Henr. Pontoppidans Foredrag

En alvorlig Kritik af den moderne Kirke og dens Mænd.

Henrik Pontoppidans Tale i Aftes ved den 2den litterære Aften i Aalborg blev en sjælden Begivenhed. Haandværkerforeningens store Sal med Balkoner og Scenen var fyldt til sidste Plads af et forventningsfuldt Publikum, hvoriblandt var flere Præster fra Byen og Omegnen med Biskop Møller i Spidsen.

Da Digteren betraadte den smykkede Talerstol, blev han modtaget med kraftige Haandklap. Pontoppidan fulgte det første Par Minutter sit Manuskript, men talte for Resten frit.

Kirken og dens Mænd

Jeg ved, udtalte Pontoppidan, da han begyndte, De er vant til ved disse Sammenkomster at høre Forfatteren oplæse af egne Værker. Jeg mangler imidlertid ganske det Skuespillertalent, der er nødvendigt for at kunne gøre dette og har derfor foretrukket at holde et Foredrag om et Emne, der ikke ligger altfor langt uden for Rammerne.

Det skal ikke være nogen Forherligelse af Kirken og dens Mænd.

Vi har her i Landet 1100 Præster. De staar Søndag efter Søndag og ivrer mod anderledes tænkende. Derfor kan det være godt, at de engang imellem møder Modsigelse, og navnlig i Øjeblikket kan det være gavnligt, at Kirkens Forhold bliver alsidigt belyst.

Det er dette, jeg vil yde et beskedent Bidrag til.

Engang i mine Studenteraar kom jeg ved en Fejltagelse ind i det teologiske Eksamenslokale. Hvad jeg der saa, forbavsede – ja, forskrækkede mig.

Der sad tre ornatklædte Præster, tre gravalvorlige Skikkelser – det var Eksaminator og hans 2 Censorer. Paa den anden Side sad Kandidaten med Ryggen til Auditoriet, der var fuldt af tomme Bænke. Og henne ved en Side sad en Sekretær.

Jeg havde ikke vidst, at det teologiske Fakultets Særstilling gav sig til Kende ogsaa ved særskilt Eksamensceremoniel. Det mindede mest om en af Middelalderens hemmelige Retter. Det var ikke nogen almindelig Eksamen, men en Gudsdom, der fældedes dér.

Præst og Dommer.

Men Præstindvielsen er endnu mere ceremoniel. Biskopperne og en Mængde Præster i Ornat møder ved Ordinationen. Sammenlign denne Indvielse med en Dommers Tiltrædelse af sit Embede. Hans Gerning er dog ogsaa ophøjet, men her sker der ikke andet, end at en Kollega byder ham velkommen. Og dog tager Dommerne ikke deres Embedsed mindre alvorlig end Præsternes – tværtimod!

I gamle Dage var der maaske Mening i dette. Men i vore Dage, da endog

Biskopperne har ondt ved at blive enige om, hvad der er sand Kristendom,

vil en saadan Højtidelighed virke som et uærligt Forsøg paa at opretholde Troen paa Præsten som et ufejlbarligt Sandhedsvidne.

Nu staar Præsterne hver Søndag, omkranset af den gamle Præstetids Glorie – hvad der altsaa er en Annammelse. Salmesangen, Bønnen og hele Ceremoniellet danner Rammen om hans Prædiken, og naar han staar dér under Prædikestolens Lydhimmel, maa alle andre tie. Derfor er Selovervurderingen de protestantiske Præsters store Fejl.

Jeg mindes en morsom Historie fra min Bedstefaders Tid. Han var Præst i Damsholte paa Møen. En Dag kom han ude paa Marken i Strid med sine Høstfolk, som ikke vilde lystre ham. Han gik da hjem, og kort efter vendte han tilbage – i Ornat og med Alterbogen i Haanden. Og da han i den Mundering gav sig til at tordne imod dem, faldt de øjeblikkelig til Føje.

Men er vi kommet mange Hanefjed videre siden?

En hvilkensomhelst Kapellan vejer en Aandskæmpe som Bjørnson Hundrede Gange op.

For nogle Aar siden kom jeg til Norge, og Sindene var dér stærkt optaget af nogle Udtalelser af en Præst i Bergen. Bladene var fulde af Indlæg baade for og imod, ja, endog Pjolterdrikkerne paa Café Grand havde faaet en Slags sportslig Interesse for kirkelige Spørgsmaal.

Jeg rejste uden videre mod Nord, og allevegne, hvor der gjordes Ophold, ledtes Talen hen paa denne Præst.

