Henrik Pontoppidan og Præsterne
Forfatteren Henrik Pontoppidan har i Aalborg holdt et Foredrag, hvori han efter Referatet i "Aalborg Amtstidende"1 har rettet et meget stærkt Angreb paa den danske Præstestand. Der er vel ingen Tvivl om, at Foredragsholderen i meget har skudt over Maalet, og der vil sikkert ogsaa fra forskellig Side blive taget til Genmæle imod ham; thi et saa voldsomt, direkte Angreb paa Præsterne fra en betydelig Forfatters Side er vel ikke sket her i Landet siden S. Kierkegaards Dage.
Men jeg vilde nu alligevel gerne, at vi Præster skulde betragte dette Foredrag som et Præstespejl for os selv; thi Henrik Pontoppidan har uden Tvivl ikke Uret i alt.
Hans Hovedindvending mod os Præster er den, at man kan gaa fra Kirke til Kirke uden at støde paa eet Ord fra Præsten, der aabenbarer en alvorlig indre Oplevelse. I Modsætning hertil skildrede Pontoppidan Grundtvigs voldsomme Gennembrud i 1810, og han henviser til en gammel Biskop, der sagde: "Gid min højre Haand maa visne, om jeg sletter en Tøddel af Luthers lille Katekismus."
Det er Overbevisningen, Selvoplevelsen, som Pontoppidan forlanger af Præsterne; men er det ikke ogsaa det, som vi gerne vil møde, naar vi hører Ordet? Og er det ikke ofte det, som vi savner? Det, som giver Kraften i Vidnesbyrdet, er dog at kunne sige: "Kommer hid, hører til, alle I, som frygte Gud, saa vil jeg fortælle, hvad han har gjort ved min Sjæl" (Ps. 66, 16). Det er ikke Lærdommen og den teologiske Dybsindighed, der griber os. Det er ikke det pæne, velformede Foredrag, der gør Indtryk paa os. Apostlenes Skrifter er ikke teologiske Afhandlinger. Deres mundtlige Vidnesbyrd har sikkert heller ikke været veltalende Foredrag. Da Paulus færdedes i Korinth, var hans Tale og hans Prædiken ikke med Visdoms overtalende Ord – men med Aands og Krafts Bevisning, efter hans eget Vidnesbyrd (1. Kor. 2, 4). Naar Lægfolks Forkyndelse ofte har udrettet mere end mange Præsters, mon det saa ikke kommer af, at der har været mere af Selvoplevelsen deri? Der er vel ingen, der tvivler om, at Gløden og Kraften i Hans Nielsen Hauges Vidnesbyrd hang sammen med den Selvoplevelse, han gjorde, da han hin 5. April 1796 gik ude paa Markarbejde og sang udenad Salmen: "Jesus, din søde Forening at smage", og da han havde sunget det andet Vers, blev i sit Sind saa opløftet til Gud, at han ikke sansede sig eller kunde udsige, hvad der foregik i hans Sjæl?
Vi Præster skal ikke beklage os over, at der fra en Mand, som staar udenfor, kommer Krav frem om Overbevisning og Selvoplevelse. Det vidner i Virkeligheden om, at han selv sukker efter at møde Gud.
Men der er ogsaa andre Ting at glæde sig over i Pontoppidans Foredrag.
Han ynder ikke de politiske eller sociale Præster. Han siger disse bidende Ord: "Kirken har for Tiden altfor travlt med det, der hører denne Verden til, social Forsorg, Afholdssag, Fredssag, Jordspørgsmaal – altfor travlt til at tage sig af de himmelske Ting."
Der lyder undertiden Røster, som siger, at hvis Præsterne ikke tager sig af det sociale Spørgsmaal, er det ikke et helt Evangelium, de forkynder, og saa kommer her en Mand, der staar udenfor, og minder om, at Præsternes Opgave er at tage sig af det ene fornødne – Sjælenes Frelse.
Mange alvorlige Arbejdere ser sikkert ogsaa saaledes paa Sagen, at Præsterne skal lade dem og deres Førere tage sig af de jordiske Ting. De er et stort Parti, de ved, hvor Skoen trykker. De er maaske ogsaa bange for, at de sociale Præster skal forplumre Arbejderspørgsmaalet. Vi maa ogsaa huske paa, at hvis vi Præster kaster os ind i den sociale Strid, vil vi af den Grund støde nogle, selv om vi kan behage andre. Samfundet, Menigheden, Kirken skal sikkert hverken binde sig til politiske Partier eller til sociale Spørgsmaal. Hvad der kan vindes i Øjeblikket, vil tabes i det lange Løb. Henrik Pontoppidan skal have Tak for, at han saa klart har peget paa Kirkens Opgave – de himmelske Ting.
Endelig er der Grund til at glæde sig over Pontoppidans Udtalelse om Rationalismen. Han vil ikke forherlige den gammeldags Kristendom, han er ikke i Tvivl om, at Dogmekirken staar for Fald; men han har endnu mindre Tillid til "den rationalistiske Narresut, man nu vil trøste os med i Stedet, dette altfor billige Forlig med Fornuften. Det har ikke kostet Blod eller visne Hænder. Men saa billigt udleverer Tilværelsen ikke sine dybeste Hemmeligheder."
I vore Dage, da Rationalismen paany gør et Fremstød ligesom for hundrede Aar siden, er det gavnligt at se den stemplet paa denne Maade. Det viser, at den har ingen Evne til at gribe Fritænkerne. Det er jo ogsaa ubegribeligt, at alvorlige Mennesker kan mene, at Rationalismen ved at forkaste enkelte Undere som Jomfrufødslen og Opstandelsen skulde kaste mere Lys over Tilværelsen.
Nej, det havde ogsaa den anden store Angriber af Præsterne, S. Kierkegaard, klart Øjnene opladt for, at Rationalismen er et af de ringeste Forsøg paa at klare Livets Gaader. Den kan passende lignes med Godtkøbs-Kram2 i en Markedsbod – eller med en Narresut.
