i elevflokken var råheden og sløvheden, og også drikkeri mødte man; et par karle fra Askov blev saledes bortvist, da de drak sig fulde en dag, de var sendt ud for at hente posten og i fuldskaben smed brevene bort6.
Datidens højskoler havde altså også sine vanskelige elever; men selv om det må erkendes, at det nok kun var et fåtal, der havde forhåndskendskab til tidens nye tendenser, må højskolen alligevel have været et gunstigt miljø for nye tanker i kraft af sin undervisningsform, der hovedsagelig bestod af samtale og foredrag. Læreren matte altså regne med muligheden for, at han kunne blive stillet over for tidens nye tanker, som vel til enhver tid især griber fat i ungdommen.
En pioner i arbejdet for at bringe de sociale problemer ind i højskolens faste timeplan var Jakob E. Lange, der allerede i 1888 optog faget socialøkonomi på timeplanen på Dalum Landbrugsskole7. Det er ikke sandsynligt, at andre højskoler fulgte eksemplet så tidligt; men da Lange i 1890 udgav sin lærebog i socialøkonomi specielt beregnet til undervisningen på højskolerne, blev den hurtigt udsolgt og udkom i nyt oplag i 1894.
Ellers må man regne med, at de sociale problemer især behandledes på højskolernes efterårsmøder, der, efter at de var startet af Ludvig Schrøder på Askov i 1874, efterhånden var blevet en fast tradition ogsa på landets øvrige højskoler. Her mødtes højskolens nuværende og gamle 113 elever med egnens befolkning for som regel i tre dage i september eller oktober at høre de indbudte foredragsholdere. I Højskolebladet sendte georgeisten Fernando Linderberg i 1888 en opfordring til højskoleforstanderne om at behandle de sociale spørgsmål specielt georgeismen på efterårsmøderne, og den senere socialdemokratiske redaktør P. Sundbo belærte samme år højskoleforstanderne om endelig ikke at holde sig til georgeismen, men også at tage socialismen op8. Opfordringen blev mange steder fulgt; emnet "det sociale spørgsmål" ses ofte som forhandlingsemne ved efterårsmøderne de kommende år.
Højskolerne i Stenum, Mellerup og Vestbirk var, da Ullmann besøgte dem, blandt de mest ansete og mest besøgte i landet næst efter Askov. I Mellerup var det ikke usædvanligt i den dygtige forstander Jens Beks tid, at skolen havde op imod 200 elever om året, medens tallene for Stenum lå noget lavere. Vestbirk Højskole var først blevet grundlagt i 1884, men opnåede stærk fremgang, efter at Grønvald Nielsen i 1886 havde overtaget skolens ledelse, og efter århundredskiftet var den mellem de tre største i landet. For georgeismen fik Vestbirk Højskole særlig betydning, idet Grønvald Nielsen selv sluttede sig til Georges ideer, og da tillige lederen af skolens håndværkerafdeling, arkitekt Anton Hansen, var georgeist, er det klart, at tankerne havde gode muligheder for at blive fremført på denne skole. Det er muligt, at Grønvald Nielsen er blandt dem, der blev påvirket af Ullmann i 1887; i hvert fald skrev han i december samme år en artikel i Horsens Folkeblad om fattigdom, hvor han sluttede med varmt at anbefale Henry Georges bog Fremskridt og Fattigdom.
At Georges tanker var genstand for diskussion blandt højskoleelever også uden Ullmanns mundtlige impuls, viser efterårsmødet i Odder den 27. og 28. september 1887. Her talte Ullmann ganske vist om eftermiddagen den 28. September, dog ikke om Henry George, men om aftenen, da Ullmann var rejst igen, havde forsamlingen en diskussion om Georges samfundsopfattelse, ledet af redaktør N. Joh. Laursen, Aarhus Folkeblad9.
Det var ingenlunde alle højskoler, der var Georges tanker venligt stemte. Vigtigst er det her, at den største af dem alle, Askov Højskole, stillede sig fjendtligt. Jeppe Aakjær, der var på højskolen som elev i 1887-1888, tog således initiativ til at stifte en diskussionsforening, hvor man drøftede "alle de spørgsmaal, der i tavshed blev forbigaaet i timerne, 114 saasom darwinisme, georgeisme . . .". Dette ville skolens ledelse ikke tolerere, og Aakjær blev kaldt ind til den midlertidige forstander, Poul la Cour, da Ludvig Schrøder var i Landstinget. Denne advarede ham kraftigt mod "tidens nedbrydende tendenser". Om denne episode skriver Aakjær:
Da det i samtalens løb kom for lyset, at videnskabsmanden la Cour ikke havde læst en stavelse af Ch. Darwin, ligesaalidt som han kendte det ringeste til Henry George, hvilke to forfattere jeg dengang kunne paa mine fingre, tabte jeg den sidste gran af respekt for den rigoristiske pædagog, der stod med den løftede pegefinger over mit ungdommeligt krusede hovede"10.