Hvad var det da, han havde sagt? Ikke andet end hvad der var sagt utallige Gange før af andre. Det var noget om Daaben og noget om Jomfrufødslen – Spørgsmaal, som ogsaa har været paa Bane herhjemme. Bl. a. havde Bjørnson en Menneskealder tidligere kastet Spørgsmaalene ud for at faa Folk til at tænke selv. Men han havde intet Held med sig, han var jo bare Digter! Saa dybt bunder Overtroen i de nordiske Folk, at en hvilkensomhelst Kapellan vejer en Aandskæmpe af Bjørnsons Dimensioner Hundrede Gange op, naar Talen er om religiøse Spørgsmaal.

Ejede Præsten nu den grundmurede Tro, der skaber den store Patos, da kunde man forstaa det. Men saaledes er det jo ikke. Man maa ofte spørge sig selv, hvorledes det har sig med Præsternes Tro – om de i det hele taget har nogen, eller om de ikke som saa mange andre nøjes med en religiøs Mening, en kirkelig Anskuelse.

For 40 Aar siden

var Forholdene ganske anderledes i de danske Præstegaarde end nu. Da spillede Romflasken og Holmblads Salmebog en betydelig Rolle, og Præsterne var optaget af de Pligter, deres landlige Bedrift lagde paa dem, havde den største Omsorg for Mark, Stald og Mødding. Sjælelige Kampe havde disse gejstlige Proprietærer vel ogsaa; men det var Kampen for at beherske Kødets onde Lyster.

Men disse Præster kunde dog en Søndag, naar de stod paa Prædikestolen og talte om Synd og Anger, tale saadan, at de stod for Tilhørerne som de rette Guds Tjenere, der talte med Kirkens Myndighed.

Vore Dages Præster

er ikke saadan. En Præst af den Slags vilde ikke blive taalt nu. Det er et agtværdigt og virksomt Folkefærd, der sidder rundt omkring i vore Præstegaarde, de er stadig paa Færde som Foredragsholdere, Talere, Vejledere for Folket. De Prædikener, vore Dages Præster holder, er velholdte og velovervejede. Men man kan gaa fra Kirke til Kirke uden at støde paa en Udtalelse, der minder om en Oplevelse af nogen Betydning.

Og det samme velmenende, men fattige Indtryk gør

den kirkelige Litteratur.

Ogsaa der skal man søge længe, før man finder noget, der synes skabt under Kamp og Strid.

Man forstaar ikke, at den Litteratur kan tilfredsstille nogen, og man fristes til at bruge Lignelsen om de 5 Brød og to smaa Fisk, som kunde mætte de 5000.

Og hvad er vore Andagtsbøger andet end opbyggelig Industri, for ikke at sige Spekulation i Pjank? –

Præsterne og Lærefriheden.

Præsterne har ført en heftig Kamp for Friheden. Og hvad har de saa brugt Friheden til. Naar man tænker paa Arboe-Rasmussen-Sagen, mindes man uvilkaarligt Anekdoten om den unge Parlamentariker, der løb op og ned ad Gulvet, helt syg for at komme til at tale, og da han saa fik Ordet, sagde han blot: Jeg kan i et og alt slutte mig til den foregaaende Taler.

Præsterne har kun brugt Friheden til at gentage, hvad andre har sagt for længe siden – og meget bedre.

Grundtvigs Kamp.

Taleren gav nu en Skildring af den Kamp, Grundtvig havde haft i sin Ungdom. Han beskrev den unge Grundtvigs Ophold i Vindbyholt Kro ved Fakse paa Vejen hjem til Udby Præstegaard. – Grundtvig sad under sit Ophold i Vindbyholt næsten hele Tiden med Haanden under Kinden, og om Natten troede han sig forfulgt af Djævle. Vennerne maatte kæmpe med ham for at bringe ham til Ro, og paa Vejen til hans Hjem snarere førte de ham end ledsagede ham.

Jeg har ofte passeret denne Vej, udtalte Pontoppidan. Jeg passerede den ogsaa paa Hundredaarsdagen for Begivenheden. Og jeg har ofte undret mig over, at Grundtvigianerne ikke har følt Trang til at sætte et Mindesmærke her ved deres Mesters via dolorosa, Smertens Vej.