Det er nok muligt, at Aakjærs tydelige antipati mod Askov Højskole har givet skildringen en ekstra drejning; men episoden med diskussionsforeningen støttes af udtalelser fra en af de yngre lærere på skolen, den senere forstander for Frederiksborg Højskole, Holger Begtrup11.
Poul la Cour opretholdt gennem hele sit liv modstanden mod Henry George, hvilket fremgår af en avispolemik i Morgenbladet i 1890 og en diskussion i Højskolebladet i 1908. Ludvig Schrøder har så vidt vides ikke udtalt sig offentligt om georgeismen; men han interesserede sig dog for sociale problemer og holdt allerede i 1886 foredrag om "sociale spørgsmål" på skolen. Det ser ikke ud til, at han har talt om Henry George; men foredragsrækken er dog kun omtalt med en enkelt linie i årsskriftet12. Der berettes ikke i det følgende år om foredrag af social karakter på skolen, heller ikke ved efterårsmøderne.
Grunden til den forskel, der er at finde i de forskellige højskolers stilling til de problemer, der er fremme i tiden, kan måske ligge i den strid, der var i midten af 1880'erne mellem især Ludvig Schrøder og højskoleforstander Morten Pontoppidan, Frerslev [og Hjørlunde] Højskole i Nordsjælland. Det var Morten Pontoppidans hensigt at få højskolen til at gå nærmere ind på samtidens problemer. Han mente, at mange højskolefolk var for tilbøjelige til at hygge sig i fortiden, uden at deres tale fik perspektiv i samtidens liv. I denne strid havde Ullmann taget ivrigt del på Pontoppidans side, f. eks. havde han i 1883 spurgt, hvorfor man skulle dvæle udførligt ved Themistokles' og Perikles' politik, men tie med Johan Sverdrups, der dog lå lærlingene langt nærmere. I Danmark førte denne strid til, at højskolerne så at sige blev delt i to lejre, den ene ville føre Askov-linien videre, medens den anden ville indføre Pontoppidans linie. Med provisoriet i 1885 kom striden op på det større politiske plan, idet en 115 del højskoleforstandere havde sluttet sig til riffelbevægelsen. Kultusministeren truede nu med at fratage højskolerne statsunderstøttelse, hvis de pågældende højskoleforstandere ikke meldte sig ud af riffelforeningerne. Da dette ikke skete, blev i 1885 otte højskoler slettet af ministeriets liste over anerkendte højskoler, heriblandt Vestbirk. De mistede altså deres statsunderstøttelse, og de fleste lokale myndigheder fulgte statens eksempel og afslog at yde tilskud. I 1886 blev også Mellerup og Stenum slettet af fortegnelsen13.
Det vil altsa sige, at netop de tre højskoler, på hvilke Ullmann første gang fremdrog Henry Georges lære, alle havde mistet deres statsanerkendelse og tilsluttet sig den "politiske linie", som Ullmann også tilhørte. Ved en sammenligning af 12 "højreskoler"s elevtal med 10 udelukkede, viser det sig dog, at det var de udelukkede, der klarede sig bedst, idet de undgik de store svingninger i elevtallet, som "højreskolerne" mærkede. Over for Henry Georges lære må det formodes, at det mest modtagelige elevklientel fandtes pa de udelukkede skoler, hvis elever kom fra de mest politisk og socialt bevidste hjem. I årene 1888-90 ebbede striden langsomt ud, idet mange af de udelukkede højskoler blev optaget på listen igen. Blandt de sidste var Stenum og Mellerup, der først optoges i 1890.
[...]
Litteratur (uddrag)
Jakob E. Lange: Erindringer fra halvfjerdsindstyve Aar. 1938.
Hans Lund: Askov Højskole 1865-1915. 1965.
H. Rosendal: Danmarks folkehøjskoler og landbrugsskoler. 1894.
Roar Skovmand: Folkehøjskolen i Danmark 1841-92. 1944.
Anders Pontoppidan Thyssen: Den nygrundtvigske bevægelse. 1957.
Jeppe Aakjær: Drengeår og knøsekår. 1929.