Taleren citerede nu et Brudstykke fra et Indlæg af Grundtvig før han blev omvendt, og hvor han – skønt Kristen – tilsidst ganske “fornuftsmæssig” – afgør Spørgsmaalet om evig Straf eller ej. Pontoppidan sluttede Oplæsningen med følgende Bemærkning: Se, dette er renlivet Filosofi. Man fristes her til at vende Hamlets Ord om og sige: Der er meget mellem Filosofernes Jord og Himmel, som Vorherre aldrig har drømt om.

– I Modsætning hertil nævnte Taleren et Citat af Grundtvig, efter at han havde sejret i Kampen. Naar han taler om Helvede, om Djævelen og Mørket, saa er det for ham ikke en Talemaade. – Han har kæmpet med disse Magter paa Knæ foran Alteret i sin Faders Kirke.

Nutidens Præster har taget Videnskabens Kritik af Kristendommen til Efterretning.

– Man skulde tro, sagde Forfatteren, at en Tid som vor, der er en Brydningstid, vilde kunne vise lignende aandelige Kampe som Grundtvigs.

Men Præsterne har med en mærkværdig Koldblodighed taget Videnskabens Kritik af Kristendommen til Efterretning, da de opdagede, at det ikke nyttede at stride imod.

Kommer man paa Besøg hos en saadan Præst, der har besluttet at bryde med vigtige Led i sin Tro, saa vil man se, at han er den samme som før, opfyldt af Bekymring for Samfundets Vel, maaske ogsaa for sin egen daarlige Mave, men en aandelig Kamp mærker man ikke noget til.

En Mand, der saaledes synes at skifte Tro lige saa let, som andre skifter Støvler, tager et Par mere rummelige paa, naar de gamle bliver for snævre, døjer man med at tage alvorligt, naar han optræder som Sandhedsvidne.

Hvis man tragter efter Livsvisdommen, maa man gaa uden om Kirken.

Jeg staar ikke her som Forsvarer for den dogmatiske Kirke. Jeg er ikke i Tvivl om, at Dogmatiken staar for Fald, dens aandelige Kilde er udtømt, dens Moderbryster er udtørrede. Men jeg har endnu mindre Tro paa den rationalistiske Narresult, man nu byder Befolkningen.

Jeg har været og er endnu en flittig Kirkegænger. Men jeg møder ikke i Kirken de Mænd, der har været ude paa Grænsen mellem denne Tilværelse og det gaadefulde hinsides – der, hvor et Menneske lærer at tro – eller tvivle. Nej, Kirken er optaget af alt andet end dette. I vore Dage beskæftiger den sig med sociale Spørgsmaal, Afholdssagen, Jordspørgsmaalet, det Pjank om Statens Adskillelse fra Kirken osv. Ja, selv Sjællands Biskop tumler i disse Dage rundt i socialistiske Problemer, som en Flue i en Flaske.

Derfor, hvis man vil søge efter Sandheden, hvis man tragter efter Livsvisdommen – hvad jeg mener er vor Tids dybeste Trang, da maa man gaa uden om Kirken. Jeg siger ikke, at man alene skal søge de store Filosofer eller Digtere, nej, lige saa godt kan man gaa til de enfoldige, de jævne naturlige Mennesker, hvis Visdom ganske simpelt er Summen af deres Livserfaring. I Kirken vil man forgæves søge saadanne Værdier, thi Præsterne er altfor optagne af denne Verdens Ting. – Naar jeg i Kirken sidder og tænker paa de gamle Helgener, der altid afbilledes med Glorien om Panden, og da ser op paa Præsten, der staar i Halvlyset – i den lange sorte Kjole, med den hvide Pibekrave om Halsen, da synes det mig, at det er som Helgenglorien er faldet ham ned om Halsen, fordi Hovedet var for lille. Og jeg kommer da til at tænke paa den gamle Bergliot i Hakon Jarl, der prøvede Ringen fra den gamle Kongekrone paa Jarlen, og jeg maa da med ham udbryde: den bærer Kronen, som er Kronen voksen.

— — —

Forsamlingen takkede med Haandklap for det ejendommelige og tankevækkende Foredrag, men pludselig lød fra Salens Baggrund et kraftigt Fy! – og Hr. P. Lauritsen skyndte sig ud af Salen. En kraftig Stemme raabte: Det var P. Lauritsen! Der var en Herre, som med Rette syntes, at Fyraaberen burde præsenteres. –

Ja, naturligvis var det P. Lauritsen^'1, hvem skulde det ellers være! – Alle andre vilde, selv om de var uenige med Taleren, respektere en alvorlig Mands Ord om et alvorligt Spørgsmaal. Det burde man i hvert Fald kunne forlange – men af Hr. P. Lauritsen er det vel formeget forlangt?